Året fortalt af Holger

 

 

 

Holger hankat, også kaldet fedtemus, boede på matriklen da jeg kom hertil. Fra begyndelsen kunne jeg se ham husere derude, og igennem vinteren og foråret blev han mere og mere tryg ved at jeg gik rundt udenfor.

Så tryg faktisk, at han stille og roligt fik sneget sig til at smutte indenfor. Først i køkkenet og sidenhen i stuen. Det har været en lang øvelse, og der gik mange måneder fra hans første potetrin over dørtrinet til, at han nåede helt hen til entreen og trappen til første sal i den anden ende af huset. Man SKAL også vare sig hvis man skal overleve, så hankatten har fået lov at tage tingene i eget tempo, DOG med undtagelse af den dag, hvor jeg besluttede at NU skulle han gøres til en holden kat. Han fik eget nummer og navn en dag midt på sommeren, og siden er han så at sige ikke veget mange meter fra min side. Han går kun sjældent ud på fortovet feks. I stedet for at risikere noget, følger han mig på vej et stykke hen ad indkørslen, og så sidder han simpelthen og venter på at jeg vender hjem igen. Det er helt utroligt for mig at opleve.

 

Holger og jeg går ofte ture sammen. Ud gennem hegnet i baghaven og ned langs de næste haver, helt til vi rammer en hestefold længere væk. Han er også altid med når jeg arbejder derude. Ligger med pote og snude helt tæt på det interessante, indtil han synes at NU skal der pauses, hvorefter han smider sig i nærheden for at hvile ud. Det kan være en trættende opgave at overvåge kattedamens aktiviteter. Nemlig.

 

Holger er kongen af nummer 12. Det har han selv sørget for..

 

 

Her er Holgers revir og udvikling i rækkefølge, fra de første spæde dage     ( og jeg advarer.. det har været svært at vælge ud, så her er måske nok lige vel rigeligt med billeder, sorry )

 

Februar og marts

Først blev jeg overvåget fra en afstand

 

Så nærmede han sig skålen med mad

 

Så røg skålen indenfor og han turde slumre lige ved døren

 

En dag lå han så her, da jeg kom ind udefra

 

Kort efter var han listet ind i stuen hihi, og samme eftermiddag krøb han forsigtigt af sig selv op på mit skød. Åhhh mit hjerte smeltede af glæde.

Stadig i marts fandt han ret hurtigt ro i mine møbler og med mig rundt omkring. Han lærte at jeg hverken sparker eller skælder ud, og at jeg altid er i nærheden.

 

 

 

2.april blev jeg opereret og stor var min overraskelse, da han samme aften af sig selv krøb op til mig og ikke veg en meter fra mig. Fra den dag af, er det bare gået slag i slag

 

Maj

 

 

Juni

 

Juli

 

August

 

September

 

Oktober

 

November

 

December

 

 

 

Jeg elsker min pelsede ven, og takker ham for at have valgt mig som menneske.