Nå, men skyerne forsvandt jo og såååå…

 

 

 

 

 

Da jeg får besøg i morgen og derfor må nedlægge våbene indtil jeg igen er alene, kunne jeg bare ikke lade være med at gå i haven, og sådan gik det altså til at jeg nu kun mangler to klumper der skal i jorden. Hold da kæft det er målstregen jeg kan se der lige foran mig.

 

Nu er det tid til at stene foran tv’et og lige nå et par runder med mit nu knapt så succesfulde strikketøj. Knapt så succesfuldt fordi jeg med sweateren har ramt første mur. Den hvor jeg ikke kan koncentrere mig om at strikke med to farver!  Og det smukke sjal jeg har i hovedet er stødt på grund, fordi jeg har overset mængden af nødvendigt garn. Som jeg ikke har i de valgte farver. Mit strikke comeback er med andre ord ikke lykkedes helt så godt, men der arbejdes på alternativer og så længe det står på, er jeg begyndt på et improviseret sjal der ikke kræver nogen form for tankevirksomhed.

 

Garn fra lageret er alt hvad det kræver og limegrøn Arwetta har jeg masser af. Ligeså det stribede strømpegarn, som jeg er vild med og har gemt på i årevis til lige det rette dukkede op.

 

Anderledes succesrig er jeg når det handler om at nå målet i haven. Det mål der går på ikke at bruge hele sæsonen på at grave som en anden jord og betonarbejder. Lige om lidt er jeg der, og SÅ kan jeg bare nøjes med at have det sjovt med finesser og påfund som det nu falder mig for. Fire måneder er der gået siden jeg begyndte mit marathon nummer fire, og i dag blev dagen hvor min bil igen fik sine bagsæder tilbage. Det sidste større læst med affald blev kørt væk i denne omgang og dermed er der kun en seriøs rengøring tilbage, og DET trænger den i den grad også til.

 

 

Sidste weekends voldsomme regnskyl har været en gave for min have, forstået på den måde at jeg med de seneste dages arbejde allerede næsten har tømt den ene af to tønder.

 

 

Her er dagens udvikling. Som altid ser det meste kun halvgjort ud, men det er fordi jeg har fokuseret på at få rette plads frigjort til planterne. Færdig kan jeg altid blive senere, og det gælder såvel kanter som facon på buksbom og andre buske.

 

 

 

Jeg lover hermed alle og mig selv, at jeg i morgen søndag vil hellige mig en let rengøring af huset, og en endnu lettere oprydning så jeg kan ligne en, der har styr på sagerne når jeg får besøg. HA!  Besøget var egentlig først planlagt til på torsdag, men er fremskudt, hvilket får den kiksede betydning at jeg nu kun kan afhente min gæst ved stationen, støttet af en stok og krumrygget som en heks. Planen var nemlig også, at jeg kunne nå at bruge nogle dage på at få rettet mig selv ud igen, inden rollen som superkvinde og overskudsagtigogitopformekskøbenhavnsk værtinde blev kørt i stilling.

 

Så kan man da bare lære ikke, at være for tidlig på den når man skal på landet… :- )

 

Forresten er min gæst ingen ringere end Rene, som jeg efterhånden har kendt i seks år, OG som jeg kærestede med inden jeg flyttede herned. Sidst han var her er to år siden, men han kender mig rigtig godt, og påstår at han efter næsten to års fravær er vældig forberedt på, at jeg ikke længere er den han mødte, da hun stadig boede på krisecenter og var dybt forstyrret, men også mere tjekket og fire størrelser mindre! Ja ja min ven, vi får se gør vi. Spøg til side, så har vi aldrig helt sluppet kontakten, simpelthen fordi vi er lige underlige og egne. Vi taler godt sammen og begge har vi været alene så længe, at tanken om en partner gør os akut paniske og smådårlige. Jeg har dog forsøgt ret længe, at overtale ham til at flytte herned eftersom han elsker udelivet endnu mere end jeg gør. Han sover for eksempel glad og gerne i telt!!! EEEw siger jeg bare, men hvis nogen husker det var det faktisk ham jeg overtalte til, at sove på stranden en varm sommer. Først bagefter fortalte han, at han er totalt bange for vand. UPS!  Han hader dog havearbejde, og DET er jo et ret så stort minus, men omvendt.. han kan godt lide at være stille, hvilket i min optik er afgørende. Så altså, jeg tager mine talegaver i brug igen, og ser hvor hurtigt han smutter hjem til storbyen. Det ville være så fedt at have en god ven tæt på, og det siger jeg til ham igen og igen, især fordi han er dødhamrende træt af at bo på Frederikssundsvej, et af mine ynglingsargumenter for at blive Lollik. Hehe. Han skal jo “bare” lige sælge sin lejlighed, få sig et job her og et lille hus og så er den ged barberet. Syns I ik?

 

PS: da jeg fandt det link, hvor der er billeder af ham her på bloggen, viste det sig at der også er en del billeder af Holger. Dengang var han jo stadig min lille nye katteven, og på billederne er det så tydeligt, hvor meget mindre han var dengang. Blev helt beskæmmet da jeg genså dem faktisk. Han så sgu helt killingeagtig ud dengang. SE bare lige her:

Her er han i august 2014. I øvrigt står han og undrer sig for første gang ligesom jeg, over alt det vand, der kom ned inde i huset. Det var dengang.