Jeg giver min Iphone skylden …

 

 

 

 

 

 

Meget godt kan jeg synge om smartphones. De uendelige muligheder, og det SÅ meget lettere liv på mange områder, MEN..

 

 

… den har også gjort mig doven ud over alle rimelige grænser.

 

Trods min stålsatte tro på det modsatte, render jeg nu idag rundt som en anden teenager, med den fordømte maskine, som en forlængelse af højre arm, konstant. Arhmen altså! Jeg går i banken på den. Handler garn på den. Bruger IG, Facebook, gmail, messenger, kamera, læser nyheder, tjekker vejret og kører med gps på den. Og så er der jo lige det lille dummespil til at falde i søvn på, med alle boldene. Jeg lytter til musik, radio og mindfuldness, kikker i Krak, bliver mindet om medicin, og får besked om pollental, bruger lommeregner, noterer i kalender, og minder mig selv om alt muligt fra ansøgninger til gaver, køber ind fra ugens tilbudssaviser, og forsøger også at tælle mine skridt og spise sundere via mobilen. Og så er der jo bloggen..

 

Det kan og gør jeg nemlig også på den lille djævel, og det er det jeg går og hakker mig selv over tuden over. At hele min dag kan klares via mobilen har nemlig betydet, at jeg nu er så doven at der kan gå dage, siger og skriver   D A G E  , hvor jeg slet ikke åbner min computer. Og det betyder at min dovenskab nu har nået nye højder, for da jeg ikke synes det er så sjovt at blogge fra mobilen, ja så er det endt med, at jeg nærmest slet ikke gør det! Blogger altså.

 

Det er noget skidt og noget hø. Hvor doven må man være?

 

Min blog ser både pænere ud og er mere informativ på computerens skærm, end på den dumme lille mobil, men omvendt ligger billederne jo liiiiige klar til brug på mobilen, og skal ikke først overføres og resizes og og.. og sådan bliver jeg ved. Lige nu er det bare sådan det er. Jeg er blogger af hjertet, og har ikke tænkt mig at droppe skriverierne, heller ikke selv om der ikke er evige problemer på programmet længere, men jeg skal lige have mig selv tilbage på sporet igen. Det er med bloggen som med mit stopryge projekt. Jeg skal op på hesten igen og begynde forfra med at få hovedet til at fokusere på det jeg vil. Mon jeg også kan give Iphone skylden for, at mit planlagte rygestop d. 4/7 gik fløjten??  Jeg tror det desværre ikke, men hvis vi nu leger at jeg kan, så siger vi det. Det HELE er den lille håndholdtes skyld. NÅ!

 

 

Og her følger så en række fotos fra tiden siden sidste skriv, hvor jeg bla og som det allerbedste har haft besøg af min tidligere kæreste Rene. Vi har ikke været i kontakt i halvandet år, men pludseligt så skete der noget, og den ene sms (iphone igen HA!), tog den anden, og så pakkede han rygsækken og tog sydpå. Ned til mig. Tænk at han gad og havde lyst til det! Jeg mener, jeg er jo en møgbesværlig altidpåkanten hormonellakælling ik.Men det var SÅ dejligt at se ham igen, og trods min frygt for stress og uro over en anderledes uge, så var det virkelig dejligt at være to for en stund. Det var, som om der kun var gået en uge siden sidst. Dejlige rolige dage har vi haft. Langsomme og med mange grin og stille stunder sammen. En enkelt dag med det obligatoriske migræneanfald tog vi også med, og åhh hvor skønt at blive puslet om imens. Samtaler om fortiden og dens misforståelser har også været på programmet, og da han tog tilbage var jeg sgu ked, men også glad. Rigtig glad. Og træt. Sååååå træt.

 

Vi tog på udflugt i Maribo bla. Bare en lille en af slagsen. Med indlagt hvil til mig.

 

Og Holger. Ja han gik stik mod, hvad jeg forventede over til fjenden! Det troløse kræ fulgte den fremmede mand i hælene nærmest konstant. Når altså han ikke lige lå og splattede ud som den flade kat.

 

Da manden var borte igen, ja så røg jeg tilbage på hitlisten. Man må kende sin plads må man.

 

 

 

 

Og sådan kan en uge hurtigt forsvinde. Vi er længe inde i september nu. Ingen kan ændre på det, eller på at lyset langsomt forsvinder, men hvad JEG kan ændre på er mine vaner. Selvom det er svært. Sjovt nok er nye vaner ufatteligt nemme at implementere i hverdagen, men ved gud de er som kontaktlim noget nær umulige, at slippe af med igen. Jeg vil dog gøre forsøget. Kvitte smøger, og også helst sukkeret i de rå mængder, lægge mobillos fra mig, få løst bøger, hæklet, gå i køkkenet, komme ud at gå, og ja.. måske bare begynde i det små med at BLOGGE rigtigt igen.

 

 

Hvor svært kan det være?