Visse ting glemmer man ikke sån lige

 

 

 

Flytninger feks.

 

Jeg har endnu i meget frisk erindring, hvordan flytningen hertil foregik, og efter halvandet år har jeg stadig ting, som ikke er hængt op endnu. Det er en langsom proces i hvertfald for mig, og nu skal jeg altså på den igen. Pyhh..

 

Godt jeg har tid til at pakke kasser i langsomt tempo, og også godt at jeg kan få sjælen med, men knapt så godt at jeg bogstaveligt talt bliver dårlig af det.

 

Stille og roligt har jeg i dag pakket tre kasser. Ikke noget særligt, bare ting I ved. Lidt tøj som ikke bruges lige nu. Lidt bøger. Nogle tæpper. Dit og dat. Det var nok, og det var hvad jeg kunne rumme. Kvalme og mavepine tog over, nok mest fordi der hænger erindringer ved selve pakke processen. Heldigvis er det her jo en vej til nye erindringer som skal lagres, og de er så meget bedre og mere glade end dem jeg overskriver, men åhh det er fandens så lidt der skal til før jeg begynder at hyle. Så længe efter, og så er såret endnu ikke tykt og helet endnu.

 

I det daglige er det jo slet ikke noget jeg beskæftiger mig med. Den del af min fortid er fortid og jeg er på mange måder videre, men sorgen som jeg ikke engang kan definere, ja den er der åbenbart stadig. Jeg ønsker på ingen måde det liv eller den mand tilbage, så hvorfor fanden bliver jeg så så følsom, at jeg begynder at tude, bare pga en skide papkasse?

 

Psyken og hvad den kan tage er en underlig en.

 

Jeg har pakket nok for i dag, og nu vil jeg se om jeg kan få resten af dagen til at være bare lidt rar. Medicinen I ved..  Jeg sover mega meget, orker intet og har heller ikke lyst, men DET er der heldigvis en løsning på. Så snart kemien er på plads i mine årer, bliver jeg til Henriette igen. Forresten.. det ER altså også bare dødtrist vejr i dag. Nok til at slå selv en klovn til jorden.

 

Jeg hiver lige et billede frem fra en lysere tid:

Langelinie, april ‘11. Knivskarp blå og lysende gul. Tør asfalt og klar himmel. Mere skal der sgu ikke til, for at få mig til at elske livet.