Torsdag skal jeg på langfart

 

 

 

.. og jeg er en smule nervøs ved det.

 

 

 

Heldigvis bliver vejret mere venligt stemt i morgen, end da dette billede blev taget. Smukt som det er, så ER det altså svært at køre på motorvej i hård frost .. på sommerdæk. SÅ altså jeg triller på udflugt for første gang i et helt år nøjagtigt.

 

Jeg har kørt SÅ meget i min tid, og jeg elsker det. Elsker fart og tempo, fuld knald på musikken, landskaber der suser forbi og følelsen af frihed, men det er en gammel dame jeg efterhånden skal ud at køre i, og det gør mig altså en smule nervøs. Jeg gentager for mig selv, at det nok skal gå og at alt er godt, så jeg ikke følger min allerstærkeste impuls.

 

Aflysning.

 

 

Det vil jeg bare ikke. Og jeg har sørget for at nummeret til autohjælp ligger på mobilen :- )Det er noget forbandet fis, at jeg nu flipper sådan og jeg vil ikke ligge under for min egen fantasi. Og for den underlige lyd der efterhånden kommer et sted fra, når bilen er tændt. Mekanikerne kunne ikke hitte grunden i sin tid, og den har også kørt fint siden.

 

Og Holger. Han bliver hjemme. Jeg har naturrrrligvis sørget for, at der bliver kigget til ham ved middagstid, og at nus og opmærksomhed også bliver leveret, for jeg synes jo det er vanvittigt svært, at efterlade ham heeeelt alene i fem timer. Tænk nu hvis han tror jeg har forladt ham! 

Indeliv og venteri

 

 

 

 

Det er for koldt lige nu. Alt for koldt til at være ude. Helt normalt for årstiden, men det kræver al min styrke ikke, at råbe og stampe i jorden. KOM så med det forår NU!

 

Så jeg er inde. Sammen med pelsdyret. Han synes måske det nok det er en smule pivet af mig, at jeg ikke gider ud. Jeg forsøger så at forklare, at ikke alle væsener er udstyret med et lag indbygget varme, men eneste reaktion er et blik. Derefter sætter han sig foran den åbne dør en tid, imens han nøje overvejer for og imod. Skal, skal ikke. Gå ud. Ind eller ud?  Gider man kigge fugle, eller kan det bedre betale sig at blive inde og beslaglægge sofaen. At jeg så står og venter med blå ben, har mindre betydning..

 

I sidste ende blev tirsdag en dag, hvor det var sjovest at sørge for, at kattedamen blev klemt helt op i et hjørne. Jeg har slået sofaen sammen nu, trænger til mere gulvplads igen, men det betyder omvendt, at kræet så ikke har en hel seng at brede sig på, og derfor ender vi som vi gør. HAN snuer og jeg kryber sammen. Han er bare herren i huset.

Je suis danois, ytringsfrihed og .. manglen på ord er øredøvende her

 

 

 

 

Man kunne måske tro, at jeg i min ekstase over vejret lørdag og elendighed søndag, helt har været blind og døv over for weekendens skyderier i hovedstaden. Det har jeg ikke. Tværtimod. I første omgang er det jo heller ikke til at komme udenom, hvis man tænder for sit tv, men hvor pressen flyder over med ord, og efter min mening trættende gentagelser, som er med til at hype det til noget, der mest af alt minder om jubel over en jounalistisk sensation, så er jeg helt modsat TOM for ord.

 

Misforstå mig ikke..

 

Jeg støtter på alle måder op om ytringsfrihed, som jeg jo selv benytter mig af som blogger og amatørskribent her, hvor jeg iøvrigt også kun få gange har har set det nødvendigt, at lægge låg på mine læseres meninger og kommentarer. Ligeså ville jeg uden at tøve deltage i både marcher og højtideligheder, hvis helbred og mulighed var der, MEN..

 

.. jeg ved ikke..

 

Når det kommer til sådan en hændelse, som vi har været vidne til i weekenden, så mister jeg simpelthen mælet. Af flere grunde. Allerførst selvfølgelig fordi det er FULDSTÆNDIGT uacceptabelt. Det er ikke noget, vi som moderne samfund, skal ligge under for eller finde os i. Jeg har meget stærke holdinger, som jeg ikke gider debattere fordi alle har ret til deres mening, og jeg ved at mange sikkert vil finde mine holdninger lidt vel drastiske. I det her stykke bør der være kort proces og ingen pardon. Og heldigvis er gerningsmanden da også skudt, og på den måde uskadeliggjort. Desværre vil det jeg ser som rimeligt, nok bare i visse kredse ses som matyrium, og så har vi problematikken. Jeg går ind for dødsstraf, men når det handler om ekstremister, er det jo slet ikke en straf. At lide døden for en sag.. Den største straf ville have været at tvinge manden til at leve som kristen.. HA!  Dybest set har jeg det dog bare sådan, at hvis nogen ikke bryder sig om lugten i det bageri de befinder sig i, så kan de faneme bare skrubbe ud og finde sig et andet hvor de synes der lugter bedre. Med andre ord.. er Danmark eller den vestlige verden ikke til at respektere, ja så er det da bare at skynde sig hurtigst muligt at flytte retur til de lande, som har værdier der KAN respekteres. Længere er den ikke.

 

Nå, men jeg mangler ord som sagt, over for hele det postyr, som opstår i kølvandet på tragedien. For det er DET det er. En frygtelig tragedie, som påvirker en masse liv lige nu, og for de pårørende fremover. Jeg mangler ord, overfor pressens slet skjulte begejstring over at have en historie, som de kan køre i sløjfe i døgndrift og som de konsenkvent refererer til, som en begivenhed.

 

En “begivenhed” !!!!

 

Det klinger af noget, som er en fantastisk oplevelse, selvom jeg godt ved at ordbogen skriver sådan her:

citat fra :

Den Danske Betydningsordbog

1.spontan, tilfældig eller uforudsigelig handling eller oplevelse, som har en fremtidig betydning, eller som er anderledes end det, man normalt oplever

2. handlingsforløb med et vigtigt eller afgørende udfald, som har en længerevarende eller historisk betydning

3. periode, hvor en eller flere personer deltager i en arrangeret oplevelse, fx en festlighed, en koncert, et sportsstævne eller lignende

 

 

Der er mange ting jeg ikke ved, men hvad VED er, hvad det gør ved mig. Der er nemlig sket det efterhånden, at mit følesystem er blevet en lille smule immunt overfor den slags hændelser. Enhver ved at jeg er et yderst følsomt væsen. der græder når børn og dyr lider eller er syge. Jeg kan ikke klare at mine nærmeste har det skidt. Jeg ville redde hvert et ensomt dyr, hvis jeg kunne. Jeg tudbrølede over Diana. Gik i chok og rædsel over de to tårnes fald, og igen da London stod for tur. Det ramte min sjæl. Sidenhen er den slags voldsomme og kæmpe tragedier blevet hverdag, og desværre rammes min sjæl knapt så voldsomt efterhånden, når kæmpe naturkatastrofer lægger landsdele øde, og når hele lande sulter og går til grunde i krig. På en eller anden måde er mit sansesystem blevet så vant til billeder og beretninger om disse tragedier, at grænserne stille og roligt er rykket. Og jeg skammer mig over at sige det. Men det er det der sker, når man får det serveret, som vi efterhånden gør i medierne. Man bliver forhærdet. Forfærdet MEN forhærdet.

 

Man bliver immun.

 

DET skræmmer mig omvendt til døde.

 

Førhen da jeg var yngre kunne jeg dårligt tåle at se en krimi med blod. Altid sad jeg med puden op foran ansiget, og ventede til dramaet var væk fra skærmen. Sådan er det ikke mere. I dag ved jeg faktisk ikke, hvad der skal til for at jeg vender blikket væk. Eller jo.. det ved jeg godt. Alt med børn og dyr og vold i den forbindelse. DET  klarer mit system og min sjæl ikke.

 

 

Helt tom for ord var jeg så alligevel ikke. Det påvirker. For ytringsfrihed er en del af et demokrati, og den måde vi som mennesker i vort land har levet i århundreder efterhånden. Det er noget vores forfædre har kæmpet bravt for. Det er en del af vor kultur og vores måde at være på som mennesker. Frihed til at tænke og handle. Både privat og offentligt. Hvad JEG mener er måske ikke det samme, som det DU mener, men derfor kan vi være venner alligevel, og om ikke andet er der plads til os begge, og vor religion skal ikke være en begrænsning, men en berigelse for dem som tror.

 

 

Havde jeg en flagstang ville flaget i min have i dag flage på halvt. Det er både sikkert og vist. For at vise min deltagelse. Og for at demonstrere over, at nogen tror de har ret til at tage vor frihed fra os.

 

Sukker og brød.. nu uden i fjorten dage

 

 

 

 

 

Jeg er SÅ glad for at lørdag blev både solrig og fantastisk, for søndag.. den er indtil videre helt anderledes.

 

 

Jeg har nu været uden kager, brød, slik, sukker og andet af den slags i to uger. Eneste af sin art jeg har indtaget er kanelknækbrød, som har været en god hjælp mod abstinenserne. Det er nemt at knække i små bidder og det er som regel om aftenen, jeg har siddet og fedtet med lidt af det sammen med det ristede kokos.

Alt er faktisk gået både fint og smertefrit. Rå mængder af frugt og grønt, især spidskål og rødbeder som jeg elsker, har sikkert været med til at give mig både energi og mæthed. Det bilder jeg mig ihvertfald ind, men i aftes gik det så helt i ged.

 

Jeg var ude og handle om aftenen, fordi jeg manglede rejer og avocado. Ved indgangen er min forbandelse, det duftende bakeoff, som alle velassorterede supermarkeder med respekt for sig selv har indrettet. Jeg ELSKER simpelthen bagværk og har alle dage haft utroligt svært ( læs: ikke kunnet modstå) ved at gå forbi, men i de sidste to uger har jeg helt holdt mig i skindet. Indtil i aftes.

 

Jeg bevilgede mig selv et nybagt kærnemælkshorn.

 

Egentlig er der to for en pris, men jeg var da stærk nok til kun at købe eet. Handlede ind og gik hjem. Der sad jeg så og spiste min menu af grønt med rejer til, lidt frugt og masser af vand. Senere stod den så på kaffe og mit lille horn..

 

Arhmen altså hvor blev jeg dårlig!

 

Først nu er jeg ved at være nogenlunde ok igen, og jeg er faktisk ret rystet over, HVOR skidt jeg har haft det. Jeg er sikker på nu, at der er en sammenhæng mellem hovedpine, rysteture, ubehag og mavepine, og så det stykke bagværk med sukkerkræs i, som jeg spiste i aftes. Hovedpinen kom nærmest i samme sekund jeg havde sunket den sidste bid, og så er det ellers bare gået derud af siden.

 

Tænk sig!   At det har så meget at sige??  

 

 

Jeg har uden tvivl kunnet mærke en næsten umiddelbar forbedring af mit generelle helbred siden jeg stoppede med sukkeret, men som tiden er gået har jeg også følt mig lettere til krops, mindre oppustet og i det hele taget bare bedre til mode. Det er jo ikke NY videnskab det her, og mange vil kunne fortælle det samme som jeg, for mig er det bare ikke noget jeg har haft overskud til at tage fat på før nu. Mit håb er, at jeg kan holde ved og ud, og køre videre så jeg kan få det rigtig godt generelt i fremtiden, MEN..

 

Jeg er godt nok trist over, at jeg ikke kan spise bare en lille smule sjov, uden at reagere så voldsomt. Det har aldrig været min mening helt at droppe kager og brød for ever, da jeg ikke bryder mig om helt at være afholdende. Der skal være plads til morskab og livsnydelse, men hvis jeg skal blive så dårlig hver gang jeg hopper på en bolle eller et stykke chokolade, så ved jeg sgu ikke om jeg har lyst til det. Desværre.

 

Nu skal det ikke lyde som om jeg sidder og piver over at have fået det bedre. Overhovedet ikke, men min ellers enten/eller personlighed til trods, så hader jeg bare at det i det HER stykke måske skal være sådan.

 

 

 

Jeg er TOPGLAD over at have været så god i hele to uger og jeg fortsætter kampen for at komme i bedre form, få et bedre helbred, være sundere og gladere. OG så skal jeg da heller ikke glemme, at jeg siden jeg stoppede med kulhydrater og sukker nærmest har været hovedpinefri!   Det er en af de bonus’er jeg slet ikke var forberedt på, og det er en gevinst jeg simpelthen er så lykkelig for, at jeg ikke kan beskrive det. Det er så længe siden jeg har gået uden smerter dagligt, at jeg ikke ved om det er i dette århundrede..

Flyt en staude og isolér den godt

 

 

 

Det hjalp at surmule, for da klokken var omkring halvtolv kom solen frem. Det tog mig sådan ca fire sekunder, at springe i tøjet og spæne ud som en anden hoppekanin.

 

Jeg skyndte mig at få taget et friskt billede til headeren, og så fremhæver jeg det gode fremfor det dårlige, og siger.. det blev sgu da ok.

 

 

 

Inden jeg gik igang med dagens opgaver, var jeg lige et smut om naboen for at se om jeg kunne lokke hende ud også. Det lykkedes. Dagens vejr gik hen og blev så skønt, at alt andet ville have været en skam, og der blev lavet bunker til bål, gravet stauder og nusset kat. Mit eget bål var af en mindre skala, men absolut hyggeligt alligevel. Jeg har en lille tøndeting som blev fyldt med småtterier af kvas, tørre brændenælder og kviste. Det var den rene skovtursstemning, og lyden af den stille ild var lige prikken over i’et.

Forleden læste jeg om et trick, som var dagens opgave. Desværre er det ikke en metode, jeg nåede at bruge da de første mange planter røg i jorden i efteråret eller først på ugen, men i dag skulle det så prøves på resten af stauderne derude. Det er vel aldrig for sent, at forbedre sin teknik tænker jeg..

 

Man tager :

 

En kat

 

 

Aviser, en spand med kompost og bladaffald, en spade og en skovl

 

 

Grav et hul, der hvor planten/planterne skal stå

 

 

Isolér hullet med aviser, og gør plads til at katten kan smide sig lige midt mellem hul og dine knæ..

 

 

Fyld så bund med en kompost der er noget mere omsat end min.. hæld vand på, så alt er godt gennemvædet

 

 

Så skal der lidt jord på , og dernæst skal planten sættes, som man ønsker og altid ville gøre ellers.

 

Så skal der bare lukkes af og rives lidt.

 

 

Hele denne mission handler om, at forhindre nyt ukrudt i at komme ind til de nysatte planter. Jeg ved godt, at det også ville have været super, hvis jeg havde renset hele plænen og hvad har vi, så alt var forarbejdet korrekt, men det har jeg hverken overblik eller energi til, så det bliver i små doser jeg kører frem her. Og min tanke er, at hellere begrænse og afgrænse et bed ad gangen, som jeg nu kommer til det, end slet ikke tage fat om nælderne for nu at sige det sådan.

 

Og katten..

 

Ja Holger er jo af den mening, at intet ville gå rigtigt til, hvis ikke han er med til at supervisere mig.

 

Nemlig ..

 

Den har jeg da helt misforstået, eller om hvordan vejret bare ikke har hørt vejrudsigten

 

 

 

 

TO dage i rap. Hvad er det altså for noget?  Ok, dagen er ny og meget kan heldigvis nå at ændre sig, men det er både sikkert og vist at vejret hernede sydpå IKKE har set tv fornylig. Og nej, jeg er ikke forud for min tid. Det ville i så fald også være første gang ever, men billedet er fra forleden, men kunne ligeså godt være fra i dag. Det er såååå gråt, hundekoldt, diset og øv, at jeg også må se at få skiftet min vejrapp ud. Den jeg har på min mobil nu er en HÅN mod befolkningen, og jeg overvejer klager til højeste instans.

 

 

 

Hvad ligner det at forsøge at bilde mig ind når jeg vågner, at jeg vil stå op til høj klar sol, og at alt er godt, når virkeligheden er en helt anden. Jeg mener.. jeg har i forvejen svært nok ved at hitte rede i min egen hjerne, når det handler om opfattelse af verden. HRMPFFF !!!! Nogen må tage ansvaret for det her. Nogen skal ikke slippe godt fra at love mig sol i flere dage, uden at kunne leve op til det.

 

Mor er ikke vred.

 

Mor er RASENDE.

 

.. og skuffet

HOV! jeg sov fra fredagen..

 

 

 

Der var lovet sol, men den kom aldrig. Så vidt jeg da ved. Jeg har nærmest ligget død hele dagen, kun afbrudt at lidt tv-kiggening og affodring af kælepotten. Da jeg endeligt kom til mig selv var klokken omkring halv seks, og mørket ved at sænke sig over verden endnu engang. Sådan kan en fredag også gå, og til forskel fra sidste fredag, hvor jeg var fuld af energi, er weekenden nu ikke forberedt særligt godt.

 

Pyt, jeg håber på sol i morgen i stedet for.

 

Værre er det ikke.

 

Tilvænning og februarhaven

 

 

 

Så kom der ny header på bloggen. Jeg er ikke helt tilfreds med den, men den bliver her indtil jeg har fundet nogle bedre billeder. Her er jo bunker at vælge imellem, og det rækker min tålmodighed åbenbart ikke til nu. Jeg skal da bestemt også lige vænne mig til det nye navn, for når man har skrevet så mange år på samme blognavn, ender det med at det sitter fast på rygraden, som en slags identitet. Også når computeren er lukket. Jeg er heldigvis glad for at have skiftet, og synes at alt nu er som det skal være. For Holger og mig. Haven.. den er omvendt under stadig forandring .

 

Der sker noget derude nu. Både ved det der vokser op af mulden, og også ved de store linier.

Jeg har forresten haft min lille svampedreng med derud i dag til en lille fotosession, for han er nemlig endeligt færdig. Det har ikke været et af den slags projekter, som bare kørte derud af. HOLD da op et fedtearbejde altså. Og så har jeg endda lavet to!  Dog mangler nummer to sin hat, og DEN bliver ikke rød med pletter. Jeg orker det bare ikke. Hatten er i sig selv svær at få pæn, og den røde er med en mænge fejl, men bagefter at skulle sidde og lave cirkler og så også sy dem på… det gider jeg bare ikke to gange. Nummer to får en brun hat, og så hedder han i fremtiden Karl Johan. Punktum.

 

 

I haven har jeg i denne uge været i gang med det lidt tungere arbejde. Sidste år gjorde jeg ikke så meget ved komposten, selvom jeg troligt fylder alt det på den jeg kan hele tiden, så i år håber jeg at få lavet nogle rum til at dele og vende i. I første omgang har jeg bare vendt og rodet lidt op i den, for at kigge efter dræberæg. De skal faneme ikke ha’ det for let hos mig. På samme areal ligger det, der efterhånden er de sørgelige rester af den kæmpebunke flis, jeg var så heldig at rane til mig da jeg flyttede ind, og der blev fældet træer. Uden haveerfaring anede jeg ikke lige, hvad jeg ville bruge det til, tænkte bare at det kunne nok anvendes til et eller andet, og det skal jeg da også lige love, at det er blevet i løbet af året der er gået.  Også den bunke er blevet vendt og rodet i, og nu ligger en del af det spredt i haven, hvor det er forløberen til et stisystem, som senere skal anlægges. Det ser faktisk allerede flot ud, men jeg har en ide i mit hoved, som jeg håber at få realiseret..  en dag. Lige nu kan flis’en få lov at gøre kål på græs og ukrudt. Ikke nogen dårlig løsning, når det samtidigt ser pænt ud. Og i forbindelse med vendingen af den bunke, kom der nogle stygge pupper til syne, som jeg efter en lille rundspørge på IG, har skyndt mig at fjerne, fordi de ikke er så rare når de udvikler sig. Og der var rigtig mange af dem skulle jeg lige hilse at sige..

EEEWWWW !

 

 

Flis og blade har efterhånden dannet en snoet sti ned gennem haven:

 

 

Og i dag har jeg så gravet stauder og bunddække op fra gårdhaven for at omplante dem langs stien. Som altid er problemet med arms-tykke rødder under plænen til at tage og føle på, så det er et værre mas med sav, saks og spade før planterne kan komme i jorden, så jeg blev ikke færdig i dag.

I potten har jeg sat en klematis. Ja faktisk to, men det var en fejl og fordi jeg på det tidspunkt var lidt småtræt. Der skal kun være een i krukken, og den anden skal hen og vokse op ad muren ved stuevinduerne. Det må laves om senere..

 

Stauderne som jeg har flyttet i dag, stod for alligevel at skylle rykkes da de voksede der, hvor udlejer har lovet mig at sætte ordentligt hegn op. I gårdhaven ind til naboen til højre. Den plads er det mest solrige sted, og derfor skal mine georginer bo der i år. Jeg har virkelig lært noget af sidste års sørgelige resultater, hvor halvdelen stod alt for mørkt, så i år skal de have fuldt skrue i gården.

Jeg har gemt alle knoldene, og forleden kom så lidt ekstra jeg har købt på tilbud. Uhh jeg glæder mig til at se dem folde sig ud i al sin pragt. Og nu jeg er ved knolde og det der skal spire..

 

.. jeg har også modtaget en anden pakke med posten.

 

Den viste sig at være fuld af frø, men jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvem der har sendt dem til mig? Der er et sødt kort ved, ingen afsender på kuverten og aehm.. underskriften ligner noget en læge har skrevet. IKKE for at være uartig, men jeg kan bare ikke tyde den. UNDSKYLD til den som har betænkt mig, og måske det er meningen at det skal være en anonym gave, dem får jeg til tiden nogle af, så det er helt ok, MEN så vil jeg da lige benytte lejligheden til at sige tak her fra. Jeg er superglad for frøene og tanken bag.

Morgenfruerne spreder jeg i morgen langs stien. De kan snildt klare at blive smidt nu, da de jo alligevel ville have ligget hele vinteren, hvis de havde fået lov at drysse af planten naturligt.

 

 

NU viser vejudsigten, at vi her sydpå får helt op til OTTE grader og fuld sol fredag eftermiddag så gæt, hvad jeg har tænkt mig at byde weekenden velkommen med:

YES!   Haveliv for fuld udblæsning.

Fedt med de mange input, og navnet på bloggen skifter til

 

 

 

 

 

                Holger, Henriette og haven

 

 

 

Jeg har siddet og kigget lidt på de forskellige forslag og på, hvordan det ser ud når det er skrevet. Har også følt efter, hvordan det ligger når man siger det højt. Jeg synes om, at der er tre H’er i navnet, men ikke at mit eget navn står først. Jeg kunne egentlig godt lide jeg-formen, men igen.. de tre h’er vandt. Om der sidenhen kommer en kat mere eller ej, vil jeg ikke lade være afgørende for navnet, og jeg bryder mig heller ikke så meget om, at fremhæve mit livs op og nedture i overskriften, så summa summarum og med de betragtninger in mente, er jeg endt med Holger, Henriette og haven.

 

Det føles rigtig og vældig rammende for indholdet.

 

Iøvrigt er det sin sag i det hele taget at kunne skrive et indlæg for tiden, for bassen ligger konsekvent ovenpå mig når vi er indendøre. Først når han sover tungt nok, nænner jeg at flytte ham. Om lidt vil jeg have lidt at spise, og så bliver det i morgen at der kommer ny header på herinde. Jeg har været aktiv ude igen i dag, så efter at have sovet nogle timer, trænger jeg mest til bare, at nørkle lidt med mit strikketøj.