Je suis danois, ytringsfrihed og .. manglen på ord er øredøvende her

 

 

 

 

Man kunne måske tro, at jeg i min ekstase over vejret lørdag og elendighed søndag, helt har været blind og døv over for weekendens skyderier i hovedstaden. Det har jeg ikke. Tværtimod. I første omgang er det jo heller ikke til at komme udenom, hvis man tænder for sit tv, men hvor pressen flyder over med ord, og efter min mening trættende gentagelser, som er med til at hype det til noget, der mest af alt minder om jubel over en jounalistisk sensation, så er jeg helt modsat TOM for ord.

 

Misforstå mig ikke..

 

Jeg støtter på alle måder op om ytringsfrihed, som jeg jo selv benytter mig af som blogger og amatørskribent her, hvor jeg iøvrigt også kun få gange har har set det nødvendigt, at lægge låg på mine læseres meninger og kommentarer. Ligeså ville jeg uden at tøve deltage i både marcher og højtideligheder, hvis helbred og mulighed var der, MEN..

 

.. jeg ved ikke..

 

Når det kommer til sådan en hændelse, som vi har været vidne til i weekenden, så mister jeg simpelthen mælet. Af flere grunde. Allerførst selvfølgelig fordi det er FULDSTÆNDIGT uacceptabelt. Det er ikke noget, vi som moderne samfund, skal ligge under for eller finde os i. Jeg har meget stærke holdinger, som jeg ikke gider debattere fordi alle har ret til deres mening, og jeg ved at mange sikkert vil finde mine holdninger lidt vel drastiske. I det her stykke bør der være kort proces og ingen pardon. Og heldigvis er gerningsmanden da også skudt, og på den måde uskadeliggjort. Desværre vil det jeg ser som rimeligt, nok bare i visse kredse ses som matyrium, og så har vi problematikken. Jeg går ind for dødsstraf, men når det handler om ekstremister, er det jo slet ikke en straf. At lide døden for en sag.. Den største straf ville have været at tvinge manden til at leve som kristen.. HA!  Dybest set har jeg det dog bare sådan, at hvis nogen ikke bryder sig om lugten i det bageri de befinder sig i, så kan de faneme bare skrubbe ud og finde sig et andet hvor de synes der lugter bedre. Med andre ord.. er Danmark eller den vestlige verden ikke til at respektere, ja så er det da bare at skynde sig hurtigst muligt at flytte retur til de lande, som har værdier der KAN respekteres. Længere er den ikke.

 

Nå, men jeg mangler ord som sagt, over for hele det postyr, som opstår i kølvandet på tragedien. For det er DET det er. En frygtelig tragedie, som påvirker en masse liv lige nu, og for de pårørende fremover. Jeg mangler ord, overfor pressens slet skjulte begejstring over at have en historie, som de kan køre i sløjfe i døgndrift og som de konsenkvent refererer til, som en begivenhed.

 

En “begivenhed” !!!!

 

Det klinger af noget, som er en fantastisk oplevelse, selvom jeg godt ved at ordbogen skriver sådan her:

citat fra :

Den Danske Betydningsordbog

1.spontan, tilfældig eller uforudsigelig handling eller oplevelse, som har en fremtidig betydning, eller som er anderledes end det, man normalt oplever

2. handlingsforløb med et vigtigt eller afgørende udfald, som har en længerevarende eller historisk betydning

3. periode, hvor en eller flere personer deltager i en arrangeret oplevelse, fx en festlighed, en koncert, et sportsstævne eller lignende

 

 

Der er mange ting jeg ikke ved, men hvad VED er, hvad det gør ved mig. Der er nemlig sket det efterhånden, at mit følesystem er blevet en lille smule immunt overfor den slags hændelser. Enhver ved at jeg er et yderst følsomt væsen. der græder når børn og dyr lider eller er syge. Jeg kan ikke klare at mine nærmeste har det skidt. Jeg ville redde hvert et ensomt dyr, hvis jeg kunne. Jeg tudbrølede over Diana. Gik i chok og rædsel over de to tårnes fald, og igen da London stod for tur. Det ramte min sjæl. Sidenhen er den slags voldsomme og kæmpe tragedier blevet hverdag, og desværre rammes min sjæl knapt så voldsomt efterhånden, når kæmpe naturkatastrofer lægger landsdele øde, og når hele lande sulter og går til grunde i krig. På en eller anden måde er mit sansesystem blevet så vant til billeder og beretninger om disse tragedier, at grænserne stille og roligt er rykket. Og jeg skammer mig over at sige det. Men det er det der sker, når man får det serveret, som vi efterhånden gør i medierne. Man bliver forhærdet. Forfærdet MEN forhærdet.

 

Man bliver immun.

 

DET skræmmer mig omvendt til døde.

 

Førhen da jeg var yngre kunne jeg dårligt tåle at se en krimi med blod. Altid sad jeg med puden op foran ansiget, og ventede til dramaet var væk fra skærmen. Sådan er det ikke mere. I dag ved jeg faktisk ikke, hvad der skal til for at jeg vender blikket væk. Eller jo.. det ved jeg godt. Alt med børn og dyr og vold i den forbindelse. DET  klarer mit system og min sjæl ikke.

 

 

Helt tom for ord var jeg så alligevel ikke. Det påvirker. For ytringsfrihed er en del af et demokrati, og den måde vi som mennesker i vort land har levet i århundreder efterhånden. Det er noget vores forfædre har kæmpet bravt for. Det er en del af vor kultur og vores måde at være på som mennesker. Frihed til at tænke og handle. Både privat og offentligt. Hvad JEG mener er måske ikke det samme, som det DU mener, men derfor kan vi være venner alligevel, og om ikke andet er der plads til os begge, og vor religion skal ikke være en begrænsning, men en berigelse for dem som tror.

 

 

Havde jeg en flagstang ville flaget i min have i dag flage på halvt. Det er både sikkert og vist. For at vise min deltagelse. Og for at demonstrere over, at nogen tror de har ret til at tage vor frihed fra os.