Min egen bokskamp

Boksning er egentlig ikke lige noget der optager mig så meget.
Ikke desto mindre er der en boksekamp igang konstant inde i mig selv. Og hvorfor så det??


Da jeg fandt min kæreste og besluttede at jeg ville ham, var der aldrig tvivl i mit hjerte. Denne mand var drømmemanden og ikke en jeg ville lade smutte fra mig. Heldigvis havde han det på samme måde omkring mig. Så langt så godt.
Jeg er så glad for det liv jeg har idag, og elsker min familie og min kæreste højere end noget andet. Det er valg der ikke var svært for mig at træffe.

Desværre er min sygdom ikke enig i det valg...

Sygdommen og jeg kæmper en evig kamp om at få lov til at kontrollere mig. Nogle gange har jeg overtaget og jeg føler jeg har styr på mig selv, og mit indre og ydre liv. Andre gange er det sygdommen der styrer, hvordan jeg fungerer. Desværre er der perioder hvor jeg bare ikke har kræfterne til at kæmpe imod, og jeg bukker under og lader mig overvælde af det, der så følger med.

Hvis jeg skulle leve efter sygdommens vilje, skulle jeg nemlig leve alene, altid i et roligt tempo, uden konflikter, uden social kontakt, uden børn, uden familie. Levede jeg på den måde, ville jeg ganske givet slippe for alle de symptomer på overanstrengelse, jeg nu døjer med de fleste dage. Prisen for at jeg er sammen med mine kære er nemlig, fysisk udmattethed, hovedpine, ondt i kroppen, smerter her og der, evig og altid. Jeg ved det, for da jeg var single og kun havde min datter, var mine smerter næsten forsvundet. De smerter der var min dagligdag i alle de sidste år jeg var gift. Egentlig troede jeg de skyldes selve ægteskabets karakter, men i dag må jeg erkende at det også skyldes at jeg simpelthen ikke kan alt det jeg gerne vil, mere.

Den erkendelse har været ganske forfærdelig for mig, for jeg vil ikke være uden min elskede og børnene. De giver mit liv mening, især fordi jeg efter syv års boksekamp med sygdommen, måtte kaste håndklædet i ringen og lade mig pensionere. Det var ikke med mig gode vilje, men kommunen, mente ikke længere der var håb for mig, om at jeg kunne blive 100 % arbejdsdygtig igen. I dag ved jeg at den vurdering desværre var helt korrekt. De mén jeg har fået efter de mange år jeg gik, inden jeg endelig fik den rette diagnose og den rette behandling, har betydet at jeg ikke kan det jeg gerne vil, det jeg burde kunne i min alder, og det som de fleste andre kan. Det er en bitter pille at sluge, men jeg er blevet bedre til at acceptere situationen og så leve derefter.... OG DOG..

For lige præcis det liv jeg lever nu, tager på mine kræfter og mit overskud. Det liv som alle andre lever og tager for givet , er min daglige boksekamp.

Da jeg blev penisoneret, var det med begrundelsen, at min stesstærskel er væk, at jeg har mistet min koncentrationsevne, at min korttidshukommelse er forringet, at jeg skal bruge store mænder energi i sociale sammenhænge fordi jeg ikke kan sorterere i de indtryk der kommer ind gennem øjne og ører. Det lyder måske underligt, men jeg mærker det som regel efter to-tre timer i selskab med mange og måske endda fremmede mennesker. Der er en masse samtale, musikken spiller måske, der er flere end een, der måske henvender sig til mig på samme tid, og inden længe, går hjernen simpelthen på stand by. Rent mekanisk sker der det, at jeg mister fornemmelsen af de forskellige lyde og indtryk. Jeg kan ligsom ikke høre hvad der bliver sagt, min hoved holder op med at forstå ordene, mine øjne bliver tunge og jeg er nødt til at tage hjem. Hvis det er mennesker der kender mig, går jeg bare ind på deres seng og lukker alt ude en times tid. Stilhed og ro er det altafgørende og så kan jeg lidt igen.

Sådan kan man jo desværre ikke fungere på en arbejdsplads, det kan enhver godt se. Problemet for mig er bare, at den samme effekt har det for mig at være i netop denne familie. Vi har tre børn med hver deres problemer der fylder i hverdagen, fordi deres adfærd ikke er som andre almindelige teenageres. De er alle tre hjemme det meste af døgnet, med den rumsteren, musiceren, snakken, og diskutioner i mellem dem indbyrdes, der følger med. Min datter har jo meldt sig helt ud af samfundet de seneste år, hun har virkelig fået et knæk af oplevelsen med sin far. Jeg har kæmpet FORGÆVES med kommune og sygehusvæsen siden 2006, for at få nogen til at indse at vi har en pige der har brug for hjælp, og om det vil jeg skrive en anden dag.
Vi har vores aspergerpige som i sagens natur kræver en noget langstrakt tålmodighed, OG så har vi endelig min kærestes store knægt, ( han er iøvrigt en dejlig unge), som bare ikke gider noget som helst, han har fundet nye venner der heller ikke gider yde noget i livet. Ham skriver jeg også om senere, men jeg kan tilføje at ingen at de to største skal gøre sig nogen illusion om, at de kan få lov til at hænge som koalaer her til evig tid. De fylder begge 18 om få mdr, og så er de myndige med de forpligtelser der følger med. Kan de ikke arbejde, eller opvise interesse for at komme videre eller igang med deres liv, så kan de ikke få lov at bo her. Vi er fem mennesker, der alle skal yde og bidrage med vores, for ikke at jeg går helt ned.

Pyhh, det var et lille sidespor, men det illustrerer vel egenligt meget godt, at min hverdag ikke er som lægens anvisninger..

Hele formålet med pensionen, var nemlig at jeg så kunne få lov at gå hjemme i dagligdagen. Tage den med ro, være alene i timerne inden familien kommer hjem. Jeg har brug for ro, regelmæssighed og renlighed :-) Nøjagtig som en baby, som han så morsomt forklarede det dengang. Hmmmm



Min sygdom er bare ikke tilfreds med mine valg. Men det er mig der bestemmer over mit liv... ENDNU.




PS: er du nået helt herned til, så takker jeg mange gange fordi du gad hænge på. Det var en af de mindre fornøjelige historier fra mit liv. :-)