Hvad skuffen gemte

For nogle år siden var jeg deltager på en daghøjskole. Der var syning og sølv på programmet. Da jeg er vokset op med at bruge mine hænder og altid har syet på alt muligt, virkede det til at være lige noget for mig. Syningen var noget jeg virkelig fik noget ud af, og jeg lærte en masse gode tricks.

Det der med sølvet og smykkerne var dog en helt anden sag. Jeg fik produceret en del med tiden, det meste forærede jeg til min mor, men noget har jeg også selv glæde af endnu i dag.



I går var kæresten og jeg så på besøg i Lyngby, og der fandt vi mine kreationer frem til ære for kæresten der ikke havde set dem endnu. Jeg må sige at jeg faktisk blev lidt imponeret over mig selv. Jeg husker slet ikke selv at have lavet så fine ting. Ringen på billedet er faldet helt ud af hovedet og jeg aner ikke hvornår pokker jeg har lavet den., men hjertet kan jeg godt huske. De to ting er lavet af gammelt guld jeg smeltede om, og jeg er helt stolt over resultatet.
Vedhænget er sølv og med en lyserød perle. Min mor bruger det utroligt meget og så er jeg jo godt tilfreds.

Det der får mig til at fundere lidt nu, er at jeg virkelig kæmpede med de smykker. Det er bare ikke lige mig med den proces der skal gennemføres, før man har det færdige resultat. Det er SÅ
L A N G S O M M E L I G T... Det drev mig til vanvid og hårtab, at jeg ikke bare kunne blive færdig NUOGHER.
Der er tusinde små arbejdsgange og gentagelser før man kan tage smykket på, men det underlige er, at jeg burde jo have elsket det, for når det kommer til det med tålmodighed og langsommelige processer er jeg jo en engel med kæmpe vinger, når det handler om sytøj og andet håndarbejde. Der kan jeg sidde stille i timevis og bare sy sting efter sting, uden at jeg mærker tiden gå. Jeg er fordybet i farver og mønstre og min hjerne, der ellers har det med at være helt uden kontrol, står stille. Jeg oplever at jeg kan holde tankerne i ro og det er godt for mit sind at sidde der og koncentrere mig om stof og tråd.

Den effekt havde sølvet ikke, men i dag er jeg trods alt glad for at jeg ikke sprang fra, for jeg har immervæk frembragt nogle fine ting. Ringe til mine fingre, smykker til min mor og andre. Og den glæde der har været ved at give den slags gaver er ubetalelig, men...

Jeg gør det aldrig igen..