Hver sin lyst..

Her i vores rodede stue, ligger husets ældste søn. I vores nye sofa, som endnu ikke står hvor den er bestemt til. Jeg selv har været en smule flittig med støvsuger og har ryddet op i soveværelset og ordnet planter. Det er planen at når påsken rammer os, så skal resten af den planlagte ændring af stuen realiseres. Når man er fem og skal deles om pladsen, er der mange hensyn at tage. Dels fordi begge voksne er uhelbredelige samlere, dels fordi vi alle har en mening om hvor " skabet skal stå ". Heldigvis er der voksen-diktatur i stuen, og vi bestemmer suverænt hvordan indretningen skal være. Skulle ungerne bestemme , blev alt hvor det ALTID har stået og intet lavet om.

Det med at alt skal være som altid, er specielt udtalt med en asperger pige i huset. Lige så sød og munter hun er, ligeså svær er hun at håndtere når der bliver lavet om på noget. Det gælder alt lige fra hvor møbler står, til placeringen af dagligting i skabe og skuffer. Det KAN hun bare ikke lide. Hun surmuler og øv'er over at stuen lige nu ligner en slagmark. For hende er det en kæmpe belastning at skulle gå UDENOM noget på den vej hun plejer at gå, når hun skal igennem stuen. Hvor vi andre bare går udenom fordi vi ved at det er midlertidigt, er hun lige overrasket hver gang hun skal igennem rummet. Det står i vejen for hendes fremfærd og hun er nødt til at sætte farten ned. Det huer hende bare ikke.

Måske det også skyldes at aspergere generelt har virkelig dårlig motorik. Og når man er en pige med fart på , og hastigt vil fra A - B, så er det svært at undgå sammestød med de ting der ikke normalt står på hendes faste rute. Det resulterer i spildte tesjatter fra kop ell kande, tabte stykker frugt og muligvis også blå mærker på hendes arme og ben. Vi gentager konstant at hun skal huske at løfte fødderne så hun ikke falder over ledninger der ikke er på plads endnu. At hun skal huske ikke at hamre døren åben, for ellers rammer hun noget der står bag ved den. Sådan er der så mange ting hele tiden, og for mig der kan have lidt svært ved at finde overskuddet frem, er det en ekstra øvelse i tålmod og overbærenhed.

Der er som at genopleve tiden fra da mine egne var små. Det er samme rutine hele tiden. Gentagelser om dette og hint, som måske så en dag endelig er indlært på rygraden. Men i mellemtiden trækker det lidt tænder ud.

Heldet er at hun er den dejligste pige, der for tiden er rigtigt glad og fyldt med overskud til at spørge om vi alle har haft gode dage og om vi er glade. Det er ikke altid at hun har tanke for andres ve og vel, så vi nyder det. Aspergere lægger nemlig sjældent mærke til andres behov ell følelser, de kan ikke rigtigt rumme det, da de ikke kan finde ud af at mærke og formulere egen følelser. Det er en del af deres problem.

Lige nu er her så helt fredeligt. Min asbergerpige griner højt på sit værelse, min egen datter snuer endnu i sin seng og som I kan se er min nye søn endt i sofaen, efter at have fået sin første kaffetår. Det var for meget for ham...

Det er ren påskeferie og så pyt med om det roder lidt endnu..