07 april 2009

Hver sin lyst..

Her i vores rodede stue, ligger husets ældste søn. I vores nye sofa, som endnu ikke står hvor den er bestemt til. Jeg selv har været en smule flittig med støvsuger og har ryddet op i soveværelset og ordnet planter. Det er planen at når påsken rammer os, så skal resten af den planlagte ændring af stuen realiseres. Når man er fem og skal deles om pladsen, er der mange hensyn at tage. Dels fordi begge voksne er uhelbredelige samlere, dels fordi vi alle har en mening om hvor " skabet skal stå ". Heldigvis er der voksen-diktatur i stuen, og vi bestemmer suverænt hvordan indretningen skal være. Skulle ungerne bestemme , blev alt hvor det ALTID har stået og intet lavet om.

Det med at alt skal være som altid, er specielt udtalt med en asperger pige i huset. Lige så sød og munter hun er, ligeså svær er hun at håndtere når der bliver lavet om på noget. Det gælder alt lige fra hvor møbler står, til placeringen af dagligting i skabe og skuffer. Det KAN hun bare ikke lide. Hun surmuler og øv'er over at stuen lige nu ligner en slagmark. For hende er det en kæmpe belastning at skulle gå UDENOM noget på den vej hun plejer at gå, når hun skal igennem stuen. Hvor vi andre bare går udenom fordi vi ved at det er midlertidigt, er hun lige overrasket hver gang hun skal igennem rummet. Det står i vejen for hendes fremfærd og hun er nødt til at sætte farten ned. Det huer hende bare ikke.

Måske det også skyldes at aspergere generelt har virkelig dårlig motorik. Og når man er en pige med fart på , og hastigt vil fra A - B, så er det svært at undgå sammestød med de ting der ikke normalt står på hendes faste rute. Det resulterer i spildte tesjatter fra kop ell kande, tabte stykker frugt og muligvis også blå mærker på hendes arme og ben. Vi gentager konstant at hun skal huske at løfte fødderne så hun ikke falder over ledninger der ikke er på plads endnu. At hun skal huske ikke at hamre døren åben, for ellers rammer hun noget der står bag ved den. Sådan er der så mange ting hele tiden, og for mig der kan have lidt svært ved at finde overskuddet frem, er det en ekstra øvelse i tålmod og overbærenhed.

Der er som at genopleve tiden fra da mine egne var små. Det er samme rutine hele tiden. Gentagelser om dette og hint, som måske så en dag endelig er indlært på rygraden. Men i mellemtiden trækker det lidt tænder ud.

Heldet er at hun er den dejligste pige, der for tiden er rigtigt glad og fyldt med overskud til at spørge om vi alle har haft gode dage og om vi er glade. Det er ikke altid at hun har tanke for andres ve og vel, så vi nyder det. Aspergere lægger nemlig sjældent mærke til andres behov ell følelser, de kan ikke rigtigt rumme det, da de ikke kan finde ud af at mærke og formulere egen følelser. Det er en del af deres problem.

Lige nu er her så helt fredeligt. Min asbergerpige griner højt på sit værelse, min egen datter snuer endnu i sin seng og som I kan se er min nye søn endt i sofaen, efter at have fået sin første kaffetår. Det var for meget for ham...

Det er ren påskeferie og så pyt med om det roder lidt endnu..

10 kommentarer:

  1. --- de kan ikke rigtigt rumme det, da de ikke kan finde ud af at mærke og formulere egen følelser.

    Ja, det tror jeg er den rigtige forklaring. Det kan være svært nok for os andre at sætte ord på.

    Det er dejligt at læse at hun vender sig udad og spørger til hvordan I har det. Det er et godt tegn, som du siger. Det er svært for en, der er syg eller lign.

    SvarSlet
  2. Jamen vi er også meget opmærksomme på det og roser hende for at være så udadvendt.
    Det er jo noget der svinger meget, men måske hun også glæder sig over solen og foråret.
    Det har iøvrigt også virket til at hun selv har været lettet over at få at vide hvad hun fejler, for de har tynget hende meget at hun ikke var som de andre i skolen. Den dag vi fortalte hende det, hoppede hun rundt som en kanin hele aftenen af bare glæde. Men så alligevel... omfanget af det forstår hun ikke. Det skal vi nænsomt have hende til, at lære at forstå.
    Al ting til sin tid..

    Tak for dit indlæg og fordi du kiggede forbi min side.
    Det glæder mig.

    Venlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet
  3. Selv tak - jeg kan godt lide at læse weblogs, som giver menneskelige erfaringer videre! Derfor læser jeg her og mange andre steder.

    SvarSlet
  4. Det er også noget jeg kan lide. Så du skal være så velkommen her. Og tak fordi du gider. smil

    Jeg har været forbi dig, og tror ganske bestemt at jeg vender tilbage igen snart,

    så " vi ses".

    SvarSlet
  5. Det er spændende for mig, at du beskriver dit liv med asperger inde å livet, Henriette! Jeg har selv en søn, som er meget speciel, uden at der er sat en diagnose på ham.

    SvarSlet
  6. Hej madame. Tusind tak for din respons. Det glæder mig meget at der er interesse for det herinde. Hvordan er han speciel, din søn??
    Det er jo ikke altid at man behøver at " fejle " noget for at være speciel og have brug for lidt særlig opmærksomhed, men det er svært at være forældre til sådanne børn.

    Min egen biologiske datter er jo heller ikke helt velfungerende. Hun har lidt et alvorligt knæk efter skilsmissen, men det vil jeg skrive lidt mere om senere på bloggen. smil

    Tak igen

    SvarSlet
  7. Hej igen Henriette! Jeg tror, at vi er mange, der kan have glæde af en blog som din og at kunne inspireres.
    Min søn ser alt sort/hvidt eller som ven/fjende, og det kan skifte på et split-sekund. Jeg har en mistanke om borderline, men det er en hjemmestrikket teori. Det gør i hvert fald, at han nu i flere år har valgt familien fra.

    Smil og varme tanker til dig :)

    SvarSlet
  8. Helt ærligt Madame... det er netop et af de allermest tydelige træk ved broderline. Det med enten/eller, sort/hvid, ond/god osv osv.

    Jeg har kæmpet med det i årevis, og først efter jeg fik den rette diagnose, har jeg kunnet gå i gang med kampen for at lære at livet er så meget mere. Det er svært og jeg er ikke helt fremme endnu, men det er meget bedre nu.
    Jeg lægger et link ud på siden til borerlineforeningen. Der står en virkelig god beskrivelse af symptomerne.

    Mange kærlige hilsener
    Henriette

    SvarSlet
  9. Det var spændende at læse din mening, Henriette - og tak for linket til borderlineforeningen, som jeg vil kaste mig over i dag.
    Nu må jeg bare se at finde ud af, hvordan man får den unge mand til at indse det - han mener, at det er hele familien, der er på nakken af ham.

    SvarSlet
  10. Madame. Igen... det er trær jeg genkender, og det er da ingen skade til at finde ud af lidt mere omkring det. Tal evt med jeres læge om det, og se hvad han syntes.

    Prøv også at fortælle sønnen din, at det ikke er nødvendigt at han har det sådan, at han rent faktisk kan få et mere positivt syn på sine omgivelser.

    Dog vil jeg sige at jeg selv kæmper en brav kamp med min egen datter. Hun mener nemlig ikke at der er nogen der kan hjælpe hende. KUN mig. Og det er jeg jo slet ikke kompetent til. JEg er mor og ikke behandler. Der skal nogle gange en ind over der er neutral og som er udd til at stille de rette spørgsmål.

    Det glæder mig umådeligt at du kan bruge mine skriv tilo noget. Så er der jo alligevel en ide med at have en blog som min.. :-)

    Tusind tak

    SvarSlet