Retur med smil og til tårer

Vel hjemme fra sommerhus og vandreture ved vandet.


I går var det i regn og i dag i sol. I går var det i blæst og i dag i stille vejr. Begge dage var vandet så langt trukket tilbage, at vi kunne gå mange mange meter ud, der ud hvor man normalt kun man se vand og måger.

Rasmus og jeg fandt masser af sjove sten, med og uden huller, med sjove mønstre og et par stykker med forsteninger i.

Der er blevet taget et hav af billeder med blomster og grønt, en masse med div forskellige granarter, alle med hver deres tegn på forår, nemlig de små lygtelign skud der lyser op i alt det lysegrønne. Der er mange forskellige at kigge på.

Jeg fik blomster i håret og mine gummistøvler blev både våde og sandede, men de kan holde til alt, for det er supermodellen, der går helt op til knæet.

Vi mødte vandhunde og tanglopper, edderkopper og bier, fugle og enkelte fiskere.

Jeg fik også nået at sidde lidt ude i solen og nyde det dejlige vejr med min hæklepind og min kurv.


Vel hjemme igen, blev hverdagen igen nærværende. ALT for nærværende...

Ihukommende vores møde fredag aften, var jeg rimeligt målløs over husets tilstand. Jeg vil undlade at gå i detaljer, men lad mig bare sige, at der er nedlagt forbud mod at tre teenagere benytter køkken og stue.

Vi taler smækken med dører, tårer og total mangel på erindring om alle aftaler. Desværre for alle involverede, er jeg kampberedt og helt og aldeles upåvirket. Konsekvensen er klar og skåret ud i pap.. Er der ikke orden i køkken og stue, nedlægges forbud. JEG laver ikke mad i dag, og de skal ikke selv nærme sig rummene i andet ærinde, end rengøring og oprydning.

I morgen kan de så igen få noget at spise for egen hånd. Ser der ligesådan ud i morgen aften, ja så tager vi turen igen.

Det er ikke en overdrivelse at sige at der er drama herhjemme ligenu. Fronterne er trukket op. Jeg selv har meldt klart ud. Der har ikke indtil nu været respekt om de regler vi har haft. Jeg har ikke indtil dato hørt om velnærede teenagere der er døde af sult, selvom de er gået sultne i seng. Min egen tro på at det har rystet dem så meget i deres verden, er stor og jeg tror måske det får dem til aldrig at glemme det igen. Jeg har opfordret dem til at melde os både til børneværn, kommune,konge og politi, og finder de nogen der syntes det er synd for dem, så kan de sende dem til mig....

Nu sidder jeg så her, glad efter en dejlig weekend i sommerhus, og med bevidstheden om at det bliver en sej og lang kamp.


Især fordi jeg kommer til at kæmpe den forholdsvis alene... Kæresten hader konflikter og har et blødt punkt for tårer.


Her er lidt billeder der viser mine dage i sommerhuset:



Den lille sten har en fordybning og tæt på kan man se en forstening af et eller andet.




Et stykke forstenet toblerone...


En cirkel på en sten