29 juni 2009

Jeg kan ikke finde mit smil

Dette indlæg er ikke så fyldt af muntre ord. Beklager..


Min blog her er jo ment som en aflastning for mig selv, men heldigvis er det jo oftest glade og lyse indlæg jeg kommer med. Sådan er det ikke i dag. De seneste måneder har jeg været mere og mere præget af en hverdag der belaster mig alt for meget. Det piner mig at skrive det, for det gør det ligesom officielt, at jeg har det forfærdeligt og ikke magter min hverdag. Men sådan er det altså.

Jeg har aldrig været god til at sige tingene på en indpakket måde, jeg orker det ikke. Det nemmeste er at kalde en spade for en spade, og på min blog må det være på samme måde. Jeg ved at det muligvis vil støde nogle, men i så tilfælde anbefaler jeg at smutte videre til andre skrivere.


Da jeg måtte kaste håndklædet i ringen og lade mig pensionere, var det efter flere forgæves forsøg på at bestride et arbejde. Både i form at skånejob og flexjob og hvad det nu ellers hedder. Det gik bare ikke, især fordi jeg når jeg kom hjem intet havde tilbage at give af til mine børn. Jeg var brugt simpelthen.

Efter min skilsmisse, i de år jeg boede alene med Josefine fik jeg indhentet min energi og mit overskud igen, lidt efter lidt og det var især fordi jeg fik et roligt og stabilt privatliv. Det var ikke noget jeg var forvænt med, men det hjalp utroligt meget at jeg selv havde styringen over min tilværelse. Ikke at jeg ikke rendte ind i kedelige oplevelser der tog pusten fra mig, men jeg havde hele tiden selv kontrol med de valg jeg tog. Mit savn efter Rasmus var der hele tiden, men jeg var nødt til at pakke det lidt væk, for at kunne komme videre og leve mit liv selv sammen med min datter, der jo også havde brug for mig.

I dag lever jeg med min elskede. Sidste år var det lykkeligste jeg har oplevet i mit voksne liv. At møde ham, vendte op og ned på de erfaringer jeg har fået igennem livet, med mænd og den måde man behandler hinanden på i et forhold. At vi skal være sammen er givet og vi vidste begge fra starten af at det her ikke er noget man møder hver dag. Vi elsker hinanden så meget og vi vil hinanden 100%.

I efteråret tog vi konsekvensen og flyttede sammen, det var ligesom det eneste rigtige for os.


Jeg anede ikke dengang at jeg med det valg, lidt efter lidt ville blive mere og mere dårlig og træt. At hverdagen med tre teenagere der ikke fungerer som de fleste og med hver deres psykiske last, ville tappe mig fuldstændigt for det overskud jeg har brugt flere år på at opbygge.

Jeg er dybt ulykkelig nu. For jeg elsker min mand af hele mit hjerte, men vores fælles hverdag med børnene er mere end jeg kan klare. Jeg går rundt og græder i tide og utide, ofte helt uden grund og uden at jeg kan styre tårene. De render bare..

I dag har været et eksempel på at jeg ikke har mere overskud. Vi skulle begynde vores ferie i sommerhus og som altid er de planer vi har lagt, blevet skudt i sænk og jeg har bare tudet af desperation over det. Normalt ville man jo bare trække på skuldrene og så tage det som det kommer, men det kan jeg slet slet ikke. Jeg er helt væltet.

Historien kort er sådan her:

Vi skal afsted efter aftale med ejeren af huset efter kl 14. Vi kunne ikke bruge det før, da husets anden ejer gerne selv ville benytte det indtil da. Det kan vi jo ikke sige noget til, men klokken to er vi parate til at tage afsted. Det er en tur i flere dele..
Bilen er så lille, at vi må køre to gange og første læs er med vi to voksne, dyrene og vores baggage. Da vi kommer derop er huset endnu ikke tomt. Det viser sig så, at de to ejere ikke helt har talt ordentligt sammen, og vi får besked på at trække tiden ud, når vi er hjemme efter sidste læs, som består af de feriestemte og glade unger. Der skal nemlig skiftes sten på taget, har ejer nr 2 aftalt med en anden husejer på vejen.
Så vi tager hjem igen og venter på en opringning om fri bane. Nu er det bare sådan at jeg skulle være blevet deroppe for at få et par timer i ro for mig selv, og så når resten af holdet var vel ankommet, måtte jeg tage bilen retur, fordi jeg ikke har kunnet få lov, at flytte det berammede møde i morgen tidlig kl halv ni, i amtet. Jeg skal jo bruge bilen til at komme derop igen bagefter.
Nu var jeg så nødt til at tage med hjem igen, vente... og så tage med derop een gang til, og så endnu engang køre hjem. For så at køre retur i morgen formiddag. Da vi endelig kom derop igen ved nitiden, var begge ejere slet ikke kørt hjem endnu og jeg gik helt i baglås. Tog bilen og nærmest flygtede hjemad.

Den slags ændringer slår mig helt ud. Jeg kan simpelthen ikke håndtere det på en positiv måde og har bare tudet hele vejen hjem i bilen.

Tudet fordi jeg har brug for at tingene bare fungerer, og tudet fordi jeg ikke kan give mere af mig selv. Min Rasmus ser nu sin mor som hun var dengang hun flyttede fra hans far. Træt, opgivende, uden smil i ansiget, ude af stand til at vise glæde og give knus helhjertet. Det er et deja vu for os begge og jeg er knust fordi jeg så gerne ville, at han så sin mor som hun blev efter skilsmissen, nemlig raskere end han har oplevet før. Uden medicin der sløver og med livsgnist i øjenene.Jeg vil at han skal kunne mærke min glæde over, at han bor her og er i mit liv igen. Men der er slet ikke overskud til at finde de følelser frem. Jeg kan ikke finde dem..

Livet med de fire børn er simpelthen for meget for mig. Og det gør mig så fortvivlet. Jeg har mindre og mindre overskud til at klare en aspergerpige, der er helt uden for rækkevidde når det handler om sociale færdigheder og fornemmelse for almindelig hensyntagen til andres behov end dem hun selv har her og nu. Jeg kan ikke overskue min egen datters sociale forbi og hendes fremtidsudsigter. Hendes behandling som endnu ikke er kommet igang. Min papsøns sløve indtilling til alt andet end ham selv, og også hans behandling for den mulige epilepsi. OG for min søns mén af den behandling han har fået af sin far.

Når alt det er remset op er der så mig selv...

Alle mine kræfter går til de fire og jeg må ignorere mine egne behov,og resultatet er nu at jeg inderst inde ved hvad vej vinden blæser. Nemlig mod øget medicinering for at undgå sammenbrud og indlæggelse igen.

Jeg elsker min kæreste, men vores liv sammen gør mig ikke godt.

Jeg kan ikke finde mit smil og mærke mine følelser. Jeg er helt blank.. Nu græder jeg igen..

49 kommentarer:

  1. Åååh kære Henriette, her må gøres noget... det ved du, kan jeg læse, men hvor er det hårdt. At være spændt ud mellem to muligheder, måsker er der mellemløsniger???? Du har helt sikker tbrug for ro og fred og en dagligdag der ikke byder på så megen ....hmmm...ja det ved du jo, jeg ønsker du finder din vej og til det bedste for jer alle - du og din ebørn. Stort kram fra mig

    SvarSlet
  2. Helt aerligt saa tror jeg altsaa de fleste almindelige mennesker ville synes det var lidt mere end de kunne klare i deres hverdag, saa jeg synes du skal give dig et stort klap paa skulderen for at klare hverdagen indtil nu og for at indse at du ikke kan laengere og noget maa ske! Stort knus til (((((((((((dig))))))))))))).

    SvarSlet
  3. Jeg bliver helt ked på dine vegne, når jeg læser dit indlæg.
    Du vil så gerne have det hele bare kører, men med teenagere er livet helt anderledes.

    Tag kæresten i hånden (når du når sommerhuset igen)gå en tur og få det talt igennem. I bliver nødt til at være to til at løse problemet.

    Håber du finder styrke til at komme igennem krisen.

    Knus og kærlig hilsen
    Kari

    SvarSlet
  4. Godmorgen Lavendel. Tak for krammet. :)

    Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal løse det, men håber at der ER en løsning derude et sted.

    Knus og god dag til dig

    SvarSlet
  5. Hej Tina.
    Jeg giver mig selv et klap gør jeg :-)

    Mange mange tak for din kommentar og det kæmpe knus. Det varmer meget.

    Kærlig hilsen og knus til dig også

    SvarSlet
  6. Hej Kari.
    Jeg tager ham i hånden helt bestemt. Men tale om det er lidt svært.. I dette stykke kan han ikke helt forholde sig til at jeg har det svært.
    Han er ikke selv sådan at slå ud.

    Jeg sender knus til dig og takker for kommentaren. :-)

    SvarSlet
  7. Kære Henriette!
    I mellem linierne kan man læse at du nok selv ved hvad skal til for du kommer næsten helskindet igennem.
    Jeres hverdag er mere end de fleste kan klare uden at have Borderline.
    Knus og positive tanker.
    Tænker på dig og dine.

    SvarSlet
  8. Kære Henriette,
    Selvom du måske ikke selv føler det så er du en sej kvinde!! Du sætter ord på dine følelser - det er stærkt at du gør det og jeg håber det på en ellr anden måde kan hjælpe dig.
    Du overkommer så meget for dine børn! Jeg håber bestemt der er en løsning for dig /jer - håber du kan få snakket med din kæreste om det. Masser af knus og tanker til dig søde!!!!

    SvarSlet
  9. Når vi blogger, blogger vi om det der ligger os på sinde. Alle indlæg kan ikke være lige positive og det er sådan det skal være.

    Henriette, det første skridt i retningen af en løsning, er altid at sætte ord på. Det er ikke det nemmeste skridt.

    Jeg bliver ked af det på dine vegne, når jeg læser dit indlæg, men jeg oplever også en styrke bag ordene, og får en tro på at du finder din vej; den vej der er bedst for dig.

    Knus og varme tanker :)

    SvarSlet
  10. Kæreste Henriette! Hvor er det godt, at du lukker følelser ud her, og du kan tro, jeg forstår dig. Men I skal jo finde en måde at takle jeres liv på, og jeg håber, du kan få hjælp af de rette mennesker. Men at køre to gange forgæves til somerhuset havde også fået mig til at gå næsten i sort.
    Varme klem og jeg håber, du har det bedre nu.

    SvarSlet
  11. Åh Henriette! Stort kram til dig. Forstår dig så godt - og hvor er det dog stort, at du kan finde ud af at sætte ord på. Så er meget allerede vundet. Ingen tvivl om, at jeres hverdag er en stor mundfuld - syg eller ej. Det ville de fleste almindelige mennesker også synes.
    På en eller anden måde skal I have noget hjælp - NU. Aner ikke hvor eller hvordan - men der skal hjælp indover. Ingen har jo noget ud af, at du går ned.
    Jeg føler virkelig med dig - men kan også meget klart mellem linierne fornemme, at der er masser af styrke.
    Det kan godt være, at din kæreste har svært ved at forstå, hvor du er - men det skal han forsøge at forstå. Har et familiemedlem et problem, har hele familien det...uanset om man forstår årsagen eller ej. Det kan godt være, at det er svært at forstå - men så må der gøres en større indsats, for det ER muligt.
    Jeg håber virkelig, at I finder på noget - for der er så utrolig meget god vilje.
    Du er til enhver tid velkommen til at skrive...hvis du har behov.

    KH Gittemay

    SvarSlet
  12. Hvor jeg forstår dig, Henriette! Det sammenbragte liv er benhårdt - og det bliver bestemt ikke lettere med de udfordringer, I har!

    Det første år, min datter og jeg boede sammen med min mand og hans børn, græd jeg også i tide og utide. Af frustration og vrede over hvor dårligt og fuld af gnidninger samlivet var (og her var endda kun ét barn med problemer (han var endnu ikke diagnosticeret autist på det tidspunkt)). Og af sorg over at kærligheden bliver mere og mere ramponeret og blakket.

    Vi tog konsekvensen og fik parrådgivning hos en psykolog, der havde særligt fokus på sammenbragte familier. Og så havde vi masser af samtaler sammen i familien, hvor vi prøvede at få alle problemer frem i lyset og tilgodese alles behov. Da børnene (de var 12, 13 og 15 år dengang) på et tidspunkt direkte blev spurgt, hvor de helst ville bo, valgte min mands søn at flytte hjem til sin mor.

    Det gav en markant forbedring i tilstanden i vores hjem. 1½ år senere valgte mandens datter også at flytte, og ... jeg er ked af at sige det ... først fra det tidspunkt fik min mand og jeg et harmonisk samliv.

    Tro nu ikke, at jeg siger, at du skal smide alle børnene ud ;-). Men I bliver nødt til at få problemerne helt frem i lyset og tale om dem. Også på tidspunkter, hvor det hele ikke er for meget.

    Pøj pøj! Jeg håber på, I finder en god løsning. Det andet er ikke sundt!

    SvarSlet
  13. Jeg kunne have skrevet Tinas kommentar, for jeg er helt enig. Jeg ville også gå i gulvet af træthed, hvis jeg skulle overkomme den hverdag du står midt i, men jeg ved også, at du holder ustyrligt meget af alle ungerne, når du er så rimeligt frisk og på toppen, og så kan det se helt håbløst ud nu, hvor du er lidt nede.

    Der skal ske noget og du er på vej til at tage de første skridt (evt. imod en læge i første omgang) og så kommer du op igen. Og indtil da, så har du bloggen her som ventil. Vi skal nok lytte, når du taler (skriver).

    Stort knus til dig!

    SvarSlet
  14. Hej Henriette - jeg kender dig sletikke, men fandt dig via "Losarinas mor" som jeg følger. Jeg læste dit indlæg med en særlig interesse. Ikke fordi det er sjovt at læse om noget ulykkeligt - men det er jo sandt. Der er altid en bagside og dén har du modet til at beskrive hudløst ærligt. Det tager jeg hatten af for, det må jeg sige. Ellers skriver man i blogosfæren mest om det, der lykkes.
    Jeg håber for dig at du finder en bedre løsning, for dette familieliv er tydeligvis for hårdt for dig - men lige hvordan, det er jo noget som du skal strikke sammen med din mand. Held og lykke med det!

    SvarSlet
  15. Bloggen er til for at lukke op og få luft, så undskylde skal du ikke. 

    Jeg ville helt klart gå i brædderne hvis jeg skulle klare din hverdag. Jeg har stor respekt for at du ikke for længst er ”løbet skrigende væk”. Men jeg tror godt du ved hvad der skal til og det første er nok at få en tid hos lægen for ligesom at snakke med en professionel.

    Varmt knus til dig.

    SvarSlet
  16. Kære Henriette
    jeg synes det var stærkt , du satte alle disse ord på og fik dem ud !
    Du har nogle livsbetingelser , der ikke er lette, men du er en stærk kvinde, der mærke sig selv. Du finder en løsning, men du skal ikke finde den selv. Din kæreste må hjælpe.
    Jeg ville ønske jeg kunne gøre mere end bare at sende dig et knus og mange kærlige tanker.

    SvarSlet
  17. Tung læsning ... men også en side af livet.
    Håber at du finder vished for hvad der er den rigtige løsning og har kræfterne til at handle på det.
    Varme tanker og et virtuelt kram.

    SvarSlet
  18. pyyyha Henriette det gør mig ondt at du har det så skidt. Jeg ville ønske at jeg havde et eller andet guldkorn som jeg kunne sende med det samme til dig. Det har jeg ikke - desværre.
    Men som andre skriver her, har du et liv, der giver mere udfordring end sædvanlig og det kræver sin kvinde at klare og det kan alle se. Måske er der hjælp at hente, et eller andet sted. Husker du at tale og fortælle, andre steder end her på bloggen? (super at du bruger bloggen og rigtig flot gjort) Er der måske mulighed for en større bolig, profesonel støtte/aflastnig i hverdagen. Du kæmper en kamp, som ikke er rimelig og din reaktion er almindelig i den situation du er i.
    Mange knus og tanker herfra.

    SvarSlet
  19. Kære alle sammen, Åh det hjælper at høre fra jer, det skal I vide. Nu tager jeg i sommerhuset. Amtet er overstået for denne gang og når jeg kommer hjem igen så sætter jeg mig ned og svarer jer alle lidt mere personligt.

    Det betyder faktisk utroligt meget for mig, med denne respons, trods det at vi ikke kender hinanden IRL.

    Det er en underlig en denne bloggeverden, men for mig virker den så godt.:)

    Jeg har det bedre idag og har valgt at droppe kampen om forældremyndigheden. Det tjener intet formål fandt jeg ud af, da han har adresse hos mig nu, er det nemlig mig der har det sidste ord i de vigtige spørgsmål.
    Så hellere lade den hvile der og få fred på det punkt.

    Til jer der har besøgt mig som nye læsere, takker jeg så mange gange for at også I gad skrive en kommentar. Det er sgu pænt af jer. :)

    Mange mange kærlige hilsener og på "gensyn"
    i næste uge.
    Henriette

    SvarSlet
  20. God tur i sommerhuset! Og så vil jeg lige sige: Vi slåes alle sammen på tidspunkter i vores liv med nogen eller noget. Værst er det, når man slås med sine egne skyggebilleder om alt det man burde, skulle, kunne.Og ikke kan. Det er så svært at tage sig selv alvorligt, præcis som man er og det er svært at tilgive sig selv - for hvis nu bare...(håber jeg har udtrykt det tydeligt nok, så det er til at forstå). Var jeg i dine sko, ville jeg blive pænt forpustet og sådan en opførsel, som du beskriver hos de to sommerhusejere, ville have fået mig helt op i det røde felt. Fandme mangel på respekt og empati! Ros dig selv af, at det er to smukke egenskaber du besidder og vær stolt af dit sensitive sind. Det føles måske ikke altid sådan, men det var noget min mors psykiater, sagde til mig, da jeg var meget ung og bange for om jeg "havnede" det samme sted som min mor. "Det at sanse intenst, kan også være en gave." Det har jeg selv brugt konstruktivt lige siden.

    Stort kram fra mig.

    SvarSlet
  21. Åh Henriette, jeg bliver helt ked af det på dine vegne. Kan ikke sige meget andet end hvad der allerede er sagt, og jeg er helt enig i, at du, trods dit manglende overskud, er en stærk kvinde, der magter lidt af hvert. Håber du/I kan få noget hjælp til at komme videre, for det lyder som om, I godt kunne bruge det.

    SvarSlet
  22. Nu er det din tur til at modtage omsorg, Henriette. Du har så meget kærlighed, som du deler ud til din familie og familiens dyr. Men ingen kan leve uden næring. Heller ikke dig.
    Din kæreste bliver nødt til at støtte dig igennem denne vanskelige periode.
    Følg 'Septemberlivs' gode råd herover og få fortalt, hvordan du har det.
    De bedste ønsker og go' sommerferie til dig og din familie :-)

    SvarSlet
  23. Ja, livet er ikke lutter lagkage, men jeg synes nu, at du klarer det ganske fortræffeligt, det hele. Det er jo store omvæltninger, der sker i dit liv. Tænker, at hvis du kunne give lidt slip og lade de andre tage eget ansvar for eget liv, vil det måske hjælpe en smule.

    Tænker på dig og håber, at du trods alt får nogle dejlige dage i sommerhuset. Og huske så lige på, at Gud kun giver os de udfordringer, vi kan bære.

    Kærlig hilsen Jeannette Mariae

    SvarSlet
  24. Kære Henriette
    Jeg kommer lige sidst i køen her for jeg har ikke kunnet kommentere.
    Jeg håber at dit smil er kommet lidt mere frem.
    Med alle de omvæltninger der har været i din tilværelse på det sidste så er der ikke noget at sige til at det hele kan virke lidt sort til tider.
    Det er godt at du kommer af med dine tanker her i blogland. det er vigtigt at kunne sætte ord på det man tumler med.
    Jeg er sikker på at du og kæresten nok skal komme gennem den er krise, så jeres liv fremover bliver godt sammen.
    Knus
    pernille

    SvarSlet
  25. Rigtig god tur i sommerhuset. Jeg håber I får lejlighed til at få slappet af og snakket godt sammen. Mange knus Anette

    SvarSlet
  26. God tur i sommerhus, jeg var helt bekymret, men så så jeg at du skulle afsted...det hjælper tit at se sig selv i lidt andre omgivelser. Tag et fodbad med skønne urter og sæt dig ind i skyggen og NYD. kram fra Lavendel

    SvarSlet
  27. Bliver officielt ved at skrive om det? Ja og nej, det er også en måde at skabe afstand (eller rettere perspektiv) og tage styring. De mange gode råd her er meget nyttige.

    Vi kan alle blive totalt vanvittige af sådanne situationer. Så gælder det om at kunne improvisere en frokost - prøv det en anden gang (denne kommentar er jo flere dage bagefter) :-)

    SvarSlet
  28. Kære Henriette
    Jeg håber, at din tur i sommerhuset, har givet dig det overskud der skal til for, at få taget fat om problemerne. - Som jeg har sagt flere gange, du er en stærk kvinde, men vi kan alle komme ud, hvor det er svært at bunde, det kræver tid, ro og en del selvoptagelse, at redde trådene ud.
    Vi lever jo ikke blot for, at andre skal have det godt, først og fremmest er det en selv, der skal have det godt, for man kan altså ikke give, - når man ikke har overskud.
    Kære Henriette, lær at sætte dig selv først, så skal du se, løsningerne kommer, nogle løsninger kan være grumme, men man ved godt inderst inde, hvad der skal til!
    Stort knus fra
    Vibeke

    SvarSlet
  29. Er kommet sent til din side i denne omgang. Har selv lidt om ørerne lige nu, omend slet ikke sammenligneligt.

    Jeg kan ikke bidrage med kloge ord eller råd. Jeg håber at tiden i sommerhuset alligevel kan give dig lidt overskud til at finde en holdbar løsning for dig og dine kære.

    Mange tanker og kram
    Fru E

    SvarSlet
  30. Kære Susling. Mange tak for kommentaren. Jeg forstår udemærket hvad du skriver, og jeg skal huske at rose mig selv for de gode sider :-)

    Jeg er glad for dit input, det hjælper rent faktisk at få lidt ord med fra andre end mig selv..

    Rigtig god søndag og mange knus til dig

    SvarSlet
  31. Hej dig fra Grønlandsposten. Mange tak for de ord du har skrevet til mig. Vi skal helt sikkert have noget hjælp, men hvorfra ved jeg endnu ikke. Kommunen har vurderet at vi som familie ikke er belastet nok!

    Jeg er glad for at du skrev, og håber at du har skrevet og håber at du har haft en dejlig weekend.
    Knus Henriette :)

    SvarSlet
  32. Hej Lone. Ja jeg syntes også at jeg har brug for at modtage lidt pleje.. :) Det er nemlig rigtigt at man ikke kan give, hvis man er helt drænet.

    Jeg har talt med kæresten, og så håber jeg og vi at vi kan få tingene til at bedres lidt.

    Mange knus og dejlig søndag til dig. :)

    SvarSlet
  33. Kære Jeanette Mariae.
    Jeg ved godt at vi ikke får mere end vi kan klare, men jeg syntes nok ham Gud der, kunne have været mindre gavmild med de prøvelser han deler ud af... ;)
    En ting har du dog ret i, og det er at jeg skal øve mig i at lade de store selv klare deres stridigheder og praktiske ting. Det må være på tide.

    Tak for dine ord og tanker, jeg ved at du har travlt med den lille ny, så jeg er så glad for at du tog dig tid til at skrive.

    Mange varme knus til jer alle tre. :-)

    SvarSlet
  34. Kære Pernille. Først eller sidst.. det er dejligt at høre fra dig uanset hvad. :-)

    Jeg har helt klart fået det bedre efter en god gang afslapning og ferie. Mit smil er tilbage igen. Nu skal jeg bare passe på at beholde det.

    Mange knus og god søndag til dig. ;)

    SvarSlet
  35. Hej Anette.

    Mange tak det har været godt og gavnligt at være væk og holde fri.

    Du er så sød at skrive at jeg er sej.. Hihi sådan ser jeg jo ikke lige mig selv, men jeg lytter og læser og tager dine ord til mig.

    Rigtig mange knus tilbage og jeg håber at I kom godt igennen den første arbejdsuge.
    :-))

    SvarSlet
  36. Kære Lavendel. Tak for dine kommentarer her. Jeg har bestemt haft godt at ferien. Har ikke lige taget fodbad, MEN jeg har badet i fjorden og det var skønt.
    Jeg håber også på en mellemløsning og på at jeg kan sætte flere grænser for hvad jeg skal yde af hjælp til de store.:-)

    Rigtig mange knus og kærlige kram til dig.;)

    SvarSlet
  37. De andre har allerede på mange forskellige måde skrevet de ting, som også faldt mig ind, da jeg læste dit hudløse indlæg. Det er stærk læsning, men dine ord fortæller mig også, at du allerede er på vej i den rigtige retning i og med at du kan sætte ord på.
    Du er NØDT til at tale med din kæreste om dette her. Også selvom det er svært. Du kan eventuelt lade ham læse dit indlæg, hvis det er lettere end at sige ordene højt selv uden at komme til at græde.

    Jeg har jo endnu ikke haft fornøjelsen at møde dig i virkeligheden, men indtil det en dag lykkes må du nøjes med en masse varme tanker og store cyberknus!

    SvarSlet
  38. Kære Dax2, også til dig vil jeg sige tak,det er ligemeget om det er tidligt eller sent at skrive, jeg bliver glad alligevel.

    Måske jeg skulle have taklet det lidt anderledes og med en frokost, men det kræver jo overskud at tænke sådan og det havd jeg ikke lige der i situationen. .)

    Jeg håber at du har haft en god weekend og knus til dig :-)

    SvarSlet
  39. Hej Vibeke og tak for de fornuftige ord. Det er nemlig så vigtigt at sætte sig selv først en gang i mellem. Jeg er glad for at du har skrevet til mig og håber at du selv har det godt i denne varme. :)

    Jeg selv har det bedre nu, efter dejlige dage i sommerhuset. Håber de får lov at vare ved lidt endnu.

    Knus og kærlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet
  40. Kære fru E. Jeg er skam glad for at du tog dig tid til at skrive de venlige ord. Jeg har godt læst at du selv har lidt meget at se til, så det gør mig glad at du har skrevet.

    Jeg håber alt er vel hos dig og at du har slappet lidt af i weekenden.

    Knus og hilsen Henriette :-)

    SvarSlet
  41. Hej Lotten. Mange tusind tak for de søde ord, det varmer mig at du har skrevet.
    Det er sjovt at du lige skriver netop som du gør, for jeg har faktisk svært ved at sige tingene, og har selv tænkt mig at bede kæresten læse netop dette indlæg. Det er ikke første gang han læser noget jeg har på hjerte, og det er han helt ok med. Heldigvis.. :-)

    Jeg håber bestemt at vi kan mødes til et træf en anden god gang og indtil da..

    Rigtig mange tak og mange cyberknus til dig også :))

    SvarSlet
  42. Kære Tina fra Omme i London.
    Oj hvor er jeg glad for at du kom forbi her, OG at du gad kommentere. Der er jo så mange andre og mere muntre indlæg her fra mig. :)

    Jeg kan se at du er fast læser nu, og det er jeg vildt glad for. Mange tak og velkommen til.

    Og jeg har som lovet klappet mig selv på skuldren. Også fordi her har været enormt mange myg. AV og for dælen hvor det klør tihi

    Håber at du har haft en dejlig weekend i min ynglingsstorby. Knus og kærlig hilsen Henriette

    SvarSlet
  43. Madame og Bente,jeg er så glad for jeres kommentarer. Jeg skal nok finde styrke til at finde en løsning, måske det bare tager lidt tid, for der er ingen hjælp at hente fra det offentlige system.
    De mener ikke der er brug for aflastning!

    Jeg prøver nu at være mere opmærksom på at holde igen, når det gælder min rolle som mægler i de stores konflikter. Det er egentlig det der fylder mest her i huset..

    Rigtig god søndag og knus :-)

    SvarSlet
  44. Kære Anita. Hvor jeg er glad også for din kommentar. Jeg har jo læst og taget til mig, alle jeres ord, og der er søreme meget klogskab og fornuft at hente. Det er skønt og jeg er allerede og efter en god ferie, mere glad igen.

    Nu håber jeg at din egen ferie bliver fantastisk og at du selv får taget dig en ordentlig slapper. :-)

    Mange knus og kærlig hilsen OG tak for at du som blogger er der og gider "lytte". :))

    SvarSlet
  45. Hej og velkommen endnu en gang her Annemoloney. Dejligt at du har været forbi med en kommentar. Det alene er jo til at blive glad af.
    Jeg har haft gavn af lidt ferie og sammen med kæresten, så håber jeg at jeg kan få det lidt bedre.

    Rigtig god søndag og knus med tak fra mig :-))

    SvarSlet
  46. Miri, det er skønt bare det at du skriver. Det gør mig nemlig også så glad.

    Jeg takker for den søde hilsen og sender mange sommerknus tilbage til dig :-))

    SvarSlet
  47. Kære Lis. Jo jo jeg taler også med andre om det, men måske ikke tydeligt nok..

    Kommunen har som skrevet længere oppe ikke ville træde til med aflastning eller samtaler eller hvad ved jeg ellers. Vi er jo hverken ofre for alkohol eller vold og den slags.. Hmm

    Jeg håber at du har haft en dejlig weekend og jeg sender masser af knus til dig og tak for kommentaren. Den varmer mig ligeså meget som solen. ;)

    SvarSlet
  48. Hej catarina. Mange mange tak for din kommentar. Jeg selv er kommet lidt op fra "brædderne" igen, efter nogle dejlige dage i sommerhuset. Nu skal jeg bare holde takten, men du har ret.. Jeg må nok også lige et smut til psykologen igen, sån bare lige for at læsse lidt af.

    Jeg håber at du har haft en dejlig weekend og sender dig knus og tak. :-))

    SvarSlet
  49. Pyhh jeg er helt svimmel efter at have siddet her og læst og svaret på alle de fantastisk deltagende kommentarer I har lagt til mig. Jeg har lidt mistet overblikket over hvem og hvornår der er skrevet. Jeg håber at jeg har fået takket og svaret alle, for det har gjort stort indtryk på mig med alle de ord og tanker I har lagt her. Alene det er da til at jeg MÅ smile igen. Og det gør jeg helt bestemt.

    Kærlig hilsen
    Henriette

    SvarSlet