Jeg kan ikke finde mit smil

Dette indlæg er ikke så fyldt af muntre ord. Beklager..


Min blog her er jo ment som en aflastning for mig selv, men heldigvis er det jo oftest glade og lyse indlæg jeg kommer med. Sådan er det ikke i dag. De seneste måneder har jeg været mere og mere præget af en hverdag der belaster mig alt for meget. Det piner mig at skrive det, for det gør det ligesom officielt, at jeg har det forfærdeligt og ikke magter min hverdag. Men sådan er det altså.

Jeg har aldrig været god til at sige tingene på en indpakket måde, jeg orker det ikke. Det nemmeste er at kalde en spade for en spade, og på min blog må det være på samme måde. Jeg ved at det muligvis vil støde nogle, men i så tilfælde anbefaler jeg at smutte videre til andre skrivere.


Da jeg måtte kaste håndklædet i ringen og lade mig pensionere, var det efter flere forgæves forsøg på at bestride et arbejde. Både i form at skånejob og flexjob og hvad det nu ellers hedder. Det gik bare ikke, især fordi jeg når jeg kom hjem intet havde tilbage at give af til mine børn. Jeg var brugt simpelthen.

Efter min skilsmisse, i de år jeg boede alene med Josefine fik jeg indhentet min energi og mit overskud igen, lidt efter lidt og det var især fordi jeg fik et roligt og stabilt privatliv. Det var ikke noget jeg var forvænt med, men det hjalp utroligt meget at jeg selv havde styringen over min tilværelse. Ikke at jeg ikke rendte ind i kedelige oplevelser der tog pusten fra mig, men jeg havde hele tiden selv kontrol med de valg jeg tog. Mit savn efter Rasmus var der hele tiden, men jeg var nødt til at pakke det lidt væk, for at kunne komme videre og leve mit liv selv sammen med min datter, der jo også havde brug for mig.

I dag lever jeg med min elskede. Sidste år var det lykkeligste jeg har oplevet i mit voksne liv. At møde ham, vendte op og ned på de erfaringer jeg har fået igennem livet, med mænd og den måde man behandler hinanden på i et forhold. At vi skal være sammen er givet og vi vidste begge fra starten af at det her ikke er noget man møder hver dag. Vi elsker hinanden så meget og vi vil hinanden 100%.

I efteråret tog vi konsekvensen og flyttede sammen, det var ligesom det eneste rigtige for os.


Jeg anede ikke dengang at jeg med det valg, lidt efter lidt ville blive mere og mere dårlig og træt. At hverdagen med tre teenagere der ikke fungerer som de fleste og med hver deres psykiske last, ville tappe mig fuldstændigt for det overskud jeg har brugt flere år på at opbygge.

Jeg er dybt ulykkelig nu. For jeg elsker min mand af hele mit hjerte, men vores fælles hverdag med børnene er mere end jeg kan klare. Jeg går rundt og græder i tide og utide, ofte helt uden grund og uden at jeg kan styre tårene. De render bare..

I dag har været et eksempel på at jeg ikke har mere overskud. Vi skulle begynde vores ferie i sommerhus og som altid er de planer vi har lagt, blevet skudt i sænk og jeg har bare tudet af desperation over det. Normalt ville man jo bare trække på skuldrene og så tage det som det kommer, men det kan jeg slet slet ikke. Jeg er helt væltet.

Historien kort er sådan her:

Vi skal afsted efter aftale med ejeren af huset efter kl 14. Vi kunne ikke bruge det før, da husets anden ejer gerne selv ville benytte det indtil da. Det kan vi jo ikke sige noget til, men klokken to er vi parate til at tage afsted. Det er en tur i flere dele..
Bilen er så lille, at vi må køre to gange og første læs er med vi to voksne, dyrene og vores baggage. Da vi kommer derop er huset endnu ikke tomt. Det viser sig så, at de to ejere ikke helt har talt ordentligt sammen, og vi får besked på at trække tiden ud, når vi er hjemme efter sidste læs, som består af de feriestemte og glade unger. Der skal nemlig skiftes sten på taget, har ejer nr 2 aftalt med en anden husejer på vejen.
Så vi tager hjem igen og venter på en opringning om fri bane. Nu er det bare sådan at jeg skulle være blevet deroppe for at få et par timer i ro for mig selv, og så når resten af holdet var vel ankommet, måtte jeg tage bilen retur, fordi jeg ikke har kunnet få lov, at flytte det berammede møde i morgen tidlig kl halv ni, i amtet. Jeg skal jo bruge bilen til at komme derop igen bagefter.
Nu var jeg så nødt til at tage med hjem igen, vente... og så tage med derop een gang til, og så endnu engang køre hjem. For så at køre retur i morgen formiddag. Da vi endelig kom derop igen ved nitiden, var begge ejere slet ikke kørt hjem endnu og jeg gik helt i baglås. Tog bilen og nærmest flygtede hjemad.

Den slags ændringer slår mig helt ud. Jeg kan simpelthen ikke håndtere det på en positiv måde og har bare tudet hele vejen hjem i bilen.

Tudet fordi jeg har brug for at tingene bare fungerer, og tudet fordi jeg ikke kan give mere af mig selv. Min Rasmus ser nu sin mor som hun var dengang hun flyttede fra hans far. Træt, opgivende, uden smil i ansiget, ude af stand til at vise glæde og give knus helhjertet. Det er et deja vu for os begge og jeg er knust fordi jeg så gerne ville, at han så sin mor som hun blev efter skilsmissen, nemlig raskere end han har oplevet før. Uden medicin der sløver og med livsgnist i øjenene.Jeg vil at han skal kunne mærke min glæde over, at han bor her og er i mit liv igen. Men der er slet ikke overskud til at finde de følelser frem. Jeg kan ikke finde dem..

Livet med de fire børn er simpelthen for meget for mig. Og det gør mig så fortvivlet. Jeg har mindre og mindre overskud til at klare en aspergerpige, der er helt uden for rækkevidde når det handler om sociale færdigheder og fornemmelse for almindelig hensyntagen til andres behov end dem hun selv har her og nu. Jeg kan ikke overskue min egen datters sociale forbi og hendes fremtidsudsigter. Hendes behandling som endnu ikke er kommet igang. Min papsøns sløve indtilling til alt andet end ham selv, og også hans behandling for den mulige epilepsi. OG for min søns mén af den behandling han har fået af sin far.

Når alt det er remset op er der så mig selv...

Alle mine kræfter går til de fire og jeg må ignorere mine egne behov,og resultatet er nu at jeg inderst inde ved hvad vej vinden blæser. Nemlig mod øget medicinering for at undgå sammenbrud og indlæggelse igen.

Jeg elsker min kæreste, men vores liv sammen gør mig ikke godt.

Jeg kan ikke finde mit smil og mærke mine følelser. Jeg er helt blank.. Nu græder jeg igen..