Jeg reagerer... med panik!

Jeg er lige kommet hjem fra et besøg på skadestuen..


Jeg opfatter mig selv som en kvinde og en mor, der håndterer de fleste uventede situationer med ro og overblik, for bagefter at falde sammen som en klud. I dag skulle det vise sig at jeg må revidere den opfattelse. Hmmm


Ved halvtretiden sidder jeg i stuen og surfer lidt på bloggene. Der er varm kaffe i koppen og jeg er lidt i venteposition, for jeg har en aftale med min psykolog. Det er den, der forleden blev aflyst og jeg har det bedre i dag, så jeg er afslappet og parat.

I et liv med mange store børn er der generelt de underligste lyde i hjemmet og på de mærkeligste tidspunkter, så mine sanser er sløve og min reaktionstid er laaaang. Jeg bekymrer, og undrer mig sjældent over noget efterhånden, når det handler om støj, larm og rumsteren.

På et tidspunkt lyder der et mindre brag. Eller måske et bump og noget rumsteren. Josefine havde tidligere erklæret at hun ville rengøre og støvsuge sit værelse så jeg tænkte ikke videre over larmen. Det kan gå temmelig vildt for sig, når først hun går i gang...

Ca fem minutter senere undrer en anden lyd mig. Det kunne være som om der lå en døddrukken alkoholiker eller en meget stor og meget forkølet hund og trak vejret meget meget tungt og larmende i entreen. DET fik mig op af stolen og da jeg kiggede derud lå Theis viklet ind i sin kontorstol bevidstløs på gulvet. Han havde klart hamret hovedet lige ned i dørlisten på gulvet og muligvis også andet op vej ned, for han så herrens ud. Han var helt væk, rystede let, øjenene var halvtåbne, men han var sjaskvåd af sved i ansigtet.

Der gik jeg så i panik. Tiltede lidt rundt og kaldte på ham, klappede ham på kinden, hentede en pude til hans hoved, kaldte på Josefine og ringede til hans far for at han skulle komme hjem. Jeg bablede løs og så siger han " hvad med lige at ringe efter en ambulance inden vi taler videre??".

TÆNK... det faldt mig overhovedet ikke ind! Inden de kom med deres udstyr, var der nok gået femten minutter og jeg var både bange og rystet. Fordi han har været væk så længe, kunne de udelukke et epileptisk anfald, der var heller ikke rystelser der var voldsomme nok, men for et halvt års tid siden, skete det samme en dag han var på job, og siden da har han gennemgået utallige undersøgelser. Alle siger det samme... At han er frisk som en fisk! Kun en undersøgelse mangler og den skal han faktisk til på fredag, det er en EEG test, og det har undret os alle, at den er sidst på listen.

Efter at Falck kørte med ham, har vi talt om at det MÅ være et eller andet med hans hoved, for ellers forstår vi intet. Han selv kan slet ikke erindre noget som helst, fra før han væltede med stolen, og det er bare så uhyggeligt.


Nu venter vi på at han skal scannes i morgen tidlig og så får vi se hvad der så skal ske.

Det er noget af det mest væmmelige jeg har prøvet, og jeg har ellers prøvet lidt af hvert med mine egne unger, men det at han bare lå der var ikke rart. Jeg fik aflyst min tid igen, og derefter klaskede jeg selv helt sammen. Jeg fik ondt i maven og blev vildt træt.

Rasmus og vi to voksne har lige besøgt ham og han virker frisk nok igen, bortset fra en dundrende hovedpine. Han taler allerede om, at han mon er frisk nok til at jobbe i weekenden, men jeg mener vi må se tiden an.

Det ville være synd at påstå vi ikke oplever noget her i familien...