Jubidu hvor er jeg heldig og et besøg på hospital

Jeg er heldig er jeg..

Boghandelen på Jyllingevej er jo desværre lukket, MEN i stedet er der så åbnet en dejlig strikkebutik. Det er noget der har manglet her, og jeg var forbi i dag. Der var forskellige tilbud og jeg fandt dette dejlige garn, som jeg ikke har prøvet før. Er jo stadig lidt ny i garn. Det jeg tidligere har gjort mig i har været bomuld og så lidt mindre kvalitetspræget garn. Men det gider jeg bare ikke mere. Garnet er blødt som en babys kind og der er lige nok til et halstørklæde til vinter.



Det jeg så syntes er super heldigt for mig er, at da jeg fik sludret lidt med damerne i butikken, viste det sig at de har en strikkecafe hver tirsdag fra 10 -12. DET er noget jeg har savnet. Det at jeg kunne finde nogle at dele min glæde ved garn med. Og som kunne hjælpe mig med det, jeg ikke selv fatter. Da jeg jo går hjemme er det helt perfekt for mig, og som ekstragevinst kan jeg øve mig i at komme lidt væk hjemmefra. Jeg savner at mødes med andre med samme interesse som jeg selv. Det er så hyggeligt, det at sidde og nørkle og sludre sammen. Eller... det forestiller jeg mig ihvertfald.


Så på tirsdag skal jeg for første gang være sammen med andre der som jeg kan lide at hækle/strikke. Et par timer er helt ok, og jeg glæder mig.


Butikken hedder Nørkleriet. Der er et godt udvalg af tilbehør, faktisk så godt at jeg ikke længere behøver at bestille over nettet. Det betyder minus porto og ekspedition, OG at jeg kan få hvad jeg skal bruge PRONTO. Det er jo noget der batter. :-) Garn vil jeg nok stadig købe her og der, men det er også helt fint. Det gør udvalget større.


Inden jeg kom så langt var jeg på hospitalsbesøg.


I den forbindelse, vakte det minder omkring dengang for næsten præcis 10 år siden, hvor jeg blev indlagt. Underligt at det lige skulle være nu, at jeg skulle vende tilbage. 10 august '99 er det helt eksakt og hvad mere er.. det var to dage før min fødselsdag. Dengang kunne det ikke rage mig mindre at jeg fejrede dagen med at være spærret inde og på medicin, i dag bliver jeg dog trist ved tanken.

Det var på samme afd. og jeg har ikke sat mine ben der siden. Meget er blevet ændret. I dag er der kun enestuer, hvilket var noget der manglede dengang. Der var vist kun et par stykker, og jeg boede på den ene af dem, de første fire uger jeg var der. Det glæder mig at alle i dag har eget rum, for at dele med andre psykisk syge er ikke morsomt. Der var malet og sat pænere gardiner op, og kun et par enkelte fra den gamle stab var der endnu. Bl a en sygeplejerske, som havde en vis evne til at få patienterne til at få det endnu værre, når hun havde været forbi!! Hende kunne de sgu godt have skiftet ud også. Jeg kan forstå at hun er den samme som dengang, og stadig har det med at sige nogle temmeligt kiksede ting til de i forvejen sårbare patienter.
"Læg hende i spændetrøje" siger jeg bare..

Man bruger heller ikke døgnvagt på afdelingen mere. Er det nødvendigt med overvågning af en patient foregår det på det lukkede afsnit. Jeg husker hvor ubehageligt det var at skulle bade og gå på wc for åben dør. Det er selvfølgelig for patienternes egen skyld, det er jo en ting der bliver sat i værk, hvis der er givet udtryk for lede ved livet, eller hvis det er en manisk patient.. De kan godt være temmeligt svære at holde styr på, indtil deres Lithium virker.

Jeg husker en enkelt der skilte sig ud. Det gjorde voldsomt indtryk på mig og jeg var også underligt underholdt af hele det cirkus der var omkring hende. EEN lille kvinde var i stand til at holde en hel afdelings personale på stikkerne 24/7. Hun spunsede konstant rundt, var hele tiden i gang med et eller andet. Klistrede spillekort op allevegne, hørte musik for fuld udblæsning for at holde stemmerne fra livet, klippede i alt hvad hun kunne få fingre i, brugte en million drikkeglas og satte dem overalt. Havde smøger liggende i alle askebægre, og glemte med det samme at de var hendes og at de var tændte. Hun havde fire-fem sæt tøj på på een gang, det hele vendt på vrangen, gik altid med kæmpe solbriller og underlige dimser i det korte hår. Pyhh jeg bliver helt træt, når jeg tænker på det, og det gjorde jeg også dengang.

I dag var det bare et kort visit og der var trods fuld belægning, ikke et øje at se og helt stille.

Gensynet var dejligt og jeg bragte glæde med lidt hvide blomster og så en af de kopper jeg fik hjem i går. Den lyseblå med prikkerne på, passede lige til en lille hvid flittiglise. Buketten var med en stor hvid rose, en hvid gerbera og en kæmpe hvid rund blomst med masser af kronblade. Lidt ligesom en bonderose, men jeg ved ikke hvad den hedder. Hun blev glad og så var jeg det også. Behandlingen er elektrochok og jeg ved at hun går nogle svære måneder i møde, med ødelagt kortidshukommelse, men den kommer heldigvis tilbage ca seks måneder efter. Jeg skal nok hjælpe så godt jeg kan.

Nu sidder jeg her og det er endelig tid til at jeg kan hækle lidt. Tæppet var med på visit og jeg nåede da at komme en lille smule videre, hun skulle nemlig også lige se det.