11 juni 2009

Jubidu hvor er jeg heldig og et besøg på hospital

Jeg er heldig er jeg..

Boghandelen på Jyllingevej er jo desværre lukket, MEN i stedet er der så åbnet en dejlig strikkebutik. Det er noget der har manglet her, og jeg var forbi i dag. Der var forskellige tilbud og jeg fandt dette dejlige garn, som jeg ikke har prøvet før. Er jo stadig lidt ny i garn. Det jeg tidligere har gjort mig i har været bomuld og så lidt mindre kvalitetspræget garn. Men det gider jeg bare ikke mere. Garnet er blødt som en babys kind og der er lige nok til et halstørklæde til vinter.



Det jeg så syntes er super heldigt for mig er, at da jeg fik sludret lidt med damerne i butikken, viste det sig at de har en strikkecafe hver tirsdag fra 10 -12. DET er noget jeg har savnet. Det at jeg kunne finde nogle at dele min glæde ved garn med. Og som kunne hjælpe mig med det, jeg ikke selv fatter. Da jeg jo går hjemme er det helt perfekt for mig, og som ekstragevinst kan jeg øve mig i at komme lidt væk hjemmefra. Jeg savner at mødes med andre med samme interesse som jeg selv. Det er så hyggeligt, det at sidde og nørkle og sludre sammen. Eller... det forestiller jeg mig ihvertfald.


Så på tirsdag skal jeg for første gang være sammen med andre der som jeg kan lide at hækle/strikke. Et par timer er helt ok, og jeg glæder mig.


Butikken hedder Nørkleriet. Der er et godt udvalg af tilbehør, faktisk så godt at jeg ikke længere behøver at bestille over nettet. Det betyder minus porto og ekspedition, OG at jeg kan få hvad jeg skal bruge PRONTO. Det er jo noget der batter. :-) Garn vil jeg nok stadig købe her og der, men det er også helt fint. Det gør udvalget større.


Inden jeg kom så langt var jeg på hospitalsbesøg.


I den forbindelse, vakte det minder omkring dengang for næsten præcis 10 år siden, hvor jeg blev indlagt. Underligt at det lige skulle være nu, at jeg skulle vende tilbage. 10 august '99 er det helt eksakt og hvad mere er.. det var to dage før min fødselsdag. Dengang kunne det ikke rage mig mindre at jeg fejrede dagen med at være spærret inde og på medicin, i dag bliver jeg dog trist ved tanken.

Det var på samme afd. og jeg har ikke sat mine ben der siden. Meget er blevet ændret. I dag er der kun enestuer, hvilket var noget der manglede dengang. Der var vist kun et par stykker, og jeg boede på den ene af dem, de første fire uger jeg var der. Det glæder mig at alle i dag har eget rum, for at dele med andre psykisk syge er ikke morsomt. Der var malet og sat pænere gardiner op, og kun et par enkelte fra den gamle stab var der endnu. Bl a en sygeplejerske, som havde en vis evne til at få patienterne til at få det endnu værre, når hun havde været forbi!! Hende kunne de sgu godt have skiftet ud også. Jeg kan forstå at hun er den samme som dengang, og stadig har det med at sige nogle temmeligt kiksede ting til de i forvejen sårbare patienter.
"Læg hende i spændetrøje" siger jeg bare..

Man bruger heller ikke døgnvagt på afdelingen mere. Er det nødvendigt med overvågning af en patient foregår det på det lukkede afsnit. Jeg husker hvor ubehageligt det var at skulle bade og gå på wc for åben dør. Det er selvfølgelig for patienternes egen skyld, det er jo en ting der bliver sat i værk, hvis der er givet udtryk for lede ved livet, eller hvis det er en manisk patient.. De kan godt være temmeligt svære at holde styr på, indtil deres Lithium virker.

Jeg husker en enkelt der skilte sig ud. Det gjorde voldsomt indtryk på mig og jeg var også underligt underholdt af hele det cirkus der var omkring hende. EEN lille kvinde var i stand til at holde en hel afdelings personale på stikkerne 24/7. Hun spunsede konstant rundt, var hele tiden i gang med et eller andet. Klistrede spillekort op allevegne, hørte musik for fuld udblæsning for at holde stemmerne fra livet, klippede i alt hvad hun kunne få fingre i, brugte en million drikkeglas og satte dem overalt. Havde smøger liggende i alle askebægre, og glemte med det samme at de var hendes og at de var tændte. Hun havde fire-fem sæt tøj på på een gang, det hele vendt på vrangen, gik altid med kæmpe solbriller og underlige dimser i det korte hår. Pyhh jeg bliver helt træt, når jeg tænker på det, og det gjorde jeg også dengang.

I dag var det bare et kort visit og der var trods fuld belægning, ikke et øje at se og helt stille.

Gensynet var dejligt og jeg bragte glæde med lidt hvide blomster og så en af de kopper jeg fik hjem i går. Den lyseblå med prikkerne på, passede lige til en lille hvid flittiglise. Buketten var med en stor hvid rose, en hvid gerbera og en kæmpe hvid rund blomst med masser af kronblade. Lidt ligesom en bonderose, men jeg ved ikke hvad den hedder. Hun blev glad og så var jeg det også. Behandlingen er elektrochok og jeg ved at hun går nogle svære måneder i møde, med ødelagt kortidshukommelse, men den kommer heldigvis tilbage ca seks måneder efter. Jeg skal nok hjælpe så godt jeg kan.

Nu sidder jeg her og det er endelig tid til at jeg kan hækle lidt. Tæppet var med på visit og jeg nåede da at komme en lille smule videre, hun skulle nemlig også lige se det.

14 kommentarer:

  1. Det er noget lækkert garn du har købt. Glæder mig til at se hvad du får lavet af det. Kan godt forstå det var hårdt at besøge hospitalet i dag. Jeg synes du er en sej kvinde og uden at jeg kender dig - stærk på så mange måder. Knus og god hækling :-) det bliver flot dit tæppe

    SvarSlet
  2. Godmorgen Anette.
    Ja garnet er supert. Mange tak for din kommentar, min styrke tvivler jeg godt nok selv på til tider, men måske du har ret. ;)

    Mange fredagsknus til dig og jeg håber du ikke er druknet på din morgengåtur med Kenzo.

    SvarSlet
  3. Kender godt den strikke butik - den er så dejlig :-) De har også en hjemmeside.
    Dit hospitalsbesøg...Det er da godt , at du kan se der er sket nogle forbedringer på de 10 år. Og dejligt du bragte lidt skønhed der ind.

    SvarSlet
  4. Hej og godmorgen Miri.
    Ja jeg har besøgt hjemmesiden i går, men undrede mig over at der ikke er nogen købefunktion.. :-) Godt det samme dog, for det sparer mig for endnu flere fristelser..

    10 år er jo lang tid, så jeg ku dårligt huske alle detaljerne, men det kom tilbage igen, da jeg stod der.

    God fredag til dig :)

    SvarSlet
  5. Kære Henriette, du skriver så fint om hospitalsbesøget og hvad det fik op af tanker og følelser i dig. Tove Ditlevsen har skrevet om sin oplevelse af det samme, så hårene rejste sig i nakken ...Jeg håber, du kan støtte den, der er indlagt - elektrochok siges jo at være uhyre effektivt.
    Strikkecafeen lyder spuerlækker - og lige dig :O)
    Varme gråvejrsklem!

    SvarSlet
  6. Kære Madame.
    Tak for kommentaren. Jeg har også læst Ditlevsen og det rører en så meget. Det er helt rigtigt.
    Jeg vil gøre hvad jeg kan for at støtte, det er helt givet. :-)

    Tak for klemmet, her kommer et tilbage. ;)
    God fredag også

    SvarSlet
  7. Ohh hvem der bare kunne strikke og hækle. Ville selv besøge sådan en cafe hvis der var en tæt på, så kunne jeg måske lære det.

    Det kan altid være underligt og mere eller mindre behageligt at besøge steder som hospitalet, hvor du selv har været. Men det vidner om en styrke, at du ikke bare afviser besøg pga. ubehagelige erfaringer. Godt at høre, at de fysiske rammer er ændret til det bedre, det betyder alligevel noget.

    Har' en dejlig weekend Henriette.

    SvarSlet
  8. Jeg har hørt, at man er kommet meget længere med behandlingsformerne i dag og at man faktisk nu kan helbrede. Det gik min mor så glip af. Hun endte som svingdørspatient og til sidste døde hun helt alene i sin lille bitte beskidte lejlighed, fordi både distriktspsykiatrien, hjemmehjælpen og andre svigtede. (Måske også lidt mig. Men jeg trøster mig med, at man ikke kan og skal være mor for sin mor.)

    Så rigtig godt at høre, at der er sket så mange forbedringer - alene i forhold til det rent fysiske. Når jeg besøgte min mor undrede jeg mig altid over, hvordan man dog kunne få det bedre og komme hjem til sine børn i så ubeskriveligt rædselsfulde omgivelser.

    SvarSlet
  9. Fru E, du skal da bare i gang. Jeg selv VILLE bare lære at hækle, så jeg fandt nogle godfe anvisninger med små billeder og endda filmklip, som hjalp. Nu kan jeg da noget, og det går fremad hele tiden. :-)

    Dårlige minder skal ikke forhindre mig i at støtte veninden, men jeg ved godt at mange ikke bryder sig om at komme sådan et sted. Det gode er , at der ikke lugter af hospital..

    Mange tusind tak for din kommentar. Det gør mig så glad at få en hilsen.
    Og også en dejlig weekend til dig. :)

    SvarSlet
  10. Hej Susling.
    Der ER sket mange forbedringer, men jeg var faktisk også indlagt med flere svingdørspatienter. Det var næsten som om de var mest trygge når de var på hospitalet, og det vidner jo også om, det svigtende sociale net. :(

    Jeg har været utroligt heldig i min egen forløb. Har været begavet med utroligt dygtige og engagerede behandlere, i hvertfald efter jeg blev dagpatient. Det er vigtigt at få med. :)

    Så selvom omgivelserne sådan et sted er gyselige, er der mange patienter, der har det endnu værre hjemme. HVIS de da har et hjem..

    Tak for kommentaren og god weekend

    SvarSlet
  11. God weekend også til dig! (Og bare sådan i parantes, det var bestemt ikke min mening, at trampe rundt i noget. Jeg blev bare glad for, at "systemet" er blevet så meget bedre! Og alt det andet du skriver, det kender jeg alt for godt til. Min mor havde nu et netværk, men hun manglede sygdomserkendelse og til sidst sled hun netværket op. Men det er en lang og sørgelig historie, som jeg ikke behøver at vade rundt i :-)) Igen god weekend!

    SvarSlet
  12. Jamen søde Susling, det gjorde du skam heller ikke. Jeg er ret så afklaret idag, og kan uden problemer fortælle om det. Jeg er bare også så glad for at jeg har været en af de heldige der fik et godt forløb, for jeg er meget klar over at det er der mange mange flere der ikke oplever. :-)
    Dine ord er ikke taget ilde op;-)

    Jeg ved også at netop netværket kan blive helt slidt op, for faktum er at uanset hvor syg man i sindet kan være, OG at det bestemt ikke er noget man selv vælger frivilligt at blive, så er og bliver det en selvoptaget lidelse. Det får en negativ klang når jeg skriver sådan, men det er bare den simple sandhed. Når man er psykisk lidende, er der ikke rigtigt noget andet man kan forholde sig til, en een selv og sådan er det bare. Der er ikke overskud til at lægge mærke til om omgivelserne bliver brugt lidt for meget.

    Kan jeg forklare mig ordentligt? På skrift kan det hurtigt få en anden klang en det er hensigten og jeg håber at du forstår hvad jeg forklarer, på den rigtige måde :-) :-)

    Min psykolog sagde en gang til mig, at jeg var den første patient i hendes lange karriere, der havde sådan en selvindsigt, og evne til at kalde en spade for en spade om mig selv. Hmmm

    Så jeg ønsker også dig en super weekend og mange tak for at du overhovedet gider kommentere, det er altid konstruktivt.:-)

    SvarSlet
  13. Tak for info om Nørkleriet. Dér må jeg ud næste gang, jeg skal bruge garn. Der er alt for få garnbutikker i byen. De, som er her, har aldrig det garn, man skal bruge.
    God fornøjelse i caféen. Det er rigtigt hyggeligt at sidde og snakke med nogen over strikketøjet :o)

    Tak for din beretning fra psykiatrisk afdeling. Det var interessant læsning. Godt at høre, at du blev hjulpet for 10 år siden :-)

    Knus til dig!

    SvarSlet
  14. Kære Henriette, jeg synes, at du skal være meget stolt af dig selv, fordi du kan være så åben om noget, der på mange måder er et tabu (er det så ikke i min bog)! Jeg forstår tilfulde, hvad du skriver, når du snakker om, at en psykisk lidelse er "selvoptaget". Jeg har ikke selv måtte "bide i græsset", men jeg har måtte forholde mig til, at min mor gjorde det - på et tidspunkt, hvor jeg var meget ung - jeg har også selv måtte ræsonnere mig frem til, hvad der foregik og hvordan hun havde det. Selv var hun meget ulykkelig og følte, at hun svigtede mig og min bror. Men det syntes jeg faktisk ikke. Hun elskede os jo og hun kunne åbenbart ikke anderledes, end hun kunne.

    Jeg synes måske nok, at "systemet" burde have fungeret bedre. Hun havde to hjemmeboede børn og var faktisk kun i start ´30erne, da hun gik ned med flaget. Men systemet var nu en gang, som det var den gang (og måske endnu værre tidligere jvf. Tove Ditlevsen, men jeg kan også nævne Sylvia Plath eller Amalie Skram.)

    Så godt,at det er blevet bedre og endnu en gang: Vær stolt af dig selv!

    Kærligst! (Og skal vi da ikke snart ha' noget sol?)

    SvarSlet