10 juli 2009

Møde på kommunen

Dagen i går begyndte stille, men udviklede sig støjende..

De første timers ro, blev afløst allerede ved halv ellevetiden af det stik modsatte. Ældstesønnen kommer hjem fra sit lille formiddagsjob, og det går aldrig stille for sig. Hurtigt har han fået drillet Rasmus, smækket med døre og låger, smidt sine ejendele rundt omkring på kvadratmetrene, og med høj røst fået talt en masse. Sandsynligvis er det ikke usædvanlig opførsel fra en teenager, men når man sidder i situationen, er det utroligt forstyrrende. Både han og søster er meget voldsomme, og højrøstede børn. Det er selvfølgelig både et udtryk for deres personlighed, men i høj grad også for, at de begge har en ringe fornemmelse for hvad der foregår omkring dem. Mine egne har også deres fejl, de er bare begge mere stille i det. Mærker fint hvad der sker omkring dem, og opfører sig derefter.

Det blev for meget for mig til sidst. Der gik brydekamp i den, og tre nogle gange fire unger tumlede rundt i stue og entre og køkken, som børnene på rød stue. Tre fjernsyn der kører, musik fra alle ungers værelser, høje stemmer der på skift skændes og diskuterer, fik mig til sidst til at fortrække til soveværelset. Forskanset med mit strikketøj, kom jeg ikke ud før kæresten kom hjem og vi skulle videre til et møde på kommunen om netop vores familie.

I første omgang har de skrevet tilbage på min ansøgning om hjælp og aflastning, med et afslag, fordi vi ikke er belastede nok!

I stedet er der så indkaldt til dette møde, der handler om en §50 undersøgelse af Mira.

Vi ankommer og hurtigt gik det op for den iøvrigt meget søde og flinke sagsbehandler, at det muuuligvis nok er værd at kigge nærmere på familien som helhed. Hun var ude i en forklaring om at i dag, er den kommunale struktur ikke bygget på sagsbehandling af hele familier, men på det enkelte individ. OG derpå er der så også flere indover, hvis vi er ude i noget med at sygehus eller læger er på banen. Jeg syntes det er noget underligt noget, for det gør at feks vi som er seks, skal have seks koblet på , og at det ikke er lige sådan at få seks menneskers "behandlere" til at kommunikere og arbejde sammen. Men det er sådan det er..

Under alle omstændigheder kom vi godt rundt om alle ungernes problemstillinger, og også min rolle i familien. Hun var hurtig til at se, at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde med ansvaret og kræfterne, og var ikke sen til at foreslå forskellige ting. I første omgang blev der sat fokus på at vi har to fjortenårige der begge har brug for, at man holder øje med hvordan de trivedes. De to store er jo netop det.. store, og derfor ikke i hendes regi længere. Hun kom dog med navne og numre på dem som så skal træde til, omkring deres videre liv. Bla mentorordningen til Josefine er et skridt videre.

Det der slog mig, var at hun ret hurtigt kunne regne ud, at jeg selv er helt færdig. Hun kommenterede på det og slog fast at der må gøres noget, også for mig. Som helt fremmed fik hun altså med det samme set, hvor skidt jeg har det og at det slider på mig at have så meget uro omkring mig, min psyke taget i betragtning, hvorimod min egen elskede stadig ikke helt er med på hvorfor jeg er så træt. Det er lidt omvendt ik..

Jeg har nu fået til opgave at skabe mig noget frirum andetsteds. Det kan være et par faste dage, hvor jeg simpelthen ikke sover og er her hjemme, eller det kan her i sommerferien være timer hvor jeg ikke er her. Hvad kæresten inderst inde tænker om det, ved jeg faktisk ikke, han siger ikke så meget, men jeg lægger hovedet i blød for at finde ud af hvor jeg kan tage hen.


Efter næsten halvanden time, kunne vi tage videre ud og købe ind til tomme skabe i køkkenet og derefter hjem igen. Jeg var bombet i hovedet og resten af aftenen var kort for mit vedkommende. Min seng kaldte på mig.


Nu sidder jeg så her. Jeg er forberedt på at ferietid og den slags forsinker processen, men jeg kan se lidt lys foran mig, men jeg får den tanke, at det i stedet for at det er Mira der skal have en fast ekstra-weekendfamilie og de to store der skal videre herfra, så er det måske i virkeligheden mig der skal sendes væk, med jævne mellemrum!!!

Jeg føler mig lidt kikset..




Hmmm

24 kommentarer:

  1. Åh, Henriette - lad være med at føle dig kikset. Det er sket og sker så mange store ting i Jeres familie...

    Det jeg sidder tilbage med er spørgsmålet om, hvorfor din kæreste ikke 'mærker mere' end han gør. Har han lukket helt af for 'de smertelige oplevelser', han har haft i sit liv og er det derfor, han ikke rummer/forstår situationens alvor.

    Tager han heller ikke sig selv alvorlig?

    Jeg ved godt, at jeg spørger tæt ind, men jeg tænker bare, at det virker som om, at du bærer hele byrden selv.

    Sender dig mange gode tanker og knus.
    Kærlig hilsen Jeannette Mariae

    SvarSlet
  2. Kikset, det er du ikke !
    Du er et følsomt menneske.
    Dejligt at føle sig set og hørt af " systemet". Nu må vi så håbe , at der sker noget, for det er nu du og familien har brug for hjælp og forandringer.
    Du skal ha lidt pauser i ny og næ og håber du finder en løsning.
    Knus Miri

    SvarSlet
  3. Har selv arbejdet i systemet og sammen med sagsbehandlere og alle de forskellige der kobles på familierne, og det er et meget mærkeligt og tungt system. Heldigvis havde jeg en funktion, der gjorde at jeg kunne arbejde "på tværs", det lettede arbejdsgangen noget. Nok om det. Jeg føler med dig - og det er jo netop det, man kan, når man selv har et sind, der ikke altid makker ret. Når man selv har været der hvor man intet kan overskue og intet magter. Det er svært for andre - her kæresten- at sætte sig ind i, tror jeg. Men måske var det virkeligt en ide at du tog aflastning ind imellem ? Det var dejligt for dig at den sagsbehandler kunne se din situation, synes jeg. Du må gerne komme og prøve mit gæsteværelse og mit havvand...knus

    SvarSlet
  4. Pas på ikke at vende det hele mod dig selv.
    Du er da ikke kikset - du er presset, hvis du er noget. Undrer mig også lidt, at din kæreste er så fraværende. Har du et problem, har han jo også - i sagens natur. Ved godt, at det kan være svært at sætte sig ind i en andens sind og univers - men han bliver nødt til at gøre mere end blot prøve.
    Tænker lidt på dengang, jeg selv gik til psykolog med en fødselsdepression. Da endte det med, at min bedre halvdel kom med - og hold da helt op, hvor det hjalp på mangt og meget. Han fik nogle faglige forklaringer + nogle hint om, hvad der var gang i og hvad der kunne ske. Men det var bare en tanke....
    Under alle omstændigheder er det godt at høre, at du har fundet en 'system-person', som kan SE dig. Og som åbenbart ikke er bange for at bruge det, hun ser. Aflastning til dig lyder faktisk slet ikke tosset - slet slet ikke :-)

    Knus Gittemay

    SvarSlet
  5. Kære Jeanette Mariae. Du spørger slet ikke for tæt, for ku jeg ikke tage slags spørgsmål, skrev jeg ikke sådan som jeg gør. :-)

    Jeg tror faktisk at han prøver, og jeg har svært ved at sætte ord på hvad det er jeg fornemmer, men faktum er, at han vil gøre alt for min skyld, dog uden at fatte hvorfor jeg tager det som jeg gør. Ungerne har klart taget mig til sig som en morfortræder,og det er jo sk.. dejligt, men det betyder i praksis at de slet ikke bruger ham mere til andet end en "legeonkel". Det talte vi også om igår, og det var en af de ting damen satte lys på.

    Jeg har ihvertfald tænkt mig at gøre alvor af, at finde et sted hvor jeg kan ha et frirum. Og det har jeg det godt med. :-)

    Tusind tak for din søde kommentar, jeg bliver så glad og ønsker dig fortsat dejlige dage på engen. For du er vist hjemme igen ik.. ;))

    Knus Henriette

    SvarSlet
  6. Miri jeg har allerede besluttet mig for at sådan bliver det. I dag tager jeg til en veninde, og ud på en lille tur. Jeg vil også til Hillerød igen og til Tisvildeleje.

    Vi skal nok komme igennem det, men jeg er godtnok lidt udaset. :-)

    Mange tak for også din dejlige kommentar, og jeg ønsker dig en god fredag og weekend.

    Mange knus Henriette :-))

    SvarSlet
  7. Hej Lavendel. Det er jo nok pointen i det hele. Det at det er så svært for andre der ikke selv har psykiske begrænsninger, at forstå hvordan det er at være på halv kraft.

    Jeg kunne vildt godt tænke mig at kigge forbi hos dig, men Fyn er lige lidt længere væk, end jeg lige kan overskue nu. Men jeg tager det til mig og måske det bliver til noget en dag. :-)

    Mange tak for tilbuddet og for din kommentar, det er dejligt at du sådan vil hjælpe og det glemmer jeg ikke.

    Mange knus og dejlig fredag til dig. ;-)

    SvarSlet
  8. Gittemay, jeg vælger også at gøre noget ved det, og er igang med at finde muligheder. Han støtter mig jo egentlig hele vejen, og han har faktisk også været med hos min psykolog for at få en mere faglig og autoritetsagtig forklaring på mig.. :-)
    Det hjalp, og jeg tror egentlig bare at han skal mindes om det med jævne mellemrum, hvilket er svært for mig, da jeg har meget svært ved at tale og sige tingene højt.

    Jeg vil tage min bil og mit kamera og køre en tur nu, og sidenhen skal jeg til en veninde. Det glæder jeg mig til. :-)

    Hillerød og Tisvilde vil jeg også gerne se, og det er næst på programmet de kommende dage. :-)

    Mange kærlige hilsener Henriette og tusind tak for en dejlig kommentar. Jeg ønsker dig en dejlig fredag og sender lige et knus med på vejen. ;))

    SvarSlet
  9. Dejlig dejlig fredag til dig også. Det lyder som en rigtig skøn tur, du har gang i der :-)
    Du er da ret så hurtig, hvad angår at finde muligheder :-)))

    Knus Gittemay

    SvarSlet
  10. Kære Henriette,
    hele humlen er vel at tage plads og sige fra. Jeg ville ønske, at min mor havde gjort det noget før. Det ville have gjort mit liv lidt nemmere. Derfor bestemte jeg mig til, da jeg selv fik børn, at de gladeste børn, var børn, hvis mor også gjorde noget for sig selv en gang i mellem. Ikke nødvendigvis de vilde ting, men bare noget med at markere grænser og tage sig et indre rum. De her grænser kan så være svære at finde - især hvis ens grænser er blevet overskredet mange gange. Men jeg kæmpede og jeg nægtede at offer-gøre mig selv. Blev jeg offer, blev mine børn det jo i sidste ende også. Men jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan det er at have ikke-ork, sådan på den seriøse måde. Jeg har været nede og der har været dage, hvor dynen ville være den bedste ven. Men hver gang har jeg tænkt på min mor, der bare lå der og ikke var til at nå, så jeg tvang mig selv op og ud i livet. For min egen skyld, for mine ungers skyld og for ham jeg elsker.

    Det er vel egentlig også det, du gør nu!

    PS. Du skal være så velkommen her hos mig ved havnefronten, hvis du sku' få lyst. Jeg kan tilbyde en times grin og gråd og lidt godt til ganen.

    SvarSlet
  11. Kære Henriette, Hvis der er noget du IKKE er så er det kikset!! Hvor er jeg glad for at læse, at I formenligt snart kan få noget hjælp/aflastning til børnene og fremfor alt, at du vil skabe dig et frirum til at kunne være dig selv. Det kan vi alle have brug for indimellem. Bare det ikke er noget der stresser dig - at skulle finde et sted at være når du skal "holde fri" Ville du ønske du boede tættere på mig men det er lige langt nok væk. Masser af knus

    SvarSlet
  12. Hej Gittemay. Ja frihed lader jeg mig ikke vifte om næsen med ret længe uden at gøre et eller andet.
    Heldigvis har jeg min gode veninde som ikke selv er så meget hjemme for tiden, hendes bolig må jeg låne. Her er jeg så lige nu og det er hendes bærbare jeg bruger. Vi spiser jordbær med is og hygger ellers bare 100%

    Juhu det er skønt.

    SvarSlet
  13. Kære Susling. Det der med din mor på sofaen rammer jo et totalt ømt punkt.. Det er nemlig slet ikke sådan jeg ønsker børnene skal opleve mig. Jeg vil jo helst være stærk og glad. Nu gør jeg så noget for at det skal ændres og jeg ser frem til at få lidt space til mig selv.

    Jeg tager dig nok på ordet, skal bare lige tjekke om du mon er en heks eller ej.... Hihi

    Er du en heks kunne du jo selvfølgelig trylle mig om til en overskudsmor. Bebe og please. :-)

    Jeg sidder her ved venindens bærbare og det er dejligt at være lidt væk hjemmefra. Vi smovser i røde bær og i fra Morten Heiberg. Yums.

    Mange knus og tak for din kommentar. Det er altid konstruktivt det der kommer fra dit tastatur. ;)

    SvarSlet
  14. Hej Anette. Ja hvad er det for noget med afstanden her?? Men det glæder mig også at du skriver og så nøjes vi med det.
    Jeg har det godt lige nu og ser frem til lidt flere timer endnu før jeg vender snuden hjemad.
    Eneste minus er at jeg savner mine små hårbolde..

    Knus til dig og også til Kenzo :-)))

    SvarSlet
  15. Kære Henriette, der er kommet så mange dejlige og kloge kommentarer, at der næsten ikke er mere at sige. Men kikset er du i hvert fald ikke - du er reflekteret og klog, og jeg har jo været så utrolig heldig at møde dig i virkeligheden og ved, at du er, som du skriver.
    Masser af varme tanker til dig, klem!

    SvarSlet
  16. Dejligt at høre, at der forhåbentligt snart kommer lidt løsning til glæde for dig.
    En lille tanke: Du kan have en "nødhjælpstaske" i bilen, indeholdende lidt godt til dig, ekstra tæppe, pude, strikketøj, regntøj og hvad du ellers har brug for, og så futter du ellers afsted, til en skov, en sø, et stille sted, hvor du kan gå en tur eller sætte dig på bagsædet med pude og tæppe, med god udsigt og slappe helt af og nyde stilheden. Det er fantastisk dejligt, nemt og billigt.

    SvarSlet
  17. Meget er blevet kommenteret og jeg vil ikke gentage for meget. Men det må da være en dejlig følelse at der "endelig" er en der kan mærke hvordan du har det. Måske kan hun forklare kæresten hvad det er der tynger dig. Nogle gange skal der en anden til at få de nærmeste til at forstå.

    Det virker til at der er en lille lysning et sted forude. Gå efter det og så må du have en rigtig god weekend.
    Hvis du er så kikset som du syntes, så er du det på en rigtig charmerende måde ;)

    KH Kari

    SvarSlet
  18. Jeg tror så'gu også, at det er dig, der trænger til en aflastningplads, Henriette :O)

    Rigtig god weekend :-)

    SvarSlet
  19. Hej Lotus.
    Ved du hvad, det var faktisk ikke nogen dum ide. Jeg har jo allerede både tæpper og pude i bilen. OG en thermokop til kaffen. Gud da, at jeg ikke selv har tænkt på det. :-)

    Jeg er den der er kørt... på mandag når det er hverdag igen.

    Mange tak for et fedt råd og knus til dig.
    Kh Henriette :-))))

    SvarSlet
  20. Hej Kari. Ej hvor er du da sød. :-) Nu er jeg da helt glad. jeg planlægger lidt mildere samtale i morgen med kæresten. Det skal nok gå, for vi vil jo begge to så gerne det her. Men der er to om ungerne, så der skal også være to om ansvaret.

    Også god weekend til dig og jeg håber I får hygget i familien. :-)

    SvarSlet
  21. Hi Lone. Ja hvorfor ikke.. :-)

    Det var ihvertfald dejligt i går, og mandag finder jeg på noget igen.

    Knus Henriette

    SvarSlet
  22. Mange tak Madame for de varme ord og knus.
    Ja, jeg har jo allerede fået gode og dejlige forslag til alternativer, så jeg skal nok finde ud af det tror jeg. :-)

    Mange weekendknus også til dig. :-)

    SvarSlet
  23. Hej Henriette,

    Jeg har læst med her et stykke tid men endnu ikke kommenteret. Men nu kaster jeg mig ud i det ;-)

    Jeg lider af depressioner og min mand forstår det heller ikke altid, men jeg trøster mig med at det er fordi han heldigvis aldrig selv har været der. Han støtter og er der, men forstå kommer han aldrig til. Og det er fint med mig.

    Jeg synes det er alletiders at du straks finder ud af at få tid for dig selv. For tit er det jo os (mødre/kvinder) der har brug for bare 1 time for os selv og hvor er vi dog elendige til at tage den time! Tænk på hvor meget du nyder strikkecafeen fx. Eller en time i naturen med kameraet. Eller en times massage. Det er simpelthen godt for sjælen :-)

    God weekend.

    SvarSlet
  24. Kære Britta. Hvor dejligt at du kigger med og jeg er da så glad for at du nu kommenterer. Jeg bruger søreme alle de råd og kloge ord der kommer, for det er jo livserfaring der bliver delt ud af. :-)

    Du har ret i at man ikke kan forlange eller forvente at omgivelserne skal kunne forstå, men gerne acceptere ens problem. Det skal man selv have prøvet tror jeg.

    Stikkecafeen er bestemt et hit hos mig og efter deres 14 dages ferie (ÆV) så er jeg bestemt på plads igen.

    Mange kærlige hilsener og tak
    Henriette :-)

    SvarSlet