Indfrahøjreforældremøde

Der kom lige et møde ind fra højre..



Siden jeg flyttede fra min eks med Josefine, har jeg ikke været i kontakt med skolevæsenet af nævneværdig betydning. Heller ikke lus for den sags skyld!!

Her til eftermiddag fik jeg så lige en opringning, med besked om at der er møde på Rasmus' skole nu her til aften kl 19. Desværre har jeg jo ikke lavet en hujende fis i dag, og jeg kan slet ikke klage over hverken minus overskud eller kraftige smerter et eller andet sted, så jeg tager selvfølgelig afsted. Desværre er John ikke hjemme og ham ville jeg egentlig gerne have haft med, og desværre er jeg heller ikke den der har super stor succes til den slags møder, så derfor er jeg alligevel øv over at skulle derhen.

Jeg ved ikke lige hvorfor, men den slags møder får altid det værste op i mig. Jeg som ellers altid er så tilbageholdende med at gøre mig upopulær, kan bare ikke holde kæft i netop dette forum. Det er meget muligt at jeg nu træder en masse over tæerne, men så kører jeg jo bare stilen videre også herinde. :-)


Til sådanne arrangementer er det jo givet at vi som forældre kommer med en holdning til hvordan vores børn skal opdrages og indlæres når de er på skolen. Det er helt fint, men allerede da ungerne var små, blev der tændt en lunte inden i mig. Det var da vi var til et møde der handlede om de smås medindflydelse på deres hverdag. Her har vi altså pædagoger der sidder i ramme alvor og taler om, at tre-fire årige skal være med til at bestemme hvordan tingene skal køre i børnehaven! Selvfølgelig er jeg ikke afvisende overfor at de i rundkreds kan tale om hvilke ture der kunne være sjove at ta ud på, eller om der skal læses den eller den bog højt i sovetimen. Der hvor filmen knækkede FULDSTÆNDIGT for mig, var da nogle af forældrene insisterede på, at deres børn skulle have lov til selv at bestemme hvornår og hvordan de ville indtage deres frokostmadpakke.

Jamen helledusseda.
Se det lige for jer:


20 børn på en stue med to - tre pædagoger. Alle disse børn er sultne på forskellige tidspunkter, ergo er der hele tiden mindst eet barn der fiser rundt med en leverpostejmad i hænderne. For slet ikke at tale om hende der syntes det var i orden at lille Hans ikke sad ned når han spiste.. "Han syntes jo det er så meget skæggere at løbe rundt når han tygger", var hendes forklaring.

I min bog så skal de unger bare lære at sidde (pænt) ned ved måltiderne. De skal lære at sidde forholdsvis roligt når maden skal indtages og de skal blive siddende til alle har spist færdig. Derefter skal der i fællesskab ryddes af bordet og hvad der ellers hører med.


Rasmus i børnehaven. Han ser sur, for han ville ikke være klædt ud.


Det er muligt at jeg er håbløst bagefter, men min teori om at det ender i kaos, er sådan set bekræftet i og med at mine to " nye" børn, der aldrig har haft egentlige regler eller normer, i dag spiser og opfører sig dybt uacceptabelt når vi spiser. Den ene nægter at bruge kniv fordi det er alt for besværligt!!! og den anden nægter at gå et andet sted hen og ryge, så tågerne står os om ørene ligeså snart han selv er færdig med at spise...

Lige præcis de her problemstillinger her i huset, har jeg nu så valgt at stå af på. Det må sejle må det, for jeg har bare ikke de kræfter der skal til, når det handler om at rette op på gamle mønstre. Jeg HAR prøvet og det er alt for opslidende. Men det er så netop min pointe. Det er da vigtigt at de fra små lærer almindelige regler for opførsel sammen med andre.


Det var så lige et sidespring fra aftenens møde, men humlen er den samme. I alle årene har der været disse forældre, der ønsker at deres børn skal være frie fugle, og ikke lære at indrette sig efter andre. De skal være individualister skal de.


Nu er der bare det problem, at den slags børn bliver til de unge, der ikke kan fatte at man gør som der bliver sagt på en læreplads. De bliver til dem, der vil have medindflydelse også som elever, og det er nu engang sådan at man starter i bunden og ikke får firmabil med det samme.
De bliver senere til voksne der ikke kan indrette sig i et forhold. Som ikke kan finde ud af at gå på kompromis og som generelt kun tænker på sig selv.



Ja ja det er hårde ord, men jeg er trods alt så gammel nu, at jeg rent faktisk ved hvad jeg taler om. Så jeg skal altså her til aften ruste mig til lidt af hvert, for jeg husker nemlig godt de fleste af de forældre der er i den klasse. Og i mellem dem, er der altså nogle der er riiimeligt alternative.





For lige at lette lidt på stemningen, så er her et billede af Rasmus og Josefine til fastelavn.
Rasmus HADEDE at være klædt ud, og det ses tydeligt her på billedet. Josefine derimod elskede det og det er hende der griner højt lige ved siden af ham.

Jeg syntes det er sådan et morsomt billede. Og vi har faktisk ikke eet eneste af ham hvor han syntes det er morsomt....