Tusinde tak og dato for strikkeklubbens 1. møde

Det var min fødselsdag i går og jeg tror aldrig jeg har fået så mange kærlige hilsener som I gav mig her på min blog. Tusind tak allesammen, det varmer mig så meget.


Tænk, jeg blev og er så glad for dem at jeg da jeg skulle sove, helt fik tårer i øjenene. Ja ja jeg ved det godt, jeg er muligvis lidt for let at bevæge, men jeg har altså virkelig et anstrengt forhold til min egen fødselsdag. Det har slet ikke noget med alder eller tiden der går at gøre, det handler om at jeg de seneste år slet ikke har oplevet at være fejret.

Da jeg fyldte 40 var jeg helt alene. Der skulle have været fest, men jeg måtte aflyse fordi der var risiko for at min mand, som jeg lå i skilsmisse fra, ville sabotere arrangementet. Festen skulle holdes i vores dengang stadig fælles lejlighed..


Året efter var jeg involveret med den mand jeg tidligere har fortalt lidt om. Vi havde været på en minibilferie i DK, og vi kom hjem dagen før altså d. 11 august. Jeg ville gerne hjem til mig selv og sove, efter at have sovet i bilen på turen, men han ville ikke med, så vi skiltes og først sent om aftenen d. 12, fik jeg en sms med en hilsen. " Nå ja forresten.. er det ikke i dag du har fødselsdag? Tillykke da ". Den hilsen døde jeg lidt over. Det år var jeg så også alene. Jeg var overbevist om at vi skulle have været sammen, og at han ville dukke op som en overraskelse, men der havde jeg altså forregnet mig.

Sidste år inviterede jeg gæster. Dengang boede John og jeg stadig hver for sig, og vi havde inviteret dem hertil. Den dag fik jeg ingen godmorgentillykke, der var ikke nogle flag til mig, ingen gave eller noget kort. Inden gæsterne kom, havde jeg selv sørget for mad til familien her, bagt boller og lavet lagkage, selv sat flag op og dækket bord og alt det andet der hører til. Jeg var så skuffet som en havegang, fordi jeg et eller andet sted har haft den ide, at på min egen fødselsdag skulle jeg forkæles, nøjagtig som jeg forkæler dem jeg holder af, på deres dage. Der besluttede jeg aldrig igen at forvente noget.

I går bad jeg så selv om at få et flag sat frem da jeg vågnede. Jeg fik en gave som jeg er så super glad for, jeg har ønsket mig den det sidste halve år, men det var kun Mira der sagde tillykke, fordi John bad hende om det. Min middag bestod af nudler og en is fra fryseren. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at stå og lave mad selv. Jeg var ikke så frisk i går, og tænkte at det måske ville være en dejlig gave at få, at der blev lavet mad til mig. Men sådan gik det ikke. Ingen kort i postkassen, men min mor og far ringede for at sige tillykke, og jeg er så glad fordi min faster som jo er meget syg, huskede min dag, hun havde sendt et langt skriv som jeg fik i tirsdags, og ligeså gjorde min syge veninde som jeg låner lejligheden af. Jeg fik den mest fantastiske sms fra hende. Der var også en mail i min indbakke og de hilsener er alle nogle der varmede mig meget. MEN..


Jeg ved ikke.... Fødselsdage sucks.

Min gave. En musikspilledims, så ikke har nogen ledning, men sidder direkte på øret og som skal fyldes med klassisk musik og Sinatra, så jeg har det at lytte på, når tankerne går i selvsving. Jeg er vildt glad for den. :-))



Og så til noget helt helt andet.

Jeg har sammen med Losarinas mor aftalt at vi skal mødes d. 3 sept kl 18.30 hos hende. Alle der kommer må meget gerne lige sende en mail, så vi ved hvor mange vi kan forvente at se. Medbring nørklerier, godt humør og lysten til at hygge.

Jeg glæder mig meget til at mødes med jer der kommer, og håber at det kan blive et tilbagevendende arrangement.

På med vanten og i gang med pinde og garn. Vi ses d. 3 sept.
Kærlig hilsen
Henriette og Miri.