om at huske og glemme

Godmorgen til en ny dag..


Jeg har ikke meget på hjerte lige nu, lidt underligt for i aftes lige inden sengetid, var der masser jeg havde lyst til at skrive om. Det føg om ørene på mig med inspiration og ord der ville ud. Da det var sent måtte det vente og tænk..

Nu kan jeg ikke huske en bønne af hvad det handlede om!

Nu sidder jeg så her, med hænderne på tasterne, roen har sænket sig over huset, men jeg er helt tom. Ikke een eneste ting dukker op. Sådan går det tit, og jeg husker hvordan da jeg var yngre altid fik en masse kreative ideer når jeg lå der i mørket og skulle sove. Der har været nætter hvor jeg desideret vågnede midt om natten, fordi en ide poppede ind i hjernen og måtte ud, så jeg havde dengang altid en blok liggende ved min seng, ellers kunne jeg slet ikke falde i søvn igen.

Mangen en sen aftentime, har jeg pludselig været helt ustoppelig og har flyttet rundt på møbler og bøger, billeder eller hvad det nu kunne være. Jeg husker hvordan min far rev sig i håret, fordi jeg nu igen havde ændret på indretningen, og han måtte igang med at flytte hylder og lamper.

Sådan et der fortsat helt frem til idag.

Eneste periode hvor min kreativitet har været sat på stand by, var da jeg var på Lithium. Det får man, når man ikke kan stoppe tankemylder. Desværre stopper det også alt andet. Man bliver som en zombie, der langsomt går rundt uden for sig selv. Alt sker i slowmotion og man tænker en tanke men kan ikke handle på den. Det er umuligt at beskrive, og absolut ikke noget jeg vil ha igen, medmindre altså at jeg bliver så syg som dengang. Der var ikke nogen vej udenom. Efter måneder uden nattesøvn, og ustoppelige ord der fræsede rundt i mit hoved, var det en befrielse at kunne slappe af, men der er en pris der skal betales.

Man mister sig selv og sin personlighed.

Med alt det jeg ellers også går og må notere ned, bør jeg måske igen til at have en blok ved min seng. Det er nemlig ikke første gang, at jeg har ligget der og "skrevet" en tekst i mit hoved. Haft en virkelig god formulering og PUF, næste morgen er der ikke eet eneste ord lagret på min indre harddisk.


Det er da irriterende...


Generelt er min hukommelse blevet for ringe syntes jeg. Sygdommen har sin del af skylden, der er flere sorte pletter tilbage i tiden, og korttidshukommelsen led et knæk da jeg gik ned, men desværre må jeg til at indse at det nok også handler om min alder og min hverdag.

Jeg syntes ikke der er nogen i min omgangskreds der ikke klager over at de glemmer. Alle som en går vi der og skriver sedler og lister, noterer i lommebøger, kalendere, på mobil og computer. Bliver der ikke skrevet ned, bliver det glemt.

Jeg har bare også en lumsk mistanke om at vore hjerner bliver sløve fordi vi har så mange hjælpemidler idag. Selv har jeg feks været eminent til at huske tal og numre.. FØRHEN!
Der var ikke det telefonnummer, cprnr og kontonummer jeg ikke kunne udenad. I dag, hvor alle mine telefonnumre er listet under navn i mobilen, aner jeg selv ikke hvad mit hjemmenummer er. Jeg kan simpelthen ikke huske det.

En anden sløver er at gå hjemme. Det er ikke befordrende for ens tankevirksomhed, ikke at blive udfordret hver dag. Mange ældre mennesker holder deres hjerner i gang med kryds og tværs'er, en form for gymnastik til hukommelsen. Det er jeg meget bevidst om, og jeg prøver at holde mit hoved lidt i gang, men faktum er at jeg ikke tænker så hurtigt som førhen, glemmer fra næse til mund, og hele tiden slæber rundt med sedler og andet med beskeder til mig selv.
Nogle gange kan jeg f... ikke engang huske hvorfor jeg har sedlerne på mig.



Og hvorfor var det lige at jeg sad og skrev dette indlæg? Det har jeg da rent glemt.. :-)