01 oktober 2009

Hjertesuk,asperger og dagens udfordring til mig selv

Jeg er bænket i min seng endnu...

Ikke fordi jeg er syg eller træt eller noget, men simpelthen fordi her er så hundekoldt her til morgen i mit soveværelse. Jeg har ikke rigtigt accepteret, at det er tid til at skifte sommerdynen ud med min elskede varme dobbeltdyne. Jeg sover som gud har skabt mig fordi det er rarest, jeg hader at have nattøj/kjole på, for hver gang man vender sig følger tøjet ikke med, og så kan jeg ligge der i tøj der er helt drejet og bukser der kryber langt op ad benene UF DA..
Nu ku det så godt se ud til at jeg enten må bide i græsset og tage noget kluns på eller lukke døren ELLER begge dele, for kæresten er begyndt at komme med protester.Her i huset er det nemlig ham der er den pjevsede hihi. Ja ham min mandede mand er sgu en kylling siger jeg bare.. Pip pip


Et lille hjertesuk skal der også lyde herfra i dag. Bær over med mig, for jeg er kun et menneske med begrænsede pædagogiske egenskaber.


Jeg syntes søreme det er svært at være reservemor, især til en asperger.
Så er der jo nok nogle, der ( med rette ) vil indvende at det sikkert heller ikke er let at få en "ny" mor, men nu er det her heldigvis MIN blog og jeg må/kan skrive lige hvad der passer mig. Brok og beklagelser er min ret her på siden, og har familiens øvrige medlemmer noget de er trætte af ved mig, må de selv finde en måde at få afløb for det på.

Jeg syntes at hun for tiden er gået lidt tilbage i sin adfærd. Hun vil jo aldrig være alderssvarende, men alligevel er det mere udtalt nu, at hun har sider der fungerer som en tiårig. Bla kan hun ikke tage en selvstændig beslutning om noget som helst. Umiddelbart lyder det jo ikke som noget særligt belastende, men på en eller anden måde trækker det alligevel tænder ud. Måske det er fordi jeg ikke endnu har på rygraden at hun er "syg", måske det er fordi hun ikke er min egen. Helt små dagligdags ting som om hun skal have trøje på eller ej skal hun have svar på.

Det er en ting der er svær i alle sammenbragte familier vil jeg tro, og jeg har tænkt meget over hvordan jeg ville reagere, hvis det havde været et af mine egen børn der havde den diagnose. Er jeg et dårligt menneske når jeg indrømmer, at jeg kæmper med irritation og utålmodighed??

Måske og det erkender jeg så at jeg er, for her kommer jeg altså som pædagog og "mor" til kort.

Mange mange gange hver dag, fra morgen til aften spørger hun om ting som for alle os andre er helt indlysende. Det vil sige at det er ufatteligt svært at forholde sig til at svare seriøst og fornuftigt, især fordi det er så udtalt.

Jeg er nødt til at komme med eksempler her tror jeg:

"Er der ikke mere tun? " spørger hun imens hun kigger på den tomme hylde hvor det plejer at stå. Vi andre ville bare kigge og inden i os selv konstatere at det ikke er i dag at vi skal have tun.. Som det er, så skal jeg så altså svare nej det har vi ikke, selvom jeg syntes det er så himmelråbende indlysende at når hylden er tom, ja så er det altså ikke fordi i har et ekstra lager af tun i stuen, som vi bare har glemt at sætte i køkkenskabet.

Jeg VED godt at det for den skarpe læser her vil se ud som om jeg er dybt urimelig og intollerant, og det kan jeg godt forstå, men hvad I må forsøge at sætte jer ind i er, at sådanne spørgsmål falder i en lind strøm hele dagen igennem. På et tidspunkt begynder det at blive lidt trættende hele tiden at skulle være pædagogisk. Jeg er kun et menneske.

Hvorfor koger kedlen? (ja det er jo fordi jeg har lyst til en kop kaffe!)
Hvad laver du? ( jeg sidder såmænd og læser!)
Hvad er det? (Ja det du peger på er en hakkebøf, og iøvrigt noget der bliver lavet rimeligt ofte!)
Hvorfor gør du det? ( ja man skal jo tørre op efter sig, når man har spildt mælk!)
Hvorfor er sovsen ikke varmere? ( tjaa det ved jeg søreme ikke, men måske den har stået og ventet lidt for længe på kartoflerne!)
Hvorfor har du sko på? ( Jo ser du, jeg kan ikke lide at gå på bare tæ'r når her altid er så beskidt på gulvet! )
Hvorfor er der det? ( ja det er jo fordi ingen af jer kan finde ud af at tage jeres snavsede sko af OG fordi I ikke gør rent på jeres egne værelser. Så slæber i jo alt muligt med ind i vores stue, hver gang i kommer ud fra jer selv..)
Hvorfor mangler der sukker? ( ja det er fordi der er blevet brugt op!)
Hvorfor er det ikke den samme tandpasta som vi plejer at bruge? ( tjoo der var ikke lige andet i butikken!)
Er det koldt i dag? ( ja klokken er jo kun syv og jeg har ikke selv været udenfor, så det ved jeg sørme ikke, men gå ud på altanen og mærk efter..)

Jeg er ked af at indrømme det, men jeg bliver så træt.
Det var dagens hjertesuk og så nok med det.


Jeg har besluttet at skifte min bagrund her på siden en gang om måneden fordi jeg syntes det skal passe til årstider, vind, vejr og traditioner. Desværre er jeg ikke helt tilfreds med udvalg og muligheder så dagen i dag er tilegnet endnu et forsøg på at forstå Wordpress. Det er ikke første gang jeg prøver at forstå, men det ku være fedt selv at bestemme udseende og layout, så jeg kaster mig over det igen. Det kan da ikke gå andet end galt. ;)

20 kommentarer:

  1. Jeg synes ikke, du er et dårligt menneske, Henriette. Jeg forstår dig faktisk godt. Men du er ikke pædagog - og skal heller ikke opføre dig som sådan. Du er mor. Og du er træt og brugt - og dét forstås, for det må være aldeles anstrengende - også selvom der findes en diagnose. Ingen kan være superforstående, supertålmodige og superoverskudsmennesker altid. Heller ikke du. Og det er helt ok. For jeg er sikker på, at du prøver hver eneste vågne time. Indimellem springer elastikken bare. Det er s'gu hårdt at have med den slags problemer at gøre dagligt. Du bliver også nødt til at kigge på de 90%, hvor du håndterer det godt.
    Det ER en stor belastning for en familie at have sådan et barn - og det kan man erkende eller lade være med. Du vælger det første - og det er GODT. For det skal ud. At du erkender det, gør dig ikke til et dårligt eller upædagogisk menneske - snarere et ærligt et af slagsen. Ingen kan være supermor altid.

    KH Gittemay

    SvarSlet
  2. Da jeg læste dit indlæg, må jeg indrømme, at jeg synes, at det er 'synd' for Jer begge to. Ingen er supermor, men der er heller ingen, der er en superdatter/superreservedatter.

    Hvor er hendes far egentlig henne i alt dette her???

    Jeg håber, at I finder ud af det. Der er jo en læreproces i enhver situation.

    Kærlig hilsen fra Jeannette Mariae ;-)

    SvarSlet
  3. Kære Gittemay.
    Tusind tak for dit input, jeg går bare lidt kold til tider.

    Knus Henriette

    SvarSlet
  4. Kære Jeanette Mariae. Ja det kan du sådan set godt spørge om, han er ikke påvirket af noget jo, og iøvrigt heller ikke så meget hjemme og sammen med hende som jeg jo er...

    Tak for kommentaren og knus
    Henriette

    SvarSlet
  5. Henriette, jeg ville gerne komme med noget konstruktivt, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke en gang sætte mig ind i din situation.

    Aspergerbørn er meget anstrengende og krævende, har jeg hørt og oplevet et par gange. At være en sammenstukket familie kræver også sit. Så æh...for en gang skyld får du bare et strøg over skulderen fra mig - ae, ae...

    SvarSlet
  6. :) Jamen der er heller ikke så meget at sige, og det forventer jeg egentlig heller ikke, jeg skriver jo bare for at lufte ud..

    Men det gør godt med lidt strøg, tak for dem ;))

    SvarSlet
  7. Det lykkedes da at få skiftet baggrund !
    Fokus.Fokus og fokus. Hvis vi vælger at fokusere på det negatvie/det der går mindre godt- så er det dét der vil fylde. Hvis vi vælger at fokusere på dét der går godt, det der fungere, så vil vi få mere af det- det vil fylde.
    Det er svært, men -som du ved, øvelse gør mester :-)

    SvarSlet
  8. Selvfølgelig er det anstrengende at være reserve-, pap- eller plasticmor! Det er en gave og en forpligtelse og jeg håber børnene forstår at hjælpe med at sætte ord på. Jeg husker engang Malte skrev digte, og jeg lånte en bog, "Skriv et digt, mor!" man kan sige at jeg var hans mor ud over at være hans far, for vi boede sammen i Vejby og moderen i Roskilde og så Helsinge.
    Nå men det er længe siden. Knus!

    SvarSlet
  9. Der er vel ikke noget at sige til at du bliver træt indimellem Henriette. Sender dig mange knus og håber det bliver lidt lettere snart. Må jeg spørge om hun får noget "hjælp" til at tackle ting?? (Du behøver ikke svare hvis det er for nærgående et spørgsmål!) Mange knus

    SvarSlet
  10. Jeg har arbejdet med voksne mennesker med autisme og 10 år er da vist højt sat i nogle af tilfældene. Det er vildt trættene at arbejde med autister, de sætter en plade på og så kan den ellers køres igen og igen. Det er noget der dræner kræfterne og kan nemt få een til at miste en del af den pædagogiske sans man ellers ville indeholde. hvis du er en dårlig "mor", så er jeg det dælme også. Og mit barn er altså helt normalt. I virkeligheden så er vi alle lidt autister i mere eller mindre grad. Jeg tror man skal være ret god til at lave struktur for dem og tingene skal være som de plejer, det er hårdt arbejde og jeg tager hatten af for dig : )
    Knus Rikke

    SvarSlet
  11. Henriette, noget af det du siger kender jeg, og så kender jeg det ikke, for mit eneste kendskab til asperger er Ungersvendens bedste ven, der helt sikkert kun har en ringe grad af diagnosen.

    Alligevel minder det du siger mig om mit arbejde, hvor jeg ind imellem kan få stillet det samme spørgsmål 25 gange i træk - af helt almindelige børn.
    Min forskel er bare at det er 25 forskellige børn, der stiller samme spørgsmål, og selvom jeg til tider er ved at brække mig over at skulle svare, kan jeg godt trække vejret dybt og fokusere på, at den næste der spørger, ikke har hørt svaret før.

    Det er helt anden situation du står i, og jeg ikke i tvivl om at det kan være temmelig meget op ad bakke.

    Jeg synes du er sej, og jeg synes du håndterer fornuftigt og gennemtænkt på dine præmisser, men jeg er heller ikke i tvivl om det er svært.

    Og så tænker jeg, aspergerbarnet får formentlig noget hjælp på hendes vej til at takle verdenen, men hvad med dig?
    Er der nogen hjælp at hente for dig, på din vej for at takle aspergerbarnet?

    Hav en dejlig dag :)
    Knus

    SvarSlet
  12. Varme klem til dig, Henriette, jeg har lige læst dit indlæg og kommentarerne herover, og jeg forstår godt, det kan være hårdt for dig. Jeg havde en veninde, som stillede spørgsmål ved alt - og nu går det pludselig op for mig, hvorfor. Jeg magtede det ikke i længden. Miris råd om at holde fokus lyder helt rigtigt i mine ører.

    Ha' en dejlig fredag!

    SvarSlet
  13. Ja fokus jeg ved det godt. Mit fokus er vist lidt sløret nu.

    Baggrunden er stadig fra "cutest blogs", Wordpress er altså ikke så ligetil for mig, men jeg skal nok lære det;)

    SvarSlet
  14. :) Tak for kommentaren dax. Jeg må bare fortsætte med øve tror jeg

    SvarSlet
  15. Hej Anette,
    Hun får hjælp på skolen, men dagligdagen hjemme og de andre ting der er "igang" omkring hende, er ligesom gået lidt i stå. Jeg ved ikke.. vi har ikke hørt en lyd fra hospital ell kommune siden før sommerferien og jeg må nok til at begynde at rykke her også. Jeg har bare haft det sådan at jeg ikke orkede at skulle være frontløber for alle børn og derfor overlod jeg jo ansvaret for hende til kæresten...

    Tusind tak for kommentaren og god fredag

    SvarSlet
  16. Rikke, netop struktur og den slags, er jo det jeg ikke kan overskue selv. Hjælpen til det er ikke som lovet blevet sat igang. SUK
    Som jeg skrev til Anette, har jeg for at få overskud til mine egne ungers problemer,trukket mig fra ansvaret for hendes behandling... og så sker der ikke rigtigt noget..

    Tak og god fredag

    SvarSlet
  17. Kære Pernille.

    Nej det er der faktisk ikke, det hele er gået i stå og som altid må jeg nok til at tage fat i dem der skal tage sig af vores familie.

    Også dejlig dag til dig Pernille og tak for kommentaren:)

    SvarSlet
  18. Jeg kan godt følge dig lidt i at det er hårdt. Det må være træls, at få stillet samme spørgsmål eller i det hele taget spørgsmål hele tiden. Jeg ved godt det ikke kan sammenlignes, men jeg gjorde mange gange det da vores unger var mindre og kunne spørge som ”Spørge Jørgen”, at stille modspørgsmål. Brug et spørgsmål som svar, f.eks.

    Hvorfor er sovsen ikke varmere? Hvorfor tror du den ikke er varm.

    Hvad er det? (Ja det du peger på er en hakkebøf, og i øvrigt noget der bliver lavet rimeligt ofte!)
    Hvad tror du det er ….. det ved jeg ikke, er svaret så….. så kan du svare, så må du tænke dig o… så kan det være du kommer i tanke om hvad det er osv. osv.

    Det fungere altid når deres hjerne selv skal finde svaret, for i de fleste tilfælde (når det drejer sig om dagligdags ting) så ved de det.

    Da de blev ældre, brugte vi også ovenstående metode, hvis de kom og spurgte hvordan man stavede til dit eller dat, vi svarede hvad starter det med og på den måde fandt de selv svaret. Nu er det ofte ”har du slået det op i ordbogen” der er svaret. Dvs. vores unger staver fantastisk og ved også hvordan man slår op i leksikon og ordbøger.

    Jeg ved ikke om du kan bruge det, men du kan da prøve.

    God dag Henriette og husk at smile til dig selv og sig’ at du er den bedste. :-)

    SvarSlet
  19. Tusind tak madame. Ja fokus må der vist til. Jeg er glad for at se at du er tilbage og håber at du har det godt denne fredag morgen.:)

    Varme knus og tak
    Henriette ;))

    SvarSlet
  20. Mange tak for rådet Catarina. Det er samme metode jeg har brugt og bruger til mine egne børn, Problemet her er at hun ikke kan håndtere den slags modspørgsmål. Det var netop sådan jeg gjorde i begyndelsen, men hun gik helt kold og ofte er det endt i enten gråd eller vrede, fordi hun simpelthen ikke forstår betydningen af et modspørgsmål, og hvorfor jeg stiller det. Det forvirrer hende, og har den modsatte effekt.
    Åhh jeg ved ikke.. det er jo så trist for hende selv, men nogle gange kan jeg slet ikke tænke på den side af sagen. Så er jeg simpelthen for træt


    DOG.. jeg er glad alligevel og takker så meget for din kommentar, det er altid godt med input.

    Rigtig god fredag ;)

    SvarSlet