Cupcake og karamel

Vi tog et stort skridt i går.


Vi har i gennem noget tid ventet på at overtage et gammelt sofabord fra en ven. Det er et solidt et af slagsen og vi vidste allerede dengang vi fik det tilbudt, at det skulle være platform for vores marsvin.

Jeg talte forleden med Gitte, deres første mor og fortalte, at de i de seneste mange måneder havde været to og to i to rum og at de ca en gang ugenligt skiftede residens så der var lige meget sjov og ballade til dem. Det er nemlig i stuen festen er, fordi her kan de selv gå ind og ud af buret som det passer dem. Vi skilte dem i sin tid af, fordi pladsen i eet bur blev for trang og de var begyndt at slås. Hun mente at med de rette forhold skulle det ikke være umuligt at havde dem sammen i stuen, så vi har nu begge bure ved siden af hinanden og med en åbning i midten så de kan rende i mellem de to bure. Senere bliver buret mod sofaen åbnet, så der også er mulighed for en løbetur.

Der tales igennem tremmerne og snuses til hinanden.


At sætte dem sammen igen, har været lidt af en gyser, fordi der skal pisses territorie af. Vi var forberedt på at det ville tage nogle dage med ballade og skænderier. Så lang tid gik der ikke, men HOLD DA OP, vi har været bekymret. De blev sat sammen ved sekstiden i aftes, i første omgang uden at kunne komme ind til hinanden, vi mente de lige skulle vænne sig til de nye forhold, MEN det var nok i grunden en fejl. Aldrig har jeg hørt dem brokke, pibe og beklage sig så højlydt. Karamellen som jo IKKE vil være lukket inde, når han residerer i stuen ruskede så meget i tremmerne, at buret nærmest rykkede frem og tilbage, og det blev han ved med.

Lakridsen og Chokofanten sludrer


I morges ved ottetiden ku jeg ikke klare det mere, så jeg hentede karamellen op og slap ham fri i sengen hvor John stadig lå og sov. To sekunder efter hoppede tre marsvin rundt som sindssyge, og han kunne kun ligge og forsøge at lade være med at tisse af grin. De kildede ham under dynen hihi

Chokofanten var den eneste der IKKE ville være med i den leg. Han krøb sammen langs det ene varme lår og der lå han de næste to timer uden at røre sig af flækken. Som vi, kunne han høre de tre andre slås og mundhuggedes, og det ville han tydeligvis ikke blandes ind i. I det hele taget har han vist sig at være noget af en kujon, for stik imod sin normale adfærd var han ikke til at drive ud af mine arme da jeg først havde taget ham op, og ikke en lyd kom der over hans læber. Han der ellers har det højeste hyl af dem alle var helt mundlam.

Der er faldet nogenlunde ro over gemytterne nu. De tre ligger og sunder sig, helt og aldeles udmattede efter de mange timers kamp og beskyttelse af territorie. De gaber næsten højlydt og er også noget flossede i kanten. Cupcake og Karamellen er hårdest ramt, der mangler totter af hår, de har begge forrevne læber og er tydeligt ømme. John og jeg har siddet med en af dem hver, for at give dem lidt ro, og der fik vi hele historien igen, med masser af knirken og pludren. Uh det er hårdt at være kriger, det er det altså.

Lige nu er Chokofanten belastende frisk. Han har jo ikke skader og har bare gemt sig, så nu hopper han glad og fro rundt, æder hø med høje knirk og provokerer de faldne krigere med sine la la la hop. HIHI hvor er jeg frisk siger han, og de andre er ret så ligeglade med ham. Han er jo den yngste og derfor ikke til at regne med :-)) Langsomt sniger han sig på maven helt hen til Cupcake og puffer til ham, lige nok til at være irriterende, men ikke mere end at han spæner af sted så snart der er udsigt til at staklen begynder at reagere. Sådan en lille møgunge tænker den trætte Cup.

Ro er der i stuen lige nu. Rasmus spiller PS og Theis sover stadig.. SÅ vidt så godt. Jeg har ikke nået at få adventslys ordnet, men i morgen når det er hverdag igen, tager jeg ud og henter det mos og gran jeg skal bruge. Josefine skal selv tage hjem så vi spiser lidt godt sammen i aften, inden hun kører. En anderledes advent end de tidligere år, men hvad pokker. Vi når det nok