Jeg læsser lige lidt af

Det er jeg nødt til.


At dele hjemmet med den sure teenager tager meget på mig, og selvom jeg bruger alle mine energier på ikke at lade mig vælte, så er jeg tæt på alligevel. Fire lange dage har der været indtil nu, og ikke før søndag ser det ud til at ændres. HVIS altså det går som annonceret!

Den første søndag i advent kan vise sig at blive mere Uhyggelig end jeg ellers har drømt om.

I dagene der er gået er der sket en ændring i teenagerens adfærd og fremfærd her. En ændring der umiddelbart kunne se ud til at være ok, hvis ikke det var fordi det kun gælder kæresten. Overfor mig er der stadig kun provokationer og tavshed/surhed at mærke. Det viser sig på den måde at jeg kan være på sidelinien og kigge på at han bruger meget tid på at opsøge kæresten om alt muligt og den sædvanlige nysgerrighed omkring alle dele af vores voksenliv. Der bliver klappet på kinder og rodet i hår, der bliver grinet og hyggesludret, altimens jeg stadig er et stort problem i hans liv. Det demonstrerer han ved højlydt at hamre døren til stuen op igen og igen, når han får lyst til at gå frem og tilbage imellem værelse og kærestens plads. En entre der bliver fulgt af det velkendte og traditionsforbundne kæmpebøvs!.. eller to..

Han ved at jeg finder det frastødene og ikke særligt morsomt, og derfor bøvser knægten det bedste han har lært, højtlydt og mere eller mindre fra morgen til aften. Hver gang han bevæger sig i entreen og især i nærheden af mig får den al hvad den kan trække. Jeg er blevet rådet til ikke at lade mig mærke med det, men det tager på mig, fordi det er så åbenlys en provokation, og derfor noget jeg mener han burde blive bedt om at stoppe med. Bare sådan for lige at slå fast at han IKKE skal fortsætte i samme stil som hidtil, når han er her.

Jeg føler mig jo i den grad krænket af de mange måneders målrettede satsning på min forsvinden herfra, og derfor har jeg det sådan i dag, at jeg IKKE er til sinds at få ham til at føle sig velkommen og hjemme. Det skib er forlængst sejlet
Desværre er det en holdning jeg er alene om. Jeg mener ikke at han skal holdes informeret om vores privatliv og almindelige gøren og laden, og derfor har jeg det svært med at se, hvordan der nu er en aktion i gang for at genvinde kammeratskabet med kæresten. Det gør mig utryg ad helvede til for nu at sige det som det er. Hans egen tro på at han er de voksnes ligemand, og at han som storebror til Johns datter har ret til at få indblik i økonomi og beslutninger om stort og småt i vores liv, er det der giver ham den kejseragtige opførsel. Han har det med at vandre rundt og ligesom overvåge mine unger, og forhøre dem om alt muligt, der slet ikke vedkommer ham. Han dukker op som trold af en æske og pusler " helt tilfældigt" rundt i nærheden, når jeg og/eller børnene har samtaler af privat art. Derfor er vi nu nødt til at tale i koder eller bevæge os ind i et andet rum. Jeg er ked af at sige det, men der er en udpræget tendens til at han får det godt ved at det går skidt for andre. Ikke en særlig heldig egenskab syntes jeg. Han har tidligere boret længe og vedholdene i forhold der slet ikke er hans sag, men dengang var jeg ikke så karrig med at sludre om store og små ting i vores liv. Det fik den konsekvens at han "hovsalækkede" en information til Josefine hun absolut IKKE skulle have hørt på det tidspunkt, men jeg stolede dengang stadig på at han var fornuftig og ansvarlig.. BAD choice

Den eneste måde at forhindre at han alt for hurtigt glemmer den sidste konflikt og igen indtager sin position som overdommer, er ved hele tiden at holde kortene tæt ind til kroppen. Sørge for at han ikke glemmer at han har overskredet en grænse, og så længe han IKKE har disket op med en undskyldning og en holdningsændring OG en bedre opførsel her i huset, så skal han ikke have nogen eftergivelse. Det er det jeg frygter er ved at ske. Stille og roligt og ganske langsomt.

Og jeg kan bare kigge på fra min plads i sofaen. Eller i sengen der jo er her i stuen i perioder.. Det at jeg er gået i seng og har sagt godnat, er nemlig IKKE noget der stopper hans fremfærd. Ind i stuen stormer han med smøgen i mundvigen og bøvsen i luften.


Jeg syntes det er grænseoverskridene, det gør jeg altså.


Når det er skrevet, må det så være på sin plads at fortælle at jeg har haft en rigtig hyggelig dag på anden vis. I min egen verden har jeg været effektiv i køkkenet. Knægten står trods alt først op efter to, og derfor har jeg benyttet muligheden for at nusse rundt, gøre rent, flytte om, rense ud i gamle krydderier, og nu er der så fint som det er muligt. Jeg viser har billeder til jer i morgen. Nu er det tid til at få samling på mig selv, så en film kommer i maskinen. Kæresten er ikke hjemme så jeg håber at døren forholder sig i ro resten af aftenen