Det man ikke taler om..

Det kan ikke komme som en overraskelse at jeg generelt har valgt at kalde en spade for en spade her på bloggen.

Jeg har hele tiden haft som ambition at bryde med tendensen, der går i retning af enten sortere det grimme, ubehagelige og problematiske fra sine hverdagsbeskrivelser, eller også måske endda pynte lidt på dem.. fra. Hos mig handler det om livet på godt og ondt.

Der skal være plads til alle og jeg har fuld respekt for de som ikke mener det hører hjemme i det offentlige rum, at åbne op for det der kan gøre en hverdag til en belastning, men selv kan jeg slet ikke finde ud af at være selektiv. Vil jeg skrive om min hverdag, KAN det ikke kun handle om smukke ting, dejlige oplevelser og sol, sommer og sang.

At være i en sammenbragt familie har aldrig været let, og jeg mener at der både er brug for, men også hjælp at hente i andres beretninger omkring de problemer der kan opstå. I dag er jeg dog i knibe, for selv jeg har dog grænser for hvad der kan stå herinde. Det er egentlig ikke mine egne grænser jeg taler om, de ligger et helt helt andet sted, men de grænser der er hos dem der er omkring mig. Og ironisk er det at jeg taler om de grænser de har, for mine bliver gang på gang overskredet.

Jeg er faktisk i en situation hvor jeg både er så opfyldt af ord der kan beskrive mine følelser lige nu, og samtidig så er jeg faktisk helt lammet og tom, og også lidt rystet over hvad jeg nogle gange lægger øre til her i huset.

Ord som anstændighed, Uanstændighed, forargelse, frustration, uacceptabelt, inkonsekvens, langt ude, uartigt, kvalmende, respektløshed og mange flere ringer i mine ører efter gårsdagens fortsatte farce omkring vores såkaldt voksne knægts opførsel og min reaktion i den forbindelse.


Jeg har umådeligt svært ved IKKE at sætte mig til tasterne og skrive et rasende og dybt personligt indlæg, der kunne fortælle en historie om et menneske der kalder sig voksen nu, men som i den grad opfører sig umodent og egoistisk helt ud i det åndssvage. Jeg kunne fortælle om de grænser jeg har omkring moral, etik, anstændighed og alm god opdragelse, og som jeg har en anelse om de fleste andre også har, men som slet ikke hersker her i huset og som jeg bare må æde og undertrykke og holde kæft om, hvis jeg skal fortsætte med at være en del af denne husholdning. Jeg kunne berette om min følelse af, at være helt til grin og kørt ud på et sidespor når det handler om, at få tingene til at fungere sådan bare nogenlunde som man kan kræve af alle der bor i et fællesskab.


Jeg ved ikke....


Jeg har kvalme, ondt i maven, tårene står mig i øjenene og jeg er faktisk fuldstændigt handlingslammet. Een ting er, at det godt og grundigt er blevet slået fast at mine følelser skyldes at jeg er syg, og derfor ikke kan tages alvorligt, en anden at jeg faktisk i går fik en bekræftelse af at jeg helt alene med min opfattelse af hvad der er ret og rimeligt. Jeg er derudover blevet sat på plads, og har fået minimeret muligheden for at få respekt fra husets yngre generation...

Hvor langt skal man køre sig selv, i bestræbelserne på at få en sammenbragt familie til at bestå?

Hvor lang snor skal en teenager have for dårlig opførsel?

Hvor meget indflydelse skal børnene have på familiens daglige trivsel til den negative side?

Kan man ikke forvente at to voksne mennesker er en enhed, der sætter standarderne for hvordan tingene skal køre?

Og er det virkelig rimeligt, at skulle forklare og gøre rede for de grunde der er til ,at man kræver hvad man nu engang kræver? Og i hvor mange timer skal det i såfald være rimeligt at det står på??


Emneskift.

Jeg var til lægen i går eftermiddags og vi har nu fået talt om den medicinering jeg hidtil har været i, og den jeg i fremtiden skal tage. Lad mig sige det sådan: Jeg skal sættes op og ud i en kombiløsning for ikke at gå ned henover vinteren og med de påvirkninger der er i mit liv. Efter tårer i stride strømme, der også handler om den kontrol jeg IKKE længere har over min tilværelse og den følgende vægtøgning der følger af medicinen, kunne jeg så gå hjem igen og tage endnu en kamp, der denne gang endte med at jeg blev dømt ude.


Jeg væver i dag rundt i ord, og det er slet ikke som normalt, et indlæg der direkte fortæller om hvad der rører sig. Jeg har virkelig gjort mig umage for ikke at komme til at støde nogen, jeg har skrevet og slettet igen, forsøgt at rense min hjerne uden at gå over grænsen, men hold da op det er svært. Jeg ved jo udemærket godt hvorfor jeg reagerer så kraftigt i denne sag, det handler i høj grad om de grænser jeg selv har fået overtrådt i gennem tiden, og at jeg ikke længere kan klare det. Jeg har ufatteligt svært ved at lukke ned for hvad jeg føler, at lade mig trampe på, jeg hader uretfærdighed, hader følelsen af at være til grin og ikke respekteret i eget hjem.


Jeg må trække mig lidt tilbage, have tid til at tænke og finde mening med tingene, så egentlig skulle denne dag så bare bruges til at lade familie være familie, men nu i dette øjeblik er hoveddøren blevet åbnet og smækket igen med et brag. Rasmus er hjemme igen!


Hvad fanden er der nu i vejen??