05 november 2009

Det man ikke taler om..

Det kan ikke komme som en overraskelse at jeg generelt har valgt at kalde en spade for en spade her på bloggen.

Jeg har hele tiden haft som ambition at bryde med tendensen, der går i retning af enten sortere det grimme, ubehagelige og problematiske fra sine hverdagsbeskrivelser, eller også måske endda pynte lidt på dem.. fra. Hos mig handler det om livet på godt og ondt.

Der skal være plads til alle og jeg har fuld respekt for de som ikke mener det hører hjemme i det offentlige rum, at åbne op for det der kan gøre en hverdag til en belastning, men selv kan jeg slet ikke finde ud af at være selektiv. Vil jeg skrive om min hverdag, KAN det ikke kun handle om smukke ting, dejlige oplevelser og sol, sommer og sang.

At være i en sammenbragt familie har aldrig været let, og jeg mener at der både er brug for, men også hjælp at hente i andres beretninger omkring de problemer der kan opstå. I dag er jeg dog i knibe, for selv jeg har dog grænser for hvad der kan stå herinde. Det er egentlig ikke mine egne grænser jeg taler om, de ligger et helt helt andet sted, men de grænser der er hos dem der er omkring mig. Og ironisk er det at jeg taler om de grænser de har, for mine bliver gang på gang overskredet.

Jeg er faktisk i en situation hvor jeg både er så opfyldt af ord der kan beskrive mine følelser lige nu, og samtidig så er jeg faktisk helt lammet og tom, og også lidt rystet over hvad jeg nogle gange lægger øre til her i huset.

Ord som anstændighed, Uanstændighed, forargelse, frustration, uacceptabelt, inkonsekvens, langt ude, uartigt, kvalmende, respektløshed og mange flere ringer i mine ører efter gårsdagens fortsatte farce omkring vores såkaldt voksne knægts opførsel og min reaktion i den forbindelse.


Jeg har umådeligt svært ved IKKE at sætte mig til tasterne og skrive et rasende og dybt personligt indlæg, der kunne fortælle en historie om et menneske der kalder sig voksen nu, men som i den grad opfører sig umodent og egoistisk helt ud i det åndssvage. Jeg kunne fortælle om de grænser jeg har omkring moral, etik, anstændighed og alm god opdragelse, og som jeg har en anelse om de fleste andre også har, men som slet ikke hersker her i huset og som jeg bare må æde og undertrykke og holde kæft om, hvis jeg skal fortsætte med at være en del af denne husholdning. Jeg kunne berette om min følelse af, at være helt til grin og kørt ud på et sidespor når det handler om, at få tingene til at fungere sådan bare nogenlunde som man kan kræve af alle der bor i et fællesskab.


Jeg ved ikke....


Jeg har kvalme, ondt i maven, tårene står mig i øjenene og jeg er faktisk fuldstændigt handlingslammet. Een ting er, at det godt og grundigt er blevet slået fast at mine følelser skyldes at jeg er syg, og derfor ikke kan tages alvorligt, en anden at jeg faktisk i går fik en bekræftelse af at jeg helt alene med min opfattelse af hvad der er ret og rimeligt. Jeg er derudover blevet sat på plads, og har fået minimeret muligheden for at få respekt fra husets yngre generation...

Hvor langt skal man køre sig selv, i bestræbelserne på at få en sammenbragt familie til at bestå?

Hvor lang snor skal en teenager have for dårlig opførsel?

Hvor meget indflydelse skal børnene have på familiens daglige trivsel til den negative side?

Kan man ikke forvente at to voksne mennesker er en enhed, der sætter standarderne for hvordan tingene skal køre?

Og er det virkelig rimeligt, at skulle forklare og gøre rede for de grunde der er til ,at man kræver hvad man nu engang kræver? Og i hvor mange timer skal det i såfald være rimeligt at det står på??


Emneskift.

Jeg var til lægen i går eftermiddags og vi har nu fået talt om den medicinering jeg hidtil har været i, og den jeg i fremtiden skal tage. Lad mig sige det sådan: Jeg skal sættes op og ud i en kombiløsning for ikke at gå ned henover vinteren og med de påvirkninger der er i mit liv. Efter tårer i stride strømme, der også handler om den kontrol jeg IKKE længere har over min tilværelse og den følgende vægtøgning der følger af medicinen, kunne jeg så gå hjem igen og tage endnu en kamp, der denne gang endte med at jeg blev dømt ude.


Jeg væver i dag rundt i ord, og det er slet ikke som normalt, et indlæg der direkte fortæller om hvad der rører sig. Jeg har virkelig gjort mig umage for ikke at komme til at støde nogen, jeg har skrevet og slettet igen, forsøgt at rense min hjerne uden at gå over grænsen, men hold da op det er svært. Jeg ved jo udemærket godt hvorfor jeg reagerer så kraftigt i denne sag, det handler i høj grad om de grænser jeg selv har fået overtrådt i gennem tiden, og at jeg ikke længere kan klare det. Jeg har ufatteligt svært ved at lukke ned for hvad jeg føler, at lade mig trampe på, jeg hader uretfærdighed, hader følelsen af at være til grin og ikke respekteret i eget hjem.


Jeg må trække mig lidt tilbage, have tid til at tænke og finde mening med tingene, så egentlig skulle denne dag så bare bruges til at lade familie være familie, men nu i dette øjeblik er hoveddøren blevet åbnet og smækket igen med et brag. Rasmus er hjemme igen!


Hvad fanden er der nu i vejen??

38 kommentarer:

  1. Åh Henriette. De allervarmeste tanker herfra!
    Som du skriver:

    'Hvor langt skal man køre sig selv, i bestræbelserne på at få en sammenbragt familie til at bestå?'

    Nogenlunde dertil, hvor du er nu - er mit svar. Så ubehageligt det end måtte være.
    Du kender min holdning til det her rigtig godt - og jeg er s'gu bekymret for dig. Det er en rigtig rigtig usund konstellation, du er havnet i - og du hverken kan eller skal løse det alene. INGEN i en familie kan 'dømmes ude'.
    Generelt skal der ret meget til at ryste mig - men jeg er ærlig talt lidt rystet.
    Jeg tror, du skal erkende, at du skal arbejde for en løsning på, hvordan DU kommer videre herfra - flytning for en periode eller permanent. Videre skal du - hurtigst muligt, for jeg tror, du er oppe imod kræfter som ingen kan kæmpe imod.
    Du har kæmpet rigeligt - og nu er det vist tiden, hvor kræfterne skal bruges til en ny kamp: kampen for dig selv.
    Hvor ville jeg dog ønske, at jeg boede tættere på :-)

    Kærligst Gittemay

    SvarSlet
  2. Henriette, jeg får helt ondt i maven når jeg læser dit indlæg.

    Jeg har mødt dig, og jeg ved at uanset diagnose, medicinering etc tænker og føler du, du ved hvad der er op og ned her i verdenen og ser langt klarere end mange andre der ellers kaldes "normale".

    Ingen skal dømmes ude allermindst af en teenager, der ikke forstår at opføre sig, så der bliver pplads til alle, eller fordi du står som ene voksne med alt ansvaret.

    I bund og grund vil jeg bare give Gittemay ret i det hun skriver - lyt til hende, hun er en klog kvinde, for ingen - heller ikke dig, kan tåle at blive i sådan en situation.

    Knus og mange tanker
    Pernille

    SvarSlet
  3. Kære Gittemay. Tusind tak for dine ord. Jeg har mailet til dig, det tilbød du engang at jeg kunne..

    Mange kærlige hilsener
    Henriette

    SvarSlet
  4. Kære Pernille. Også tak til dig. Jeg har meget stor gavn af at læse jeres betragtninger, og de er en stor støtte for mig.

    Du har ret i at Gittemay er en klog kvinde :) Men det er du nu faktisk også søde. Efter at have mødt dig, er du jo et forbillede når det handler om at besidde indre ro, for sådan en udstråling har du.

    Vi ses i aften og jeg glæder mig til at tænke på strik

    Mange knus Henriette

    SvarSlet
  5. Godt du skal til strikkeri! Jeg har vist også sagt det før, flyt derfra - du fortjener bedre.Jeg er helt enig med de to andre gode kvinder - men kan intet gøre - sender de varmeste hilsner og stort kram

    SvarSlet
  6. Hej Lavendel, ja det ved jeg du har. Du skal heller ikke gøre noget :) Det at I skriver hjælper enormt. Tak for det.

    I aften skal jeg bare slappe af i godt selskab.

    Jeg sender masser af tak og varme hilsener tilbage
    Knus Henriette

    SvarSlet
  7. Kære Henriette,
    Jeg har ikke så meget nyt at tilføje - det er et godt indlæg Gittemay har skrevet. Det er godt du finder lidt ro ved at strikke (og måske høre lydbøger?) det har vi alle brug for indimellem.
    Du er en skøn kvinde - kender dig jo kun fra bloggen. Du er altid hjælpsom, har meget humor og ligesom andre har skrevet, så ville jeg også ønske jeg boede tættere på dig så du kunne få et stort KRAM!!!

    SvarSlet
  8. For fanden da! Hvornår flytter han? Det er bare ikke fedt, når der så ikke er en fælles fremgangsmåde og front. Som min bror siger, så er han jo i midlertidig under ombygning og fuldstændig uden for pæd. rækkevidde. Det er jo svært at nå ind til ham, hvis alt er en kamp. For hvis man bare kunne sætte sig og spille med ham eller være lidt på hans niveau...
    Apropos det med at være ærlig og hvad man skal skrive herinde, så skriver jeg også det meste, jeg prøver at finde det positive frem, men det er nu mest for min engen glædes skyld. Når jeg skriver tænker jeg meget over ikke at skrive så meget om andre og udstille andre. Man har da lyst til, som man ville kunne i en normal dagbog, at rense luften, men på den måde kan det være svært. Jeg forstå godt du har lyst til at få afløb for alt det der sker derhjemme og hvis det hjælper, så skriv du bare en vredesmail til mig ; )
    Mange tanker til dig. Jeg føler sku med dig, Henriette.

    SvarSlet
  9. Kære Henriette. Åh, hvor jeg bare kender det, du står i.

    De følelser du har, er dine følelser som skabes ud fra dine oplevelser. Du oplever ikke forkert - det gør du ALDRIG!

    Men at du ikke har fælles fodslaw med gemalen er bare sletikke i orden. Han skal være der for og med dig.

    Nu kender jeg jo ikke så meget til din situation og kan ikke bedømme, hvad du skal. Men, når det så er sagt, skal der i al fald ske noget.
    En ung/ voksen unge, der ikke kan indfinde sig i det kollektive fællesskab, men garanteret selv er verdens klogeste menneske (synes han) burde måske finde sig et andet sted at bo, sådan at I kan mødes positivt i stedet. Han skal i det mindste repektere dig og at du er voksen og dermed den, der primært sætter dagsordenen.

    Jeg synes, at din mand og du skulle snakke om, hvordan jeres sammenbragte familie skal være sammen. Hvilke krav, hvilke forventninger, hvilke friheder, hvad ungerne kan tillade sig (at sige) og meget andet.
    I skal snakke om det i fredstid, ellers fører det ingen vegne.
    Og så tænker jeg, at det har I garanteret allerede gjort, siden Gittemay anbefaler en timeout...

    Derudover tænker jeg, at du (hvis du ikke allerede har) har behov for én udefra, som du kan sparre med. Ikke jer som familie, bare dig. Et sted, hvor du kan få hældt vand ud af ørerne, som jeg kalder det. Et sted, hvor du bliver mødt med respekt og hvor du måske kan coaches til at finde det, du har brug for. Jeg har måske nogle andre betragtninger også, som du måske kan bruge - men de er mere private, synes jeg.

    Hvis du har lyst, må du gerne maile til mig på mettebrinch(snabela)gmail(punktum)com

    Jeg synes, du er sådan et givende menneske. Det tænker jeg, må være fordi du har været så meget igennem i dit liv. Du har overhovedet ikke fortjent det, du står i lige nu og jeg sender dig alle mine varme tanker.

    Kærligst, Mette

    SvarSlet
  10. Kære henriette . Ville ønske jeg ku give dig løsningen på det hele , men det kan jeg desværre ikke .... men jeg sender dig et kæmpe blogkram og varme tanker . knus fra Birthe

    SvarSlet
  11. Kære Henriette
    Jeg har helt ondt i maven efter, at have læst dit indlæg. Jeg har ikke de rigtige ord, der kan hjælpe dig - men Gittemay lyder til, at kende dig og nogle gange skal man lytte til de mennesker, der kender en. De ser det nogle gange mere fra oven end en selv. Mange tanker fra en som nyder, at læse din ærlige blog. Hilsen Bente

    SvarSlet
  12. Oij, ser først dit indlæg nu! Jeg ringer sgu' gør jeg!

    SvarSlet
  13. Henriette jeg tror du bor et forkert sted, det kan godt være du elsker din mand, men prisen kan blive for høj. Kan i ikke bo hver for sig og besøge hinanden?
    Knus til dig.

    SvarSlet
  14. Er der noget, du ikke gør, så er det at væve! Her er tale om et indlæg, der er så tindrende klart i mælet, som man kan tænke sig. Du udtrykker klart og ja ok, skarpt nogle meninger og følelser, som du har, og det har man vel lov til?

    Skrive det kan du, og skrive det skal du. Især, hvis det giver dig bare lidt fred i sjælen.

    Jeg er eddermuggeme glad for, at jeg ikke er i dine sko, og jeg er glad for, at jeg ikke skal navigere i det farvand.

    Blot kan jeg ikke lade være med at sige, at dømme dig ude på grund af din sygdom er dybt uforståligt, og meget dumt.

    Hvis jeg var medspiller i det game, ville jeg stikke hovedet samme med dig og få kontrol og respekt sat på plads på hylden igen. Hverken mere, eller mindre.

    For satan da!

    SvarSlet
  15. Du godeste ! Nu må der ske noget, ellers går du da helt ned.
    Jeg tænker på dig.
    Håber du tager afsted til strikkeaften alligevel- du skal væk !
    :-)

    SvarSlet
  16. Kære Henriette! Jeg har lige læst dit velskrevne indlæg, og du udtrykker problemerne krystalklart og flot. Du har fået så fin en feedback herover, at jeg slet ikke kan finde på mere at sige.
    Jeg sender mange varme klem til dig.

    SvarSlet
  17. Hej Henriette.

    jeg elsker at du kalder en spade for en spade!
    Det er rart at læse dine velskrevne indlæg, også når livet gør ondt.Og livet er jo andet end smukke billeder og yndigt patchwork!! I øvrigt tilslutter jeg mig Gittemays kommentar.
    Hun er en klog kvinde.
    mange varme og forkølede hilsner fra Jannie

    SvarSlet
  18. Kæreste Henriette
    Jeg er så glad for at du er god til at skrive, at du kan få ordene ned på "papir", at du skriver direkte om det, som det handler om, bliv for alt i verden ved med det.
    Da jeg læste dit indlæg, var min første tanke, du skal væk fra det cirkus, det er ikke menneskeligt, at skulle lade sig det byde, og så overhovedet ingen støtte få!
    Hør efter Gittmay, det er meget kloge ord!
    De varmeste knus fra
    Vibeke

    SvarSlet
  19. For pokker, hvor har du bare meget på dit bord i øjeblikket.
    Jeg sender dig et stort virtuelt knus - og håber du lytter til nogle af de kloge kommentarer fra andre, som kender dig bedre end jeg.

    SvarSlet
  20. Kære Anette. Tusind tak for de pæne ord, det gør mig så godt at du skriver sådan.

    Jeg smutter ud og strikker lidt, og så skal jeg nok svare på din mail i morgen.

    Mange knus Henriette

    SvarSlet
  21. Kære Rikke, tak for tilbuddet, det vil jeg huske. Jeg ved IKKE hvornår eller om overhovedet... han flytter.

    Nu stikker jeg lidt af til en strikkeaften hos Pernille. Det har jeg glædet mig til

    Mange knus Henriette

    SvarSlet
  22. Kære Mette. Også din adresse skriver jeg mig bag øret og takker for din gode kommentar. Jeg har jo min psykolog og hun har godtnok også lagt øre til meget, men det er lidt tid siden sidst.. Jeg skal tage mig sammen til at få en tid.

    Mange knus og din hilsen varmer mig meget
    Henriette

    SvarSlet
  23. Kære garnmoster, det er dejligt bare det at du har lagt en hilsen. Den glæder mig

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  24. Kære Bente mange tak for din kommentar, og du har ret, hun er klog Gittemay ;)

    Knus Henriette

    SvarSlet
  25. Hej Susling. Tak for din opringning. Nu smutter jeg snart til Pernille og så glemmer jeg det hele i et par timer

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  26. Hej Margith. Ja det gør jeg, men det skal jeg lige ha på plads i mit hjerte. Det kunne være en løsning, den du kommer med.

    Tak for kommentaren og knus
    Henriette

    SvarSlet
  27. Tak Sifka, for kommentaren. Det glæder mig at mine skriverier modtages på den måde de gør. Det hjælper mig enormt.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  28. Hej Miri, jeg tager afsted, for intet skal forhindre mig i at deltage i noget jeg har glædet mig til.

    Tak for kommentaren
    Knus Henriette

    SvarSlet
  29. Kære Madame, ja det har du helt ret i, og jeg er også både overvældet og meget taknemmelig for det.

    Din hilsen varmer mig og jeg knuser dig tilbage
    Henriette

    SvarSlet
  30. Hej Jannie. Tusind tak for din hilsen. God bedring med forkølelsen og så ses vi måske til december hos Bettina.

    Knus Henriette

    SvarSlet
  31. Kære Vibeke, tak for din hilsen, ja det er sgu et cirkus. Jeg glæder mig over at så mange bakker mig op, det styrker min tro på at jeg ikke er helt gal på den.

    Mange knus Henriette

    SvarSlet
  32. Hej Frau Putz. Du kan tro jeg lytter og jeg sender tak og knus retur med blogposten.

    Mange tak for din hilsen
    Knus Henriette

    SvarSlet
  33. Du har fået så mange gode ord med her, så jeg vil blot lade dig vide, at jeg læser med. Synes du har meget på dine skuldrer, så du får mange varme tanker fra mig.

    Kram

    SvarSlet
  34. Kære Henriette

    Jeg håber du har fået et lille pusterum her til aften.

    Alt hvad der kan siges er sagt.
    Jeg kan kun sende 1000-vis af tanker og håbe du finder en løsning som gør noget for dig.

    Mange kærlige hilsner
    Kari

    SvarSlet
  35. Åh Henriette. Ville gerne give dig en stor knuser.

    Knus fra Lone

    SvarSlet
  36. Kære Fru E. Tak til dig, det varmer mit hjerte, det gør det altså. Jeg er virkelig glad for jeres kommentarer.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  37. Kære Kari. DEt var utroligt hyggeligt, og jeg nød de gode timers frirum, med kampen for sokkerne :)

    Tak for din hilsen, jeg glæder mig over at få så meget støtte.

    Knus til dig
    Henriette

    SvarSlet
  38. Kære Lone, det er dejligt at du skriver, og det er også noget der gør mig godt. Tak for det

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet