Som altid, ikke som planlagt!
Bedst som jeg havde skrevet at jeg ville begive mig afsted, ringede min smukke og arbejdsomme datter, for at meddele at hun ikke alligevel kunne være klar til aftalt tid, og at turen i zoo, måtte vente til en anden dag. I første omgang erklærede jeg, at det så måtte vente til i morgen, men hendes reaktion kunne høres helt til Helsinge og det fik mig til at love at hente hende i dag alligevel.
Hun kunne først afhentes kl seks. Nu er jeg jo rimeligt letbevægelig for tiden, og derfor slog det mig helt ud af stilen. Normalt ville det ikke gøre andet ved mig, end måske en mindre øv-ytring, men i dag knækkede filmen altså. En ændring af en aftale, jeg egentlig slet ikke orkede, og som jeg havde brugt mentaltræning til at sætte mig op til, gårsdagens føljeton i dramaet om knægten der har bosat sig på en anden planet uden for vort eget solsystem, min dybtliggende bekymring over at skulle køre i mørke på et ukendt sted i Danmark, ( noget jeg sagtens kan når jeg er i balance...) OG så det faktum at jeg bare er så dødtræt, fik mig til at tude på stedet. Jeg føler mig lidt presset for tiden.
Det med mørket, har sin oprindelse i et biluheld der ligger langt tilbage i tiden. Og det var ikke engang mørkt da det skete! Detaljerne er for lange, men jeg var højgravid, det var et harmonikasammenstød, og vi blev klemt helt fast. Siden har jeg haft det skidt med at være uden kontrol når jeg kører bil. Og det sjove er, at dengang havde jeg ikke engang taget kørekort endnu. Efter jeg selv blev bilfører, har det hjulpet enormt og jeg har ingen problemer i dagligdagen. Kun når jeg er ude af balance og skal køre i mørke samtidigt. Jeg kan ikke orientere mig ordentligt syntes jeg. Kan ikke rigtigt se hvad der er op eller ned, kan ikke se vejskilte og afmærkninger, og det er bare sk.. ubehageligt. Bilerne i modsat retning blænder mig med deres forlygter og jeg kan mærke angsten og panikken stige fordi jeg bliver blændet. Hyperventilerer og får åndenød og kvalme. Og angst er normalt heller ikke noget jeg lider af. Det er jeg gået fri af.
Så her sad jeg så og skulle overvinde endnu en grænse jeg ikke brød mig om
To gange ringede jeg til kæresten uden at kunne forklare hvad jeg egentlig ville. Begge gange ringede jeg af igen. Jeg hylede endnu mere, syntes det var hæsligt at jeg ikke engang kunne få mig selv til at bede om hjælp med at hente Josefine. Det hele kørte i ring og jeg havde ord der bare kværnede i knolden på mig. Følelsen af dum hjælpeløshed var for overvældende, og det handler vel egentlig mest om, at jeg jo bare ikke kan hænge rigtigt sammen for tiden. Små ting vælter læsset.
Jeg lagde mig til at sove, og vågnede op med erindringen om en drøm og en bil der trillede rundt og rundt med Rasmus og jeg selv indeni, og noget jeg bare SKULLE nå, men ikke KUNNE nå. Totalt stressdrøm!
Jeg endte med at blive reddet på målstregen, fordi kæresten alligevel må have fornemmet min tilstand, for han ringede og spurgte om jeg mon ville have ham med på turen? Og ja, det var jo lige netop det jeg ikke kunne få mig selv til at spørge om.
Turen endte med at være som en tur i tivoli's rutsjebane. Mine nerver hang i laser det meste af vejen, og jeg opførte mig så forrykt af angst at vi bare til sidst måtte grine af hvor meget jeg kunne få en rolle som Hyacinth. Han var helt færdig over mig, for godtnok var det fedt at han ville køre mig derop, men det var alligevel ikke godt nok, for som passager ku jeg jo ikke kontrollere en hujende fis, og gentagende gange så jeg døden i øjnene, var overbevist om at han ville køre ind i bander og ud i mosehuller. Jeg syntes selvfølgelig han kørte som den rene djævel..
Vel ankommet og i live, måtte Josefine indtage forsædet, mens jeg klamrede mig til en pude hele vejen hjem igen.
Pyhh altså.
Jeg erkender blankt at det kræver sin mand, at have en hys kvinde som passager, og han faldt også i dyb søvn allerede ved halvni tiden. Nu ligger han her ved siden af mig i sovesofaen i stuen. Han sover en udmattet søvn, og jeg sidder som prinsessen på ærten og ser beroligende Matador, altimens jeg strikker videre på mine sokker.
Jeg har bogstaveligt talt kørt ham død.... Det må du altså meget undskylde min egen ;)
Og jeg selv? ja jo, jeg har det bedre end for nogle timer siden. Og så har jeg nu bestået min eksamen i overreaktion med UG og slange..
Undskyld, men jeg kunne altså ikke lade være med, at trække på smilebåndet... kan næsten forestille mig jer to i bilen... og så Miss Hyacinth... ;-)
SvarSletDejligt, at I fik hentet Josefine... men det du går igennem i øjeblikket, kan ingen holde til, i længden...
Sikke du kæmper Henriette. Ville ønske at du kunne sige fra, men det er jo humlen lige nu. At folk let kan træde ind over dine grænser.
SvarSletGodt at kæresten kunne fornemme det.
god weekend og pas på dig.
Pyha, hvor kan jeg genkende din beskrivelse af angsten.
SvarSletKloge-Åge her tænker jo så, at kæresten skulle have overtaget den der afhentning og du skulle være blevet hjemme. Det gør min mand ofte - altså overtager en situation, jeg ikke kan holde til. Tager ansvaret fra mig. Så behøver jeg ikke tage stilling eller få dårlig samvittighed overfor datteren min, der skal hentes.
Og det er netop én af de ting, mine unger har skullet forholde sig til ved min sygdom. Jeg kan ikke alt, der er nogle situationer, hvor jeg ikke kan deltage.
Det var lige Kloge-Åge, der stak hovedet frem.
Og når alt dette jeg-ved-bedre så er sagt, så må jeg jo indrømme, at det bestemt ikke er let at give ansvaret fra sig. Det er nok noget af det, der har været en af de største opgaver for mig at arbejde med. Måske accepterer mine børn også lettere situationen, hvis jeg selv accepterer og giver fra mig? Ved det ikke.
Og det ER altså nemmere at være klog på andres situation end min egen, he he.
Og jeg vil altså også lige have ført til referat, at din reaktion ikke er en overreaktion.
Angsten for at køre bil i mørke er jo en del af dig, en naturlig reaktion på en grim ulykke da du var højgravid.
Jeg har ingensomhelst anelse om, om du kan komme af med den angst, men hvis du kan sige til dig selv, at sådan reagerer du og at det er ok, så kan det være, at du ikke behøver dunke dig selv i hovedet med hvor dårligt og forkert du reagerer i en eller anden situation.
Måske kan du komme til at slutte fred med den og lade kæresten din overtage og blive hjemme med samvittigheden i orden.
For s#¤/% hvor er jeg klog at høre på! Jeg sidder og tænker, at jeg her også skriver til mig selv - at jeg måske bør lytte lidt til mine egne råd ;o)
Stor varm knuser til dig fra mig.
Håber du får en stille og rolig week-end - det trænger du vist til. Dit liv lyder meget stressende og det er vist ikke lige det du har brug for. Sender dig de bedste tanker og knus
SvarSletPuha, sikke noget, din stakkel. Godt du fik hjælp trods alt og så må du altså til at bede om den lidt oftere. Kæreste og børn må da forstå, at det der ikke holder. Håber snart det lysner lidt for dig ; )
SvarSlet