Og sådan forløb den dag.. 6/11-09

Som altid, ikke som planlagt!


Bedst som jeg havde skrevet at jeg ville begive mig afsted, ringede min smukke og arbejdsomme datter, for at meddele at hun ikke alligevel kunne være klar til aftalt tid, og at turen i zoo, måtte vente til en anden dag. I første omgang erklærede jeg, at det så måtte vente til i morgen, men hendes reaktion kunne høres helt til Helsinge og det fik mig til at love at hente hende i dag alligevel.

Hun kunne først afhentes kl seks. Nu er jeg jo rimeligt letbevægelig for tiden, og derfor slog det mig helt ud af stilen. Normalt ville det ikke gøre andet ved mig, end måske en mindre øv-ytring, men i dag knækkede filmen altså. En ændring af en aftale, jeg egentlig slet ikke orkede, og som jeg havde brugt mentaltræning til at sætte mig op til, gårsdagens føljeton i dramaet om knægten der har bosat sig på en anden planet uden for vort eget solsystem, min dybtliggende bekymring over at skulle køre i mørke på et ukendt sted i Danmark, ( noget jeg sagtens kan når jeg er i balance...) OG så det faktum at jeg bare er så dødtræt, fik mig til at tude på stedet. Jeg føler mig lidt presset for tiden.

Det med mørket, har sin oprindelse i et biluheld der ligger langt tilbage i tiden. Og det var ikke engang mørkt da det skete! Detaljerne er for lange, men jeg var højgravid, det var et harmonikasammenstød, og vi blev klemt helt fast. Siden har jeg haft det skidt med at være uden kontrol når jeg kører bil. Og det sjove er, at dengang havde jeg ikke engang taget kørekort endnu. Efter jeg selv blev bilfører, har det hjulpet enormt og jeg har ingen problemer i dagligdagen. Kun når jeg er ude af balance og skal køre i mørke samtidigt. Jeg kan ikke orientere mig ordentligt syntes jeg. Kan ikke rigtigt se hvad der er op eller ned, kan ikke se vejskilte og afmærkninger, og det er bare sk.. ubehageligt. Bilerne i modsat retning blænder mig med deres forlygter og jeg kan mærke angsten og panikken stige fordi jeg bliver blændet. Hyperventilerer og får åndenød og kvalme. Og angst er normalt heller ikke noget jeg lider af. Det er jeg gået fri af.

Så her sad jeg så og skulle overvinde endnu en grænse jeg ikke brød mig om

To gange ringede jeg til kæresten uden at kunne forklare hvad jeg egentlig ville. Begge gange ringede jeg af igen. Jeg hylede endnu mere, syntes det var hæsligt at jeg ikke engang kunne få mig selv til at bede om hjælp med at hente Josefine. Det hele kørte i ring og jeg havde ord der bare kværnede i knolden på mig. Følelsen af dum hjælpeløshed var for overvældende, og det handler vel egentlig mest om, at jeg jo bare ikke kan hænge rigtigt sammen for tiden. Små ting vælter læsset.


Jeg lagde mig til at sove, og vågnede op med erindringen om en drøm og en bil der trillede rundt og rundt med Rasmus og jeg selv indeni, og noget jeg bare SKULLE nå, men ikke KUNNE nå. Totalt stressdrøm!

Jeg endte med at blive reddet på målstregen, fordi kæresten alligevel må have fornemmet min tilstand, for han ringede og spurgte om jeg mon ville have ham med på turen? Og ja, det var jo lige netop det jeg ikke kunne få mig selv til at spørge om.

Turen endte med at være som en tur i tivoli's rutsjebane. Mine nerver hang i laser det meste af vejen, og jeg opførte mig så forrykt af angst at vi bare til sidst måtte grine af hvor meget jeg kunne få en rolle som Hyacinth. Han var helt færdig over mig, for godtnok var det fedt at han ville køre mig derop, men det var alligevel ikke godt nok, for som passager ku jeg jo ikke kontrollere en hujende fis, og gentagende gange så jeg døden i øjnene, var overbevist om at han ville køre ind i bander og ud i mosehuller. Jeg syntes selvfølgelig han kørte som den rene djævel..

Vel ankommet og i live, måtte Josefine indtage forsædet, mens jeg klamrede mig til en pude hele vejen hjem igen.


Pyhh altså.


Jeg erkender blankt at det kræver sin mand, at have en hys kvinde som passager, og han faldt også i dyb søvn allerede ved halvni tiden. Nu ligger han her ved siden af mig i sovesofaen i stuen. Han sover en udmattet søvn, og jeg sidder som prinsessen på ærten og ser beroligende Matador, altimens jeg strikker videre på mine sokker.


Jeg har bogstaveligt talt kørt ham død.... Det må du altså meget undskylde min egen ;)


Og jeg selv? ja jo, jeg har det bedre end for nogle timer siden. Og så har jeg nu bestået min eksamen i overreaktion med UG og slange..