En uge efter min nedsmeltning..

... ser tingene sådan ud:



Jeg er ok, stadig lidt rystet og der er tanker der skal på plads i mit hoved og min krop. En lille nagene usikkerhed OM jeg nu virkelig tør tro på at jeg er elsket, eller om jeg i virkeligheden bare er det velkendte og trygge.. " man ved man har, men ikke hvad man får".

Ja ja jeg ved det godt, hvem gider fortsætte noget der ikke er følelser med i?? Det er et godt spørgsmål. For hvorfor skulle han det??


Når jeg vælger at skrive så åbent, om noget der er så privat som de allerinderste tanker, så er det fordi jeg her er voldsomt styret af den side i mig der er Borderline. Den side der fortrænger alle rationelle tanker og som bare bliver VED med at vise sit stygge grimme ansigt.
En ting borderlinepatienter kæmper bravt med er det faktum, at alle mennesker indeholder gode/dårlige sider, at man kan være både "god" og "ond". Når jeg skriver netop så enkelt, er det fordi at det rammer hovedet på sømmet. Vi har umådeligt svært ved at forholde os til andet end sort/hvid, enten/eller og andre grænseområder. Alt det der er i midten er der ikke. Gråzonerne kaldes det også.

Det gør det næsten umuligt at indeholde de følelser, der opstår når jeg oplever et menneske, være begge dele og meget mere. Både kærlig og afvisende er simpelthen ikke noget jeg kan rumme, men jeg arbejder med det, og det har jeg gjort i årevis. Jeg ER kommet milelangt i de sidste 8 år, og er blevet mere bevidst om at der er så mange aspekter i livet imellem yderpolerne, men det koster på tankekontoen og dermed mister jeg koncentrationen om alt det andet jeg også skal huske/forholde mig til i livet. Som feks lige nu... Julen.


Jeg grubler og tænker og overvejer og vender og drejer i eet væk.

Min rationelle side forsøger at få lov at være herre over mig, og jeg kan godt "se" at hvis ikke jeg var elsket, ja så gad kæresten sgu nok ikke fortsætte sit liv med mig. At han har sagt og handlet som han har, fordi presset bare var for stort og han er som han er, en mand der ikke orker balladen, og ikke af mange ord.

Mine følelser der er styret at den forbandede borderline, fortæller en helt anden sandhed. Den siger til mig at han udelukkende har valgt at fortsætte sit liv med mig, fordi det nu engang er det der allerede er. Alt andet ville være dybt besværligt. At når vi er sammen, så lukker han bare af for det faktum, at han inderst inde drømmer om en helt anden kvinde og et helt andet liv.

Det er tunge tanker og jeg prøver i hærdigt at fortrænge/ at være fornuftig. Små sedler skal hjælpe mig til at huske at være kognitiv, vende tankerne om og tænke i andre baner. Gøre de negative tankemønstre positive simpelthen.


Med så alvorlige skriblerier på en fredag morgen, må det også være på sin plads at fortælle at jeg helt ulogisk også har det godt. Meget dobbelt, men dagen i går var endnu en god dag, med masser af kærlig kontakt til ungerne, en AFTALE om syn af lejl til knægten JUHUUU, og masser af kærtegn fra kæresten da han kom hjem.

Og ja I læste rigtigt, der er kommet et tilbud om kig på et sted og det sker i morgen. Så hele blogland bedes krydse fingre for at teenageren får den. At den er i orden og ok. :)


Her har ikke været meget om jul den sidste uge, og det skyldes at jeg som fortalt har svært ved at koncentrere mig om den. Hver gang jeg retter fokus mod manglende gaver og indkøb, så bliver jeg helt vildt overvældet og derfor har jeg også her små sedler med HUSK på. Vi ved nu hvad der skal købes af gaver og til hvem, og det er bare at ruste sig til en lørdag i selskab med en million andre danskere der sveder og stirrer stift frem for sig i de varme indkøbscentre. På med vanten så at sige..


Sneen har jeg heller ikke omtalt, COP15 er næsten gået min næse forbi, juleudstillinger og stemning i by og på land er noget jeg ser på tv og her i blogland. MEN MEN, jeg er vild med sne og har været ude for at mærke frosten bide mig i næsen. Min bildør er frosset fast og inde i den ligger en pakke der skulle have været sendt i sidste uge.. den med den manglende adresse. Husker I den?? Ja nu ligger den altså koldt og godt og sikkert der i den forfrosne bil, men så kan jeg jo bare trøste mig selv og Emilies mor med, at så forsvinder den da ikke i julepakkehelvedet.

Billeder har jeg ikke fået taget, og strikkeriet ligger næsten stille. Jeg har super dårlig samvittighed over at jeg ikke har fået læst og kommenteret som jeg plejer hos dem jeg holder af og som er søde til at skrive til mig. Jeg lover at det skal nok komme. I det hele taget ku det se ud som om jeg ikke har humøret i behold.



SÅDAN ER DET BARE IKKE.


For trods borderline og sneuvante danskere, ja så er jeg faktisk ved at være helt frisk igen. Jeg har det meget bedre, og giver mig selv lov til at have en reperationsperiode. Jeg syntes det er ok, at jeg stadig har tanker der skal på plads, jeg skal bare være mere opmærksom på hvad der er hvad. Sygdom versus helt normale følelser efter en voldsom rutsjetur.


Jeg ønsker alle en super fredag, den sidste inden jul. NYD at det trods alt er alt for sjældent vi har noget der bare ligner hvid farve i naturen omkring jul, GLÆD jer til stille og dejlige familiestunder i julen, og SE FREM til et nyt år med nye oplevelser og udfordringer OG at det snart er lysere tider igen.

Kærlig hilsen Henriette