Smil og tårer og ord i stride strømme

Lørdagen har været en dag hvor intet andet end seks menneskers fremtid har været fokus.


Jul, klimademonstrationer og hele verden omkring os, har været fuldstændigt ude af vores bevidsthed og vi har kun haft vores egen verden og dens klima i tankerne. Og dermed også kun kæmpet vores egen private kamp for et bedre klima og en bedre personlig verden.


Mange mange timer er der blevet talt. Mange pauser har der været for ingen kan rumme så store følelser og så vigtige beslutninger uden åndelig ro. Det kan vist kun verdens store magthavere og forhandlere. Gad vide hvordan de pauser?


Her så vi Harry Potter alle sammen. I stuen og forsynet med marsvin, Cola, et glas noget stærkere til de voksne og så bare stilheden sammen.


Jeg selv er nået langt indvendigt. Det er underlig proces når man sådan får et chok, og bryder sammen. Jeg ved ikke hvad der er den statistiske term for sådan et forløb, men for mig var fredagen dagen hvor jeg gik i sort. Intet kunne jeg, og jeg måtte have hjælp af andre til næsten at trække vejret.

I går var så dagen hvor tårene var stilnet meget af, og hvor jeg nærmest fik et klarsyn. Derfor satte jeg mig ned og skrev et brev til John og hans børn. Bad dem om sammen at læse det og diskutere dets indhold, og derefter gå i tænkeboks for at se om mine ord havde betydning.
Jeg selv fortrak til min seng, for jeg var også i går medicineret og meget meget træt. Som havde jeg kæmpet en krig helt for mig selv. De tre skulle have fred til sammen at tale.


Denæst fulgte så ordene og samtalerne. Pausen med Harry Potter og da den var slut og jeg kendte Johns følelser og tanker lidt bedre, tog jeg to glas med whiskey og gik ind til Theis. Jeg og han sad en times tid sammen og vi fik vendt hver en sten i bunken af måneders konflikter.


I både brev og samtaler, har mit klare budskab været flere ting.


Børnene skal forstå at jeg altid har vidst at deres baggrund har betydet at de har voldsom brug for tryghed, stabilitet og kærlighed, men at det har jeg sådan set også.

De skal forstå at jeg dybest set og inderst inde jo holder utroligt meget af dem, og aldrig har ønsket at de skulle opleve svigt fra mig.

At to familier der rykker sammen er ufatteligt svært. For os alle..

At jeg ikke selv er bange for er erkende de fejl jeg har begået i min tro på at det var det rigtige, men at jeg også må være tro mod mig selv. Jeg er som jeg er, men rummer meget kærlighed som gælder dem alle.


Til John har jeg meldt ud, at jeg på ingen måde vil leve med en mand der ikke vil mig. Det ender i had. At jeg vil elskes for den jeg er, men at jeg godt er klar over at jeg har presset ham i fællesskab med hans to børn.

Jeg har fortalt at jeg vil kæmpe for vores familie, men at jeg kun kan hvis alle ønsker det samme.

Meget meget mere er der flydt af ord i mellem os, og vi sad i timevis i går helt udmattede og bare holdt om hinanden. Vi blev afbrudt ved aftenstide fordi ungerne i fælleskab havde lavet pizza!

Jeg var så påvirket af deres uventede sammenhold, at jeg tudede igen

Vi gik ikke sent i seng, dødtrætte som vi var, men jeg har igen i nat sovet ved siden af Josefine. John er som mænd er flest, en mand der skal have ro nu, og tid til at få alle ting på plads i sin knold. Men inden jeg gik, var han allerede ude med nogle forslag til løsninger, og dermed uden ord fik han fortalt, at han heller ikke selv er parat til at opgive endnu.


Her til morgen kom det så frem at hans følelser ikke er forsvundet, og at vi nu begge to skal forsøge at hele de sår vi har fået. I eftermiddag er der sammenkaldt til familieråd, hvor vi med æbleskiver og andet vil få vendt og drejet tingene med børnene. De er alle blevet opfordret til at komme med deres bud på hvad der skal til for, at vi kan blive sammen som en familie. Deres trivsel er ligeså vigtig som de voksnes kærlighed, men det tror jeg de ved nu. Omsider..


TIRSDAG vil kommunen få en opringning. Både Theis og jeg har nemlig tænkt de samme tanker den sidste tid. Vi må og skal have hjælp til at få styr på vores hverdag, med en asperger og tre andre børn, vejledning omkring dagklige rutiner og så en anmodning om hjælp til en større bolig. Theis selv skal prøve at forstå at han ikke har ansvar som en voksen, for det sidder så dybt i ham, grundet omstændighederne i hans barndom. Han skal lade os voksne om at bekymre sig om økonomi, Mira og overlevelse. Jeg har forklaret ham, at det vil give ham rum i hovedet til at koncentrere sig om sin uddannelse og fremtid.


John og jeg har iøvrigt også erkendt at vi må og skal have tid sammen til at være kærester og elskende, men at vi som fælles familie også skal lave flere ting sammen. Det bedste ville være at vi alle kunne få en ferie sammen, opleve positive stunder hjemmefra, men det er en drøm. Der mangler trods alt økonomi eller et sommerhus til det.


Pyhhh det har været og vil fortsat være nogle hårde dage. Men jeg fornemmer at alle fire unger og specielt mine to ekstrabørn, har forstået at der rent faktisk er kærlighed og omsorg at hente i denne familie, men at fælles ansvar og respekt er nøgleord hele vejen igennem.



SLUT PRUT for i dag. Til dem der har julen i hjertet, sender jeg lige en hilsen og ønsker om en god 3. søndag i advent.