Så kom vi så langt

Det er sen nat nu, og vi kan ikke mere for nu.


Familiemødet var både en varm og kold oplevelse.Varm fordi vi mærker at de tre af børnene virkelig ønsker os samlet som familie og at de alle kunne se at der var masser af gode ting ved at blive sammen.

Kun er det den omstridte teenager der blankt afviser at der er noget som helst positivt at hente. Han er fast overbevidst om at det vil være en dødssejler, og indrømmer blankt at han ikke selv mener han vil være i stand til at bidrage til at vi kunne få det godt.

Det har ellers ikke skortet på gode forslag, der alle handler om hvad vi hver især kan gøre for at hjælpe hinanden så her bliver rart at være. Lige fra omrokering af værelser, til indkøb at større spisebord, så vi igen alle kan sidde sammen og spise middag. Forslag om en fast månedlig søndagsfrokost for hele forsamlingen, med god mad og sjov og leg, til aftale om at vi SKAL tale mere sammen i hverdagen om stort og småt. Alle har haft taletid og en af de ting der kom bag på mig, var Miras ønske om at jeg igen begyndte at smile og at hun gerne ville have at jeg vinkede til hende når hun cykler i skole. Det er noget jeg altid har gjort med mine egne, men det er ligesom gået fløjten fordi jeg har været så træt om morgenen, at jeg ikke har været oppe når hun tog afsted. Hun har hørt Rasmus fortælle at det plejede jeg, og det havde hun aldrig oplevet fra sin egen mor. Selv John hostede op med at han var helt færdig over at jeg var holdt op med at vinke farvel fra altanen, heller ikke han havde nogensinde kendt nogen der vinkede til ham.

Sådan er der mange små ting der er kommet frem i lyset og jeg vil hellere end gerne vinke. Jeg elsker at vinke til jeg ikke længere kan se dem..

Intet har påvirket Theis, og jeg har erkendt at jeg ikke er vild med at vi skal ud i bestikkelse for at få en "voksen" dreng til at føje os. Faktisk har jeg meldt ud, at jeg ikke helt kan leve med at det skal være netop en voksen knægt, der skal være den der afgør om vi skal bestå eller ej. Faneme nej.

Her er jeg så heldig at jeg har John med mig. Heller ikke han kan leve med at et utilfredst individ skal være den der afgør vores fremtid. Vi har nu voteret og i morgen aften mødes vi igen, for at tage en beslutning. Jeg har gjort det klart at jeg og mine børn ikke vil ende i en situation hvor vi skal være ydmyge og krybe af taknemmelighed, hvis han skulle beslutte at vi godt må blive boende. Og igen er John helt med på den. Altså i sidste ende er det søreme de voksne der bestemmer, og da vi også vil tage hensyn til børnenes tarv, er det her vigtigt at slå fast at vi faktisk har to 14 årige der begge er ulykkelige ved udsigten til at vi IKKE bliver sammen. Mine to børn har knyttet sig til John på en måde der klart handler om, at han har været mere far end deres egen har været. En udmelding jeg ikke selv havde set komme.

Dette begynder at ligne noget fra en serie i flere afsnit og måske virkeligheden overgår selv den mest dramatiske tvproduktion fra Hollywood..

Jeg fik forresten bagt boller bare lige sådan fordi jeg syntes der skulle ske noget normalt, og her kommer Mira søreme og erklærer at de er bedre end mormors! Hvad er større?? ja jeg spørger bare