14 december 2009

Så kom vi så langt

Det er sen nat nu, og vi kan ikke mere for nu.


Familiemødet var både en varm og kold oplevelse.Varm fordi vi mærker at de tre af børnene virkelig ønsker os samlet som familie og at de alle kunne se at der var masser af gode ting ved at blive sammen.

Kun er det den omstridte teenager der blankt afviser at der er noget som helst positivt at hente. Han er fast overbevidst om at det vil være en dødssejler, og indrømmer blankt at han ikke selv mener han vil være i stand til at bidrage til at vi kunne få det godt.

Det har ellers ikke skortet på gode forslag, der alle handler om hvad vi hver især kan gøre for at hjælpe hinanden så her bliver rart at være. Lige fra omrokering af værelser, til indkøb at større spisebord, så vi igen alle kan sidde sammen og spise middag. Forslag om en fast månedlig søndagsfrokost for hele forsamlingen, med god mad og sjov og leg, til aftale om at vi SKAL tale mere sammen i hverdagen om stort og småt. Alle har haft taletid og en af de ting der kom bag på mig, var Miras ønske om at jeg igen begyndte at smile og at hun gerne ville have at jeg vinkede til hende når hun cykler i skole. Det er noget jeg altid har gjort med mine egne, men det er ligesom gået fløjten fordi jeg har været så træt om morgenen, at jeg ikke har været oppe når hun tog afsted. Hun har hørt Rasmus fortælle at det plejede jeg, og det havde hun aldrig oplevet fra sin egen mor. Selv John hostede op med at han var helt færdig over at jeg var holdt op med at vinke farvel fra altanen, heller ikke han havde nogensinde kendt nogen der vinkede til ham.

Sådan er der mange små ting der er kommet frem i lyset og jeg vil hellere end gerne vinke. Jeg elsker at vinke til jeg ikke længere kan se dem..

Intet har påvirket Theis, og jeg har erkendt at jeg ikke er vild med at vi skal ud i bestikkelse for at få en "voksen" dreng til at føje os. Faktisk har jeg meldt ud, at jeg ikke helt kan leve med at det skal være netop en voksen knægt, der skal være den der afgør om vi skal bestå eller ej. Faneme nej.

Her er jeg så heldig at jeg har John med mig. Heller ikke han kan leve med at et utilfredst individ skal være den der afgør vores fremtid. Vi har nu voteret og i morgen aften mødes vi igen, for at tage en beslutning. Jeg har gjort det klart at jeg og mine børn ikke vil ende i en situation hvor vi skal være ydmyge og krybe af taknemmelighed, hvis han skulle beslutte at vi godt må blive boende. Og igen er John helt med på den. Altså i sidste ende er det søreme de voksne der bestemmer, og da vi også vil tage hensyn til børnenes tarv, er det her vigtigt at slå fast at vi faktisk har to 14 årige der begge er ulykkelige ved udsigten til at vi IKKE bliver sammen. Mine to børn har knyttet sig til John på en måde der klart handler om, at han har været mere far end deres egen har været. En udmelding jeg ikke selv havde set komme.

Dette begynder at ligne noget fra en serie i flere afsnit og måske virkeligheden overgår selv den mest dramatiske tvproduktion fra Hollywood..

Jeg fik forresten bagt boller bare lige sådan fordi jeg syntes der skulle ske noget normalt, og her kommer Mira søreme og erklærer at de er bedre end mormors! Hvad er større?? ja jeg spørger bare

10 kommentarer:

  1. Hold da op...Og så bage du også lige boller :-)

    SvarSlet
  2. Uha, Henriette, det går fremad for jer. Godt, at det er tirsdag i morgen, så I kan søge noget akuthjælp til sur teenager og jer.

    Måske kan det hjælpe, hvis han har en tredjepart at få luftet sine tanker hos.

    Jeg synes, det er nogle rigtig gode beslutninger, I har taget med omrokering af rum og indkøb af et større spisebord.

    Man kan nå langt med en masonitplade og 4 ben fra IKEA eller det lokale byggemarked. Og så sætte en voksdug fast med clips på undersiden.

    Vores spisebord fandt jeg i genbrugsen og de kørte det ovenikøbet hjem til os :o)

    Det er også dejligt at finde nogle praktiske og konkrete handlinger at gøre, som er med til at gøre en forskel.

    Gør det til en rigtig dejlig mandag!

    Varme knus fra Mette

    SvarSlet
  3. Dejligt at høre, at det forhåbentligt går den rigtige vej.

    Mange knus herfra.

    SvarSlet
  4. Jeg har slet ikke haft tid i weekenden til, at læse din blog men jeg har hele tiden haft dig i tankerne. Mærkeligt, at en man ikke kender kan være så meget i mine tanker, men ud fra alle de ting du og din familie tumler med så har du været der. Jeg ønsker alt det bedste for jer alle. Hilsen Bente

    SvarSlet
  5. Hvor det dejligt at høre, at der bliver snakket, tænkt, snakket og tænkt. -Og fandme om du så ikke bager boller midt i det hele. Du er altså for sej Henriette.

    SvarSlet
  6. Sådan en tvær teenager skal s.. da ikke have lov til at ødelægge en hel familie, som ønsker hinanden.
    Han er da så voksen, at han må pakke de sure sydfrugter og flytte ud, hvis han ikke kan lide lugten i bageriet
    (af hjemmebagte boller! Mums!)

    På med vinkelufferne - og se så at finde en anden bolig til ham. Han vil sikkert sætte mere pris på de fælles søndagsmiddage, hvis han kommer som gæst.

    Dejligt at læse, at der er opbakning om "projekt familie" fra resten af husstanden.

    HUSK at passe på de mest skrøbelige individer (Mira, Rasmus og dig selv) og ikke lade den "stærke" vinde. Theis kan klare sig selv - og stadig være velkommen i familien, selv om han bor for sig selv i hverdagene. I andre har brug for den støtte, kærlighed og opbakning I kan give hinanden.

    KH Frau Putz

    SvarSlet
  7. Det er ærgeligt at Theis har forlagt fornuften igen, for det virkerde ellers som om i kunne tale sammen, men der kommer nok en løsning, hvis kommunen ellers træder til. Det hele skal nok løse sig og det har du en stor del af skylden for tror jeg. Du er sku sej, søde Henriette ; )

    SvarSlet
  8. Det går ned og det går op... jeg holder vejret og håber det flasker sig alt sammen for jer. Jeg tænkte på Theis i aftes, på at han måske bare havde brug for at blive hørt og set? Min datter sad ved siden af een i klassen hun ikke kunne lide og vice versa. Hver dag brokkede de sig over at den anden trak vejret eller havde lidt frakke ovre på deres matrikel. læreren mente at de skulle lære at sidde ved siden af alle. Til sidst ringede drengens mor til mig, vi talte lidt sammen og grinte af dem, og aftalte at sige at vi havde hørt dem, det var OK at de ikke kunne lide hinanden og at vi ville have at de skulle lade som om den anden ikke eksisterede. Det virkede sgu!? Bare det, at nogen havde taget dem alvorligt gjorde at de kunne klare sig igennem de næste 2½ måned uden ret mange stridigheder.
    Måske Theis også bare har brug for at høre at hans far er der for ham, måske han føler sig som en forladt lille dreng, der ikke ved hvor han står i verden. Og nogen har taget hans plads på fars skød.
    Hvor er jeg glad for at høre at du er oppe ved overfladen igen...
    sig til hvis du skal have sittet marsvinene!
    stort julekram
    Linda

    SvarSlet
  9. Kære Henriette, Jeg vil sige som flere andre, at det kan ikke være rigtigt at Theis skal ødelægge det for 5 andre! Der MÅ kunne findes en løsning sammen med kommunen. Krydser fingre for det - mange kram

    SvarSlet
  10. Kære Henriette
    Jeg har læst dine indlæg de sidste dage, og jeg har både tudet med jer, glædet mig med jer, og jeg har fået bekræftet det, jeg hele tiden har vidst, du er en fantastisk stærk Quinde, - jeg syntes, at det er fantastisk, at du har kræfterne til, at kæmpe dig tilbage, selv om du undervejs, var ude i en total "nedsmeltning".
    Jeg håber at I finder en løsning!
    Store varme knus fra
    Vibeke

    SvarSlet