Hvad der videre skete

Det var en frygtelig dag i går.

Jeg orker kun få ord, men kan fortælle at jeg brød helt sammen, et par veninder stod pludselig klar og fik mig skippet af sted til psyk skadestuen, for jeg kunne inget, kunne ikke tænke, handle eller holde op med at græde.

Der blev ringet alarm til John om at han nu måtte træde til og hjælpe mig, erkende at dette var mere end jeg kunne klare.

På psyk ville de gerne beholde mig, eller skippe mig videre til et krisecenter, men jeg havde det så dårligt at jeg slet ikke kunne holde ud at være alene. Hospitalsstuen havde tre meter til loftet og en seng. Der var så forfærdeligt at jeg vidste jeg ville få det endnu værre der.

Beslutningen var at jeg blev kørt hjem igen for der kunne jeg trods alt ligge i min egen seng, men Josefine i nærheden og iøvrigt så heftigt bedøvet af beroligende midler, at jeg intet kunne andet end sove. Noget jeg ikke har gjort i flere nætter.

Hjemme igen brød hele familien sammen en efter en. Alle som en hylede vi, Theis var nærmest lammet over at jeg var så elendig og pludselig rakte han ud og holdt om mig så fast at jeg nærmest ikke kunne trække vejret. John er selv også helt knust. Siger at han jo stadig har følelser for mig, men at han bare ikke kan klare mere ballade. Han har som jeg en enorm bitterhed over systemet. Vi har bedt om hjælp til vores familie siden maj, men intet er sket. Vi har råbt op om, at der var fare for totalt nedsmeltning uden assistance. Og nu er det så sket..

Vi har alle siddet sammen i stuen i aftes og talt og spist, og børnene har været vidne til at deres mor og far har siddet og grædt i stride strømme, holdt om hinanden af sorg over at det er endt så knudret.

Jeg trak mig tilbage ved ottetiden, med beskeden om at jeg mente de trængte til lidt tid sammen de tre. Tid til at snakke og til at genopleve en nærhed der ikke har været i mellem dem længe, fordi det har været umuligt. Jeg har opfordret alle til at tænke sig grundigt om, for at finde ud af om det er selve situationen der har presset deres far så langt ud, fordi han er blevet mere og mere klemt i mellem mig og hans viden om at også børnene trængte til ham. De skal finde ud af, om det er selve den håbløse tid der har været, der er skyld i at vi alle bare ikke havde mere at give af og som fik kærligheden til at kølne.


Jeg ku aldrig drømme om at tvinge nogen til mit selskab, hvis det oprindeligt ikke er ønsket og jeg flytter glad og gerne med mine børn, hvis der virkelig ikke er mere tilbage at kæmpe for, MEN omvendt føler jeg også at med den store kærlighed der har været i mellem os, er det ikke fornuftigt at give op hvis der er det mindste at bygge på. Jeg har igen fortalt at jeg jo dybest set holder meget af begge Johns børn, og at jeg VED at også de trænger til omsorg og en viden om at de er elsket og trygge.

Under alle omstændigheder har kommunen, John og jeg i røret i næste uge. De skal faneme ikke dø i synden. De skal vide at der kunne være reddet en familie der har brug for hinanden, hvis de ellers havde taget fingeren ud og handlet på vores nødråb.


I denne weekend vil der nok blive snakket en del, og om det ender med en flytning, så er jeg mere afklaret hvis jeg ved at det er fordi der ikke er mere tilbage i os at give af.

Jeg er stadig i en beroligende tilstand og derfor kan jeg skrive så klart. Men det gør mig også super træt så jeg vil sove lidt igen.