Strik og sludder

Jeg er kommet et godt stykke videre, men må nok tage en pause i arbejdet med at male og rydde på plads, for vi skranter her i huset. John har været småsløj og hjemme siden tirsdag, og her til morgen er det mig der har det underligt. Jeg kan ikke lige sige præcis hvad der er i vejen, men jeg har sån lidt ondt her og der. Mit hoved gør ondt, en mindre tandpine ligger og lurer, jeg fryser på en ubehagelig måde og jeg er tyk i halsen.

Med andre ord kunne det se ud til, at vi ikke længere undgår vintersvøben i form af forkølelse eller det der er værre. Indtil videre er vi ellers gået fri af de sygdomme der normalt følger med længere tids mørke og kulde, så jeg klager ikke. Jeg tager det varme tøj på i dag, og så ser vi..


Eneste lille problem er at vi skal til fest i aften, køleskabet er begyndt at runge hult, og søndag skal jeg både kigge på værelse med Josefine og til strikkekomsammen. Festen i aften er til ære for en nyudklækket sygeplejerske, den har været annonceret længe og jeg vil som altid helst blive hjemme. Selskabet er ellers ok, men der kommer mange mennesker og der bliver altid festet igennem når de er samlet, så jeg ved jo som sagt før, at jeg skal kæmpe for at holde ud mange timer. Strikkehalløjet på søndag glæder jeg mig meget til, men jeg er blevet lidt overrasket over mængden af gæster, så også her er jeg lidt tøvende. Alt i alt har jeg brug for alle mine kræfter i denne weekend, og får jeg det ikke bedre må jeg lige overveje hvad jeg kan deltage i. Lige nu er jeg bare skvattet.





Modsat deres mennesker, er de pelsede i fuldt firspring allerede. Jeg ved ikke lige hvad der stikker dem her til morgen, men de har simpelthen ræset rundt som skoldede grise, pludret og pebet, hoppet og danset med en sådan energi at det ligner et forårseng med føl på. Det er så muntert at skue, og de er ganske upåvirkede af at deres omgivelser ellers ligner ragnarok for tiden. Burene er nærmest pakket ind i stabler af alt muligt, der er midlertidigt stillet rundt omkring i stuen. Kasser og bunker af bøger, sække med garn, borde og stole og stof i posevis har dæmpet alle lyde i stuen den seneste tid, men hva.... så er her da isoleret hihi.



Især Karamellen er fuldstændigt tosset med frynser. Hver eneste gang jeg rejser mig fra sofaen og vender ryggen til, lister han lynhurtigt ud og gnasker løs. Når jeg så viser mig igen, stopper han op, kigger på mig med et blik der siger " hvad? mig? jeg laver ikke noget. Jeg sidder bare her og kigger lidt på udsigten. Må man nu ikke engang det mere?? " Og så spurter han højlydt tilbage i sikkerhed igen. Og jeg mener virkelig hver gang. Det slår aldrig fejl, selv når jeg ligger og sover med plaiden om mig, så lister han ud og tager en bid.



For at toppe op med indtryk af kaos, kom Josefine allerede i går og derfor kan man nu faktisk ikke gå hverken frem eller tilbage herinde, sovesofaen har taget den sidste tomme gulvplanke vi ku bruge til at betræde stuen på. Jeg trækker på skuldrene og gider ikke lade mig påvirke, for det er jo kun en kort tid endnu, og vi har prøvet det der er meget værre..


Nu venter noget varmt til halsen, noget blødt til maven og så bliver jeg i min seng lidt endnu. Heldige mig skal jo ikke engang ud i det kolde mørke, som de fleste andre mennesker.

Det er ikke så ringe endda