Siden sidst, om marsvin, strik og nye værelser

De pelsede har haft herlige dage i julen. Jeg syntes de igen er vokset, men kan det virkelig være muligt? Der må da være en grænse for, hvor store de kan blive og de får jo masser af motion, så hvad er det nu for noget?
Der har været lidt trangt med pladsen i tiden, hvor der både skulle fejres jul og flyttes ud og ind, så på et tidspunkt endte det ene bur på spisebordet lige foran det lille minijuletræ. Cupcake og Lakrids syntes bestemt at det var en fabelagtig ide, og en nat vågnede vi ved en helt koncert af bimlen og ringlen, og der stod de to med hver sin gren i munden, lystigt gumlende og i fuld sving med at gnave sig ind på julekugler og flag. Sjovt nok er det mere interessant end de gulerødder vi giver dem. De spiser dem kun i yderste nødstilfælde og når der er opstået akut hungersnød.. Se bare den gulerod på billedet, de har gnasket den i småstykker og derefter spyttet det hele ude igen! Det ligner nærmest perler af gult, og kan ikke hamle op med en god gammeldags agurk. Ret morsomt er det at se hvordan de spiser når menuen står på grønt. Alle elsker de at spise, men allermest Lakridsen :-) Når maden er inden for rækkevidde, ligner han en der er kommet for sent op og skal nå et tog. Hastigheden af hans gnasken er rekordhurtig, og når han så er færdig så gælder det for Cupcake om at gemme sig med sin egen ration, for ellers snupper Lakridsen også den. Hapser den ud af munden på den sagesløse roommate, og spæner ned i de det fjerneste hjørne, vender den brede bagdel til og så forsvinder også den agurk som dug for solen.

De er et studie værd, det er de altså :)



Mira er nu helt flyttet og her kan man se hende i gang med først at vaske vægge, male og til sidst beundre værket i aftes, da alt var på plads igen. Det er ikke så stort endda, men det er blevet godt. Hyggeligt, rent og med hendes egne marsvin i ny højde, så de nu kan rende ind og ud af buret som vores kan. De skal bare lige opdage det først he he.. De er nemlig ikke så kvikke, hunner er mere fredelige og mindre nysgerrige, men jeg tror nu nok at de hurtigt skal opdage fordelen ved den varme seng og den bløde dyne lige uden for lågen. Tøsebarnet er glad og stråler som en sol over hele femøren. En ren fryd at se



Henover julen fik jeg færdiggjort det orange sjal, men der manglede ligesom lidt tyngde i det. Det grå fik jo duske på, men denne gang fik jeg lyst til pga farven, at give det mere fest på, så jeg har hæklet blomster i forskellige farver og størrelser. De sidder nu i spidserne, men jeg er ikke helt færdig endnu. Der skal liige lidt flere mindre til, før det ser rigtigt ud. Julegaven fra Rasmus var garn fra Holst, og sammen med det ligger der nøgler af Kauni. En netshop lukkede og havde nedsat til en helt uimodståelige lav pris, så jeg hamstrede inden fristen udløb d. 31 dec. Det blev til 200 g marine, 200 g postkasserød og 200 g af den hvor farverne glider over i hinanden, også i blå nuancer. 600 g alt i alt for under 200 kr. Det er sgu en god handel.

Jeg fik jo ingen julegaver ellers, men mine forældre gav os en diskret kuvert, og min del af pengene gik til opfyldelsen af et ønske jeg har haft et stykke tid. En ordentlig strikketaske. Sådan en af slagsen, med 1000vis af rum og masser af plads til hele pivtøjet og mere til. Den er købt her og jeg ville nok ikke have haft råd til den uden mine forældres gave. Jeg troede egentlig at den var rigtig rød, men da den blev pakket ud, var den mere hen ad en mørkrosa, ikke lige min kop te, men den er alligevel taget i brug for jeg ku ikke udholde at skulle sende den tilbage igen. Jeg vænner mig nok til farven, og i hvertfald har jeg allerede taget den til mig med hele mit hjerte, for noj hvor kan den bare rumme meget. Den har en masse smarte detaljer og en hulens masse rum og ekstra tasker. Det mest utrolige var, at jeg bestilte den d. 25 dec og allerede den anden hverdag efter blev den leveret.




Til sidst må jeg vist også lige kommentere lidt på vejret her til lands.


Sneen har været omtalt overalt, og det er da også helt vildt at vi skal have den oplevelse efter mange år med kun lidt eller intet. Vores vintre er langsomt blevet mildere med tiden, men jeg tror at ham Vorherre har besluttet at markere klimatopmødet på sin egen måde..

Jeg elsker sne, men kan godt forestille mig at man i Hobro feks syntes at det er lidt vel rigeligt nu. Hverken frem eller tilbage kan de komme derovre, og nu her til morgen så jeg i nyhederne at man igen har hevet det gamle lokomotiv frem fra dets støvede hi. Stof til eftertanke syntes jeg.
Når det virkelig gælder virker vores moderne verdens bekvemme opfindelser ikke, og vi må erkende at de gode gamle solide værktøjer ikke helt skal skrottes. Lidt ligesom med mennesker. De unge og hurtige er i høj kurs, men de ældres og mere modnes erfaring kan ikke købes for penge, og vi burde være mere obs på at anerkende de resourcer der ligger gemt der.


Defemibyens update er vist komplet og jeg ønsker en god og hvid dag til alle.