Alt for tidligt

Jeg er tidligt oppe idag.


ALT for tidligt efter min smag. En hel halv time før kærestens vækkeur ringde for at være helt præcis, men når man skal tisse så skal man. Lige så snart jeg sætter benene på gulvet, begynder de pelsede at hyle op, og så skal der altså mad på bordet mener de. Efter det lille hus og affodring, syntes jeg ligeså godt at jeg kunne koge vand, så kaffen ku stå klar til kl seks og derfor sidder jeg nu her i min lænestol, i mit nye værelse der er ligeved at være perfekt.

Her mangler kun en enkelt omgang maling af min kommende plantebænk, lidt oprydning og så finpudsning af hvor ting og sager skal stå. Allerede nu kan jeg bare mærke hvordan jeg slapper helt af herinde. Fra stolen har jeg en bred udsigt til himlen der ligenu er bælgmørk, og som om sommeren lader solen skinne ind fra tidlig formiddag til lang ud på eftermiddagen. Jeg ved at det vil være et godt sted at få smukke blomster til at vokse og gro. Den megen varme, og lyset kan få lov at virke som mit eget private drivhus og måske jeg kan have andre former for planter end jeg tidligere har kunnet have her i Vanløse..

Ja planerne er mange, men dejlige at tænke på og fantasere om. Lige noget der kan få en kold februarmorgen til at virke knap så gyselig.

Også i søndags var jeg tidligt på færde. Jeg vågnede og fra sengen kunne jeg se ud af vinduet, at noget var anderledes. I første omgang troede jeg det var tåget, men tænke at tåge sågu da ikke hænger sammen med frost og sne! Ikke engang husene på den anden side af vejen var til at få øje på, og da jeg fik rejst mit legeme fra de varme dyner, blev jeg helt vild. Sneen faldt så tykt at alt var væk simpelthen. Helt stille var her, så jeg sprang i tøjet, hele tre lag og med sjalet godt op hoved og hals, den oplevelse ville jeg bare ikke gå glip af.

Sådan en søndag morgen, hvor hele verden er pakket ind i en dyne så tyk af hvidt og koldt, er der ikke meget liv udenfor. Tre standhaftige løbere og en optimistisk cyklist blev det til, på min vej ned til søen. Hold da op hvor var der smukt. Det der normalt er frodigt, eller i det mindste fyldt med planter og træer, var nu bare en ørken af sne.

Jeg ved at sne er ved at være en kedelig gammel nyhed, men alligevel.. Hvem ved hvilket år vi igen kan opleve en rigtig vinter?




Her ligger normalt en sø og vugger, nu kan man ikke se andet end uendelighed





En lille forsmag på hvad der er kommet på plads i mit retreat:

Jeg har fået sat en køkkenbordsplade op. Benene er fra vores gamle spisebord. Et bord John har klunset engang, og som var et eller andet dyrt italiensk design. På benene er et kæmpe stempel med navn og nummer på et eller andet fint, så han fandt på at genbruge dem på denne måde. De er af massivt et eller andet og enormt tunge. Bordpladen blev tilovers da en kammerat var færdig med at opsætte sit eget skrivebord. Jeg fik resten og jeg skulle hilse og sige, at det nu er så solidt at jeg kan stå på det. En super arbejdsplads bortset fra at jeg syntes det er så fint at jeg næsten ikke nænner at begynde at bruge det. ;)

I dag skal jeg være på hospitalet til et møde med Josefines læge kl 11. Jeg er nok nødt til liiige at få sovet bare lidt mere inden, for ellers er jeg ikke mange sure sild værd til den tid. Jeg er spændt på at få lidt mere information, og så håber jeg ellers bare at hun ikke helt har opgivet sit ophold der endnu.