System i kaos og overreaktioner

En udemærket overskrift på dagens skriv fra De fem.


Et kaos der heldigvis er væk nu. Det matrielle rod er der styr på, nu mangler jeg bare at få orden på det mentale rod.



Den senere tid er min hjerne gået helt i selvsving, ord flyver rundt i knolden på mig, centrifugen af sætninger og lyd er nonstop i gang, faktisk så meget at jeg har utroligt svært ved at sætte mig til tastaturet. Jeg VIL gerne skrive hver dag, har masser af ting jeg syntes jeg vil dele ud af, men jeg kan bare ikke få hold på ordene. Det gør mig stresset og desperat når jeg har det sådan, og her til morgen gik jeg da helt i spåner.


I vores univers svæver der en planet rundt, i form af en ven som med stort held praktiserer " jeg ringer, du springer" øvelsen, en øvelse jeg har umådeligt svært ved at håndtere med fornuft ind i mellem. Denne ven lever altså på sin helt egen planet og har ikke rigtigt nogen fornemmelse for hvordan livet i en familie fungerer. Han er single, middelaldrene og UDEN børn, og derfor ikke vant til, at tingene ku dreje sig om andet end ham selv og hans umiddelbare behov. I kombination med at min elskede ikke kender til ordene, desværre/nej/en anden dag/jeg har ikke tid lige nu, bliver resultatet så altså " jeg ringer, du springer" med stor succes.

Jeg ved ikke..

Jeg siger sjældent fra overfor kærestens egne behov for samvær med venner og bekendte, han er betydeligt mere social end jeg, men lige i aftes ku jeg altså ikke takle en telefonopringning kl halv midnat, med et ønske om assistance til et eller andet meget vigtigt i dag. Kæresten siger jo ja uden forbehold, og glemt er så de planer vi egentlig har haft for lørdag og søndag. Fleksibilitet er en god egenskab, og jeg har kæmpet med at tage det afslappet, men her til morgen havde jeg så ondt i maven af usagte protester, at jeg simpelthen gik i krampegråd som en anden toårig.

Jeg mangler ikke noget at tage mig til, kan sagtens underholde mig selv, og bliver tosset på mig selv over, at jeg ikke håndterer en uventet ændring af planer bedre, min største frygt er nemlig at udvikle mig til en tudevorn hjemmegående kvinde, hvis mand er bundet af at jeg skal underholdes når han har fri. Jeg gider ikke være en brokkemoster, der klager og beklager sig, men i dag er jeg altså bare sådan. Min hjerne er standset og jeg er helt i sort.

En masse andre tanker og tumpede bekymringer har jeg kørene for tiden, og det trætter mig helt ud i det åndssvage. Kognitiv tækning ville være på sin plads her, så jeg må vist til at hive fat i de principper igen, ellers mister jeg helt proportionerne.

( kan man sige sådan?? )


Det er en svøbe at være så sk.. tænksom og spekulativ, og jeg misunder dem der ikke tænker dybt over noget som helst. Det må alt andet lige være lettere at gå gennem tilværelsen som en lettænkende person. Der er ikke så mange dikkedarer og dagene tages som de kommer. Ingen rynker mellem næsen og panden, og ingen tanker der fylder op i bevidstheden. En tom hjerne er garanteret lettere end en fyldt.



Let gang på jorden, som Agnes Henningesen har kaldt en af sine bøger. Sådan ville jeg gerne gå.



Ugens bekymringer:

- Josefine
- Den daglige pligt i form af aftensmad og tudene unger, der tror de skal dø hvis jeg ikke orker andet en rugbrød
- Rasmus
- Mine manglende skriv på bloggen, og bliver I alle skuffede fordi jeg ikke har orket at læse og kommentere så meget som jeg plejer
- Tømning af Josefines værelse på skolehjemmet
- Mine hår på benene... jeg orker ikke at tænke på andet end ren hud for tiden
- Mine mørke poser under øjenene, jeg ligner en olding syntes jeg
- Min manglende evne til at koncentrere mig om en mere indviklet strikkeopskrift jeg gerne vil igang med
- Hvorfor er en af mine faste læsere forsvundet? Har jeg sagt noget forkert? Det går jo den forkerte vej, hvis først jeg MISTER læsere, hvad handler det om?
- bla bla bla og mere bla!


Stort og småt, vigtigt og ligegyldigt i et stort sammensurium. En gryde fuld af ingredienser til et meltdown. Jeg ved det... det er helt vanvittigt og jeg må tage mig sammen, sortere i væsentligt og Uvæsenligt. Problemet er bare, at jeg ikke kan finde ud af hvad der er hvad lige nu, det hele virker lige vigtigt.





Jeg tror jeg tager strikketøjet i hænderne og lyttebøffen i ørene resten af dagen.