Hverdage, og de pelsede får pedicure

Jeg har fået sovet alt for lidt i denne uge.


Nu mærker jeg resultatet, for denne morgen er begyndt med migræne og voldsom kvalme. Jeg burde jo have lært det, men nej... jeg er og bliver en natteravn. Det skyldes vist til dels, at jeg som pensionist bare ikke behøver tænke så meget over tider, men samtidigt er det sådan jeg altid har haft det. B - menneske og med masser af kreative indfald sent på aftenen.

En stille dag burde jeg tage mig, inden næste uges vinterferie går løs, men det kan jeg desværre ikke. Josefine skal hentes for at tilbringe weekenden herhjemme. Det er ikke uden bekymring, så jeg talte med hendes kontaktperson i går omkring hendes ønske. Jeg ved nemlig godt hvordan det kommer til at forløbe, men deres indstilling var, at de ville se hvordan hun taklede det. Det ku jeg nu godt fortælle dem, men hun insisterer og så tager jeg det med. Måske det er udemærket, for hvis hun gør som jeg frygter, MÅ de vel kunne indse at det er alt alt for tidligt, at hun får lov at holde fri derfra. Men vi får se.. Jeg henter hende dog ikke før efter middagstid, da jeg lige må have samling på mig selv inden.

Generelt er det ellers dejlige dage jeg har. Jeg mærker at jeg stille og roligt er begyndt at få roen tilbage i kroppen. Her er vidunderligt stille i dagtimerne, ingen stress og jag og præcis som doktoren har foreskrevet, har jeg egentid der foregår i langsomt tempo og uden støj. Det mærkes når vi om aftenen alle er samlet, overskuddet er så lange større og jeg er slet ikke utålmodig og utilnærmelig som før. Jeg behøver ikke min "æggeskal" at trække mig ind i. Hurra hvor er det dejligt. Og så har jeg jo også værelset at være i, når behovet for fred melder sig.

Min elskede og jeg stortrivedes sammen, romantikken blomstrer og der er igen denne ufattelige varme og kærlighed, som lige fra begyndelsen bandt os sammen. Livet er ved at forme sig som vi drømmer om her i Vanløse. En daglig rytme er ved at indfinde sig, to voksne og to børn under samme tag, sammenbragt men nu med langt mere harmoni. Det at jeg selv har fået frataget døgnvagten af min datter har betydet en kæmpe forskel i mit overskud, andre er nu i gang med det seje træk at få hendes holdning og livslyst til at ændres til det bedre. At konflikterne med "den sure teenager" er borte, har også øjeblikkeligt ændret stemningen her, selvom han selv ikke håndterer ansvaret for eget liv helt så fantastisk. At der er konsekvenser ved alt, har han allerede opdaget, men vi holder fast i vores beslutning om at han ikke kan bo her. Noget han ellers har pippet lidt om, allerede efter de første tre uger under eget tag. Nu er der gået halvanden måned, hans skole er på vippen til at smide ham ud for pjæk, hans private papirer kan han ikke holde styr på, så boligsikring og den slags kører slet ikke, men han MÅ og SKAL lære det. Ikke noget han er helt tilfreds med..


De pelsede har glade dage og laver fortsat ballade i den helt store stil.


Sidste weekend fik vi besøg af Gittemarsvinemor. Med sig bragte hun sin negleklipper, for jeg har haft svært ved at få deres negle holdt nede. Specielt Cupcake er helt og aldeles umulig :-)



Lakridsen blev kildet på maven og efter det første chok havde lagt sig, var han ikke helt utilfreds med den oplevelse.


Chokofanten kigger på nysgerrigt på. Ikke noget fis med ham :)


Karamellen hænger bare.. Ikke helt sikker på om det her er så morsomt, men alligevel ser han da grumme ligeglad ud. Hans sædvanlige " jeg tåler jeres omsorg indtil jeg ikke gider mere"attitude, slår også igennem her. Når han får nok, napper han lige lidt og så ved vi at nu må vi ikke længere kæle med ham. Audiensen er forbi.


Med et fast og øvet tag, fik hun hurtigt styr på de tre's små futter, de var helt lammede over at en fremmed ond dame bare sådan tog fat i dem, og med hurtige beslutsomme bevægelser holdt fast uden at lade sig besnære af deres store mørke øjne og højlydte protester, der nærmest har klang af den sidste dødsrallen, da det varer længere end de lige syntes det skal.




Cupcake derimod er af en helt anden kaliber. HAN lader sig ikke lige narre, og med halvdelen af neglene klippet, måtte hun kaste håndklædet i ringen. Både hun og han var så udmattede efter dagens 12 runder, at det endte med at han hylende søgte ly hos mor her, og den onde dame fik kaffe at styrke sig på. De næste to timer kunne man se et marsvin ligge helt flad hen i sit telt. I dyb søvn og uden en bevægelse lå han der, som en anden lille såret kriger. Og så var han ikke engang kommet noget til.


Det lille pus!