02 februar 2010

Nå, men altså...




... jeg må vel til det.


Det er flere dage siden jeg sidst har været her. Har ligesom gået lidt rundt om den varme grød, åbnet computeren, kigget lidt rundt, og er så endt med at lukke den igen.


Der er sket en masse på mange fronter siden sidst, både værelse og stue er næsten komplet og færdig, ligeså er soveværelset, strikkeriet kører derud af, og så... ja så er Josefine altså afleveret til andres hænder i går.

Det ligger mig meget på sinde at udbrede viden og kendskab til sindets bagside, og jeg har både skrevet stort og småt om mine egne problemer, om det svære at være forælder til en asperger og så om de ting der ellers har plaget både Theis og Josefine. Selvom samfundet som sådan er mere obs på sindslidelser og deres behandling i dag, er der stadig masser at rette op på, mange ting der kunne være så meget bedre og områder der er helt oversete. Her tænker jeg jo netop på de unge, dem som er børn af psykisk syge, men også dem som generelt bare har det svært. De glemte børn kalder jeg dem.


Lige nu kan jeg bare slet ikke finde de rette ord, der kan beskrive forløbet i går, så jeg venter og skriver når det lige ligger på tungebåndet, MEN jeg vil alligevel erklære at det var en umådelig lettelse for mig, at de tog hende og jeg seriøst, at de lyttede og var klar til at handle. Hun er nu indlagt og så må jeg igen finde optimismen frem, på ny tro på at NU, denne gang sker der noget.
En ting der slog mig var, at hun trods sin tristhed over at det nu var som det var, alligevel formåede at lave sjov og le sammen med mig. Min datter er i besiddelse af den mest vidunderlige og tørre humor, og det viser sig på de underligst tidspunkter. Mit hjerte smelter og jeg ved jo at der inden under hendes skal, ligger der en pige og venter på at springe frem fra sit skjul. En hjertevarm, munter og klovneagtig lille pige, der skal have indhentet nogle års udvikling så hun kan klare sig selv og livet fremover, og så hun kan springe ud som den kvinde hun er tæt på at være.

Jeg talte med min far i aftes, og selvom også han syntes det er så trist at hun skal igennem så svær en tid, er han også tænksom over den tråd der ligger i vores familie. Min farfar var syg og begik selvmord da min far var lille, min far og hans to søstre er sindslidende på hver deres måde, jeg er det, og nu også i hvertfald det ene af min to børn. Det er ikke til at vide hvor langt tilbage vi kan komme i anerne, for farmor vil under ingen omstændigheder tale om farfar, og dermed heller ikke om, hvorvidt der skulle være flere i den del af familien, der har haft symptomer på noget. Summa summarum er, at ud over det der rammer een i vandringen gennem livet, har også generne sin del af forklaringen på hvordan man takler livet. Interessant er det at min mor er stik modsat, en fighter og overlever og altid på farten og i gang, men de gener er slet ikke repræsenteret i mig eller hos mine børn.

Tilgengæld takker jeg hende for at hun har givet mig sine kreative og opfindsomme sider i vuggegave. Dem ville jeg ikke undvære for noget.


Min datter er i mit hjerte og jeg har fundet lidt billeder frem, som giver mig sjove minder:

1 år og fuld af lagkage og gå på mod.


Temperementsfuld, når hun ikke kan som hun vil. Billedet er fra dengang hun ville op og sidde på blepakkerne, men ikke helt magtede balancen. Hun tippede lige så stille forover og der lå hun så. Skreg som en stukken gris.. he he. Mor måtte lige snuppe et billede inden hun hjalp det stakkels barn ned på fast grund igen.


Iført ALT tøjet fra vaskekurve! Se mor jeg ku helt selv ta tøj på.


En sommerdag for mange mange år siden iført sin fineste blå kjole


Og nu..... er hun vokset op og kan stadig ha smil i sine øjne, når hun altså er i trygge rammer.

31 kommentarer:

  1. Jeg krydser fingre for, at det er lige det her, der skal til for at hjælpe. Men puhha det er altså også svært at være mor ind imellem!

    SvarSlet
  2. Hej Mette og tak for kommentaren. Ja jeg syntes søreme også at det er sværere end jeg havde regnet med dengang jeg fik hende.. ;)

    Kh og fortsat god tirsdag
    Henriette

    SvarSlet
  3. Hej Henriette !
    Jeg har fulgt dig i et stykke tid nu og når du skriver at du ikke har arvet din mors figther gener vil jeg da lige fortælle dig at jeg synes du er en figther !!
    Mange hilsner Jytte

    SvarSlet
  4. Det er dejligt at læse, at hun nu er det rette sted. Men også så dejligt at læse, at trods alt det hele har hun overskud til at lave sjov med dig. Det varmer virkelig.
    Kan I alle have det godt og mange tanker til dig.

    SvarSlet
  5. Tjah Henriette, det er nok meget godt, at vi ikke vidste, hvad vi gik ind til, da vi fik de unger. Ellers var vores race nok forlængst uddød :-) (Det er nok også derfor, at det er kvinder og ikke mænd, der føder børn - hæ, hæ!)

    Kh
    Mette

    SvarSlet
  6. Hmm, dømmer du ikke dig selv ret hårdt nu?
    Tænk lige en gang over, hvad der ville være sket, hvis du ikke havde været netop en figther?

    Håber på, det hele kan give lidt ro og klarhed for Josefine. :-)

    SvarSlet
  7. Livet er da også fuld af bjerne der skal bestiges. Måske er de udfordringer i reglen ikke voldsommere end vi kan klare dem og du har da netop arvet noget fra din mor også, for du giver jo ikke op og erkender dine egne grænser og det er jo også være være en god mor, at se at her kan jeg sku bare ikke være med mere. Jo, Henriette. Du kæmper jo...hver dag!!!Kram

    SvarSlet
  8. Jeg håber for Josefine, at hun får den rette hjælp i alt den tid som hun har behov for det. Fantastiske billeder som viser en skøn pige. Du er en fighter. Du kæmper bl.a. for, at psykisk sygdom ikke skal være et tabu og det er så sejt. Knus Bente

    SvarSlet
  9. Hvor er det godt, at I får den hjælp, I har brug for, nu.
    Jeg er vild med din billedkavalkade.

    Når man står der med sit spæde barn, er det umuligt at forestille sig de svære perioder, barnet kan komme til at gennemgå. Og når man så står i det er det ubærligt, men alligevel kommer man igennem det på en eller anden måde.

    Jeg er ikke igennem med min ældste. Måske kommer jeg det aldrig, fordi der til stadighed er så mange forhindringer. Og jeg er magtesløs i mange situationer og må se til at hun vælger at gøre nogle ting, som jeg kun kan give min mening om og intet ændre ved. Men hun ved, at jeg elsker hende, også selvom vi er så forskellige.

    Og jeg ved, at du elsker Josefine og jeg er sikker på at hun også ved det.

    Jeg tænkte på dig mange gange igår og sendte gode tanker til dig og det gør jeg nu igen.

    Kærligst, Mette

    SvarSlet
  10. Kære Henriette
    Vi deler skæbne på mere end en måde....
    Jeg er Borderliner som du.... Jeg kan se en gylden tråd tilbage i familien... Jeg er blot den første der har kigget sygdommen i øjnene.....
    Pt. lider min datter også og alle tegn, peger mod samme sygdom.....

    Vores børn ligger os tæt.... Og vi er heldigvis mere opmærksomme på vores børns sindstilstand...

    Sender dig varme og hende varme tanker...

    SvarSlet
  11. Lad os håbe og tro på at det er nu der sker noget.
    Det er stadig noget tabu over at have ondt i sindet, for det kan jo ikke ses!
    Jeg hørte Cafe Hack på netradioen på jobbet i dag og programmet i søndags havde Poul Nyrup med og han fortalte både om sit liv som barn og det at have et barn med en sindslidelse og så at miste.

    Rart at høre fra dig og at du har fået udrettet så meget, både med familien og så det vigtige rum - dit nye eget værelse.

    Kærlige knus
    Kari

    SvarSlet
  12. Kære Henriette, Jeg håber der sker noget for din datter nu. Jeg tænkte på dig mange gange i år. Mange knus

    SvarSlet
  13. Kære Henriette... jeg synes du er så sej... du kan meget mere end du selv tror. Hvor mange - i din situation - ville kunne se, at datteren har brug for mere hjælp, end den I kan tilbyde hende? Det er svært, det er jeg ikke i tvivl om, men jeg synes du klarer det helt vildt flot...

    SvarSlet
  14. Håber det bedste for Josefine. Godt hun er i kyndige hænder - og forhåbentlig sker der noget nu. Du har så evig ret i, at det er et ganske overset problem. Heroppe nordpå er der flere års ventetid til unge med psykiske problemer - kender et par stykker, der har været igennem den mølle. Helt og aldeles uacceptabelt, når man nu ved, at det ikke bliver bedre med tiden.
    Masser af varme tanker herfra.

    Knus Gittemay

    SvarSlet
  15. Hej Henriette - jeg synes, du er sej. Du får en award af mig, selv om jeg godt ved du har en i forvejen.
    M.v.h.
    Christine

    SvarSlet
  16. Kære Jette. Ja når du skriver det sådan, så kan jeg egentlig godt se at jeg måske alligevel har noget fra min mor. Sjovt at jeg aldrig selv har opfattet det sådan..

    Mange tak og knus fordi du kommenterede mit indlæg
    ;-))

    SvarSlet
  17. Kære Sonnie. Ja jeg håber altså også at der nu kommer andre boller på suppen og at hun får den rette hjælp.

    Mange knus og god dag
    Henriette :)

    SvarSlet
  18. Hi Mette G, det har du så evigt ret i. Heldigt er det vist også at vi glemmer smerten straks babyen ligger der på vores mave.

    Dejlig snevinterdag og kh
    Henriette :))

    SvarSlet
  19. Kære Nette, jo jeg gør nok, men hvad er nogensinde nok, når det handler om vores børn og deres trivsel?? Jeg er godt klar over at nu kan jeg ikke gøre mere, og jeg håber sådan at hun får den hjælp der skal til nu.

    Mange knus og tak for kommentaren
    Henriette :)

    SvarSlet
  20. Kære Rikke. Tusind tak for dine ord, de giver mig støtte, og det trænger jeg til for at tro på at jeg har gjort det rigtige.
    Jeg håber at du selv har det godt for tiden og at ungerne arter sig ordentligt :-))

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  21. Kære Bente. Jeg syntes det er så vigtigt at udbrede kendskabet og tolerencen for at der er mennesker med behov for ekstra støtte til at håndtere livet. Jeg takker for dine ord og glæder mig over at det jeg skriver bliver modtaget så positivt. :)

    Rigtig god dag og knus
    Henriette

    SvarSlet
  22. Kære Mette. JA du ved jo selv hvor svært det er at være mor til en der har det skidt. Man er bare magtesløs og det er en frygtelig følelse at stå med.

    Tak for dine tanker og ord, og ja.. hun var sgu en dejlig unge også dengang :)

    Rigtig god dag Mette
    Knus Henriette

    SvarSlet
  23. Kære Arduinna
    Jeg ved faktisk ikke om jeg havde fået børn, hvis jeg havde vidst allerede dengang at jeg selv var syg, og at det kunne gives videre. Det er noget jeg ikke har lyst til at tænke på, men jeg er trist over at jeg selv har været med til at give hende og måske også Rasmus noget med i generne, der kan gøre deres liv svært.

    Tusind tak for din hilsen og jeg håber søreme at din egen datter kan få den rette støtte, hvis altså det viser sig at hun har arvet sygdommen.

    Mange knus
    Henriette :)

    SvarSlet
  24. Kære Kari. Tusind tak for din hilsen, og ja.. det er nemlig svært fordi man ikke kan se på mennesker at de er psykisk syge. Så jeg bliver ved gør jeg, med at skrive om det. :)

    Jeg ønsker dig en god dag og sender knus og tak
    Henriette

    SvarSlet
  25. Kære Anette.

    Mange tak for dine tanker. De varmer og gør det lettere for mig at håndtere tingene. Støtte er søreme vigtigt har jeg lært ;)

    Jeg ønsker dig en god dag og håber sådan at du er ved at være på højkant igen.

    Mange knus og kh
    Henriette

    SvarSlet
  26. Kære Kirsten. Du har ret, og jeg er da også lidt tilfreds med at jeg har evnen til at se tingene som de er, og ikke fornægter. DET ville være endnu værre.

    Rigtig god dag og kh
    Henriette :)

    SvarSlet
  27. Kære Gittemay. Jeg syntes det er en skandale og intet mindre, at de unge bliver glemt. De er jo for pokker vores fremtid ik..

    Rigtig god dag og jeg håber at I er ved at finde jer til rette i det nye hus. I hvertfald er der masser af sne at feje væk hva..

    Mange knus og tak
    Henriette :)

    SvarSlet
  28. Kære Christine, velkommen her og tusind tak for både besøget, kommentaren OG awarden. Den er jeg bestemt meget glad for.

    Rigtig god dag og kh
    Henriette :))

    SvarSlet
  29. Godt at du får det ud, det kan jeg selv have svært ved. min datter er også syg, men vi er ikke kommet så lang som jer endnu. Krydser finger for jeg - Knus Helle

    SvarSlet
  30. Sort/tør humor er nogle gange så forløsende i en svær tid.

    Jeg tror, at der er mange der kan få stor glæde af, at du er så åben og ærlig. Det er forhåbentlig med til, at der kommer mere fokus på de glemte børn, som du kalder dem.

    Ha' en dejlig aften.

    Knus og tanker

    SvarSlet
  31. Kære Henriette
    Jeg ved med sikkerhed at jeg ikke havde fået børn, hvis jeg havde været bevidst om det....
    Jeg var med min egen datter til lægen i går og da lægen spurgte hende hvilken støtte hun havde i denne svære tid, sagde min datter, at hun da heldigvis havde mig, der med min erfaringen kunne sætte ord på noget af det kaos, hvor hun selv havde svært ved at finde ord til...

    Hvortil lægen sagde, at hun skulle være rigtig glad for at hun havde en mor, med så stor forståelse, de fleste mødre fatter ikke en skid og er ofte med til at forringe tilstanden....

    Det er værd at huske også for dig.... Du giver din datter en gave, ved at være forstående overfor hende, hvilket jeg selvfølgelig kan læse at du er :-)

    Knuz

    SvarSlet