Strikkefryd og strikkeklubben

Her på falderebet af denne torsdag kan jeg glæde mig over, at der kun er en uge til næste gang vi skal mødes i strikkeklubben min.

Den kører jo egentlig af sig selv nu, og så alligevel har det været med hiv og sving de sidste par gange, fordi vi er for få til at det kan bære, når der er sygdom eller snestorm inde over.

Derfor har jeg indfanget nogle sagesløse Ravelrylister til at være med næste gang. De kommer heldigvis frivilligt, og virker til at være glade for udsigten til et fast planlagt møde, hver første torsdag i måneden. Jeg er så spændt..

Det er jeg fordi vi denne gang skal mødes hos mig.


Selvom det er mig der har stiftet klubben som man kan kalde det, så har vi jo endnu ikke været her, da vi indtil nu i januar slet ikke har haft plads til det. MEN NU-


-kan vi alle være her og juhu hvor bliver det dejligt at prøve. Dejligt, men også lidt med bæven fordi jeg jo ikke har så mange kræfter til det sociale. I det her stykke VIL jeg bare ikke bremses, ikke være foruden det fælleskab det giver at dele en interesse med andre tossede strikkere. Så jeg tager onsdag og fredag med inderlig ro, og så er jeg klar til torsdag aften.

HOV! Jeg bliver da lige klar over at jeg har glemt at skrive mødetid på, i den mail jeg lige har sendt afsted. Ej hvor kikset. Nå, jeg sender lige en mere med det samme.

Så altså, næste torsdag sidder der efter planen 9-10 madammer iført strikkepinde og tallerkener med bagværk, godt bevæbnet med snakketøj og det der ellers hører sig til.

Kæresten.. Ja han er advaret, men mener nu nok at han kan håndtere sådan et par høns. Jeg er ikke i tvivl, mere er jeg i tvivl om Mira, hun er ikke vild med gæster. Heldigvis kan hun nu komme ind og ud fra sit værelse uden at skulle igennem stuen, og dermed mødes med fremmede.

Hvad pokker har jeg nu kastet mig ud i??


Jeg tror det kan indgå i dette års udfordinger til mig selv. At have gæster. Det har jeg ikke haft på den måde i årevis. Hjælp!