Fredag i maj

 

 

Denne fredag bringer intet andet end ingenting heldigvis.  Vasketøjet fik jeg bugt med i går, i mod alle odds fandt jeg viljen til til det frem, og nu er jeg et lille skridt nærmere målet.

Målet som handler om igen at få sat skik på hjemmet efter en måned med lav husflidsprofil. Vaskebunken var stor, men jeg er glad for at den er væk så weekenden kan helliges os selv og ikke så meget andet. Det er som om mine omgivelser afspejler mit indre, selv min bil er rodet og beskidt. Ikke at jeg er beskidt indeni :), men kaos spreder sig fra mine tanker og rundt omkring mig.

Stik modsat før min sygdom gik i udbrud faktisk, for dengang håndterede jeg min indre uorden og forvirring, ved at holde alt udenfor min krop i ekstrem orden og renlighed. Når jeg ikke ku få hold på kaos i hovedet ku jeg i det mindste kontrollere hvordan alt det ydre tog sig ud incl mig selv. Jeg var altid tip top tjekket og i orden.

De mange år med samtaler lærte mig at slappe af og give efter overfor det jeg ikke magtede lige her og nu.  Jeg er blevet rigtigt dygtig til at lade tingene ligge, men den dårlige samvittighed mærker jeg stadig nogle gange. Jeg har jo familie..  Nu har jeg så for min egen skyld gjort det, der var mest presserende og så kommer resten lidt efter lidt igen.

Der skal dog ikke meget til at vælte mig når jeg er i minus, det har jeg fortalt om mange gange og således også i går. Jeg går stille rundt, nyder freden når jeg er alene, samler mig selv sammen i små bidder dag for dag, men en enkelt uforudset afvigelse fra det, får mig til at gå helt i baglås.

I går eftermiddags var det tornadoen i form af kærestens fraflyttede søn der dukkede uanmeldt op af det blå, for anden dag i træk. Ved hans besøg bliver hele hytten sat på den anden ende på et splitsekund, roen forsvinder og jeg får ondt i maven fordi jeg stadigt har alle de grimme oplevelser lige under huden.  December har sat sit præg, gjort dybt indtryk på mig, og jeg føler mig helt klart ikke helt rolig endnu når han er her. Det er noget jeg må arbejde med, for jeg ved at jeg ikke skal være bekymret mere. Hans indflydelse på vores familie er lig nul, men alligevel..  Et sådan besøg er altid præget af en underlig statisk elektricitet, fordi han ingen ro har på sig  selv.

I går lå jeg og hvilede mig efter seks maskiners vask. Kl var halvfem. Det ringer på døren og Rasmus lukker op. Derefter sker der følgende:

BANG! et par sko flyver gennem entreen, et par fødder i løb ender i køkkenet hvor der lyder et brag da en kop tages ud af skabet. I farten bliver der skubbet til resten af beholdningen og det hele klirrer. BANG! skabslågen knaldes i. Der løbes gennem entreen og ind i stuen. BANG! det er thermokanden der rammer bordkanten i farten efter opskænkning af kaffevand. Klirren med sukker, skeer og andet der ligger på bordet, og et sekund efter lyder tv'et for fuld skrue.

Det hele sker på mindre end et sekund og jeg er på det tidspunkt allerede helt færdig. Jeg er alene hjemme med Rasmus og Mira, John er ved Josefine for at samle møbler. Jeg selv har meldt pas og hviler som sagt. Jeg samler mig selv sammen og går ind i stuen, tager fjernkontrollen ud af hans hænder, skruer ned og spørger hvad det er der foregår??

Han erklærer at han kommer for at hente en kuvert, et frimærke, låne telefonen og en computer.

Jeg er himmelfalden og forklarer ham, at det er da fint nok men et opkald i forvejen ville have været at foretrække, da jeg sover og ingen er hjemme. I øvrigt har jeg ikke sådan lige nogle frimærker at diske op med, og hvorfor telefon og computer??

Jo jo..  han har fået taget nettet pga manglende betaling, telefonen har han smadret, ligesom også hans ene dør og et vindue i lejl forresten. I løbet af de fire måneder han har boet for sig selv, er det lykkedes ham at nå dertil hvor han skylder to mdr husleje, er truet med lukning for strøm og nu altså får lukket for internetforbindelsen. Han er på vej til at blive smidt ud fra sin skole, er blevet fyret fra sit fritidsjob pga dårlig opførsel, og skylder nu penge flere steder fordi han har brugt sine penge på tøj, fis og ballade i stedet for regningerne.

Senere da jeg får talt med John viser det sig at han har talt med ham tidligere på dagen, og at aftalen egentlig handlede om at han skulle kigge forbi efter otte, IKKE allerede kl halv fem.

Jeg bliver så stresset og kan slet ikke slappe af overfor ham endnu. Hader hans åbnen og lukken af døre allevegne, hans gåen op og ned ad gulvet konstant, hans pludselige indfald der også fører ham ind i vores soveværelse for at kigge der. Hans høje stemmeleje og hektiske trommen med hænderne på bordene og knæene.

Jeg selv er overbevist om at han er hyperaktiv, og bliver helt svedt ved erindringen om at det var min hverdag i over et år. Knægten er dybest set en sød dreng, men han har et problem. Han er letantændelig, opfarende, hektisk, og helt uden for rækkevidde når det handler om at lytte til fornuft og erfaringer. Han tager konsekvent de forkerte beslutninger, men kan ikke forholde sig til konsekvenserne.

Som med mit eget eksempel først i indlægget, bærer det præg af, at hans indre kaos viser sig uden om ham. Forskellen er at jeg er bevidst omkring det, arbejder med det, har lært at håndtere det på en eller anden måde, men han vil slet ikke se at hans adfærd er problematisk. For mindre end en måned siden fremførte han igen sin holdning til mig, i en samtale med John. Han mener stadig jeg er skyld i hans ulykker, at det er mig der har ødelagt hans liv simpelthen.

Denne gang var min elskedes reaktion heldigvis klar og kontant. Han gider ikke besøge ham, hvis han skal lægge øre til den svada om mig. Havde det været en anden kvinde der boede her, var det samme sket for livet er ikke stationært. Han har problemer, men hvad pokker skal der til for at få ham til at indse det?? 

Vore børn/papbørn vil altid være en kilde til glæde og stolthed, men de giver også evige bekymringer og erkendelsen af, at vi ikke kan redde dem fra alt, når de er blevet så store at de selv skal til at tage ansvar. 

 

I dag vil jeg tage mit hækletøj og finde den indre ro igen..