16 juni 2010

Det trækker sig sammen i min hjerne.. IGEN!

 

 

 

SNC19980_resize

Gårdsdagens voldsomme regnskyl med indlagte iskugler, producerede skyer der i høj grad ligner dem, der trækker sig sammen om min hjerne igen. 

Allerede..

 

Det er ikke længe siden sidst, og jeg V E D godt jeg lovede mig selv og også hele blogland, at kommunikere det ud med det samme, til de eller den det handler om, men det er simpelthen for latterligt og jeg raser over mig selv. Eder og forbandelser ryger ud af min mund ( lydløst for at ingen skal høre mig ), og jeg forbander den dag, jeg fik tildelt min sjæl. Hvad mente de lige med det, derhenne hvor man nu bestemmer den slags??  Hvad har jeg dog gjort i et tidligere liv, der kan være så slemt at jeg i dette skal straffes og pines på denne måde??

Tyveri?  Vold eller måske mord?? 

Jeg gad godt vide det, for så vil jeg love at jeg i det næste kommer tilbage som engel. Ren og bly og uskyldig, dele ud af mine midler og lave mad til de fattige. ALDIG aldrig bande eller være utålmodig igen.

Nå, men hvad er der så i vejen nu, kan alle med god grund spørge ??

Mjoo jeg skal jo altså til bryllup på lørdag. En glædelig begivenhed, men også en der stiller en nagende tvivl jeg har haft siden december ( gid fanden havde den måneds drama ) i skarpt lys. En tvivl der ligger liiige der under mit tynde lag hud og næsten ikke kan skjules. Jeg tror ikke længere på, at min elskede syntes at jeg er marriagematerial. Og hvad bygger jeg så det på??  Jo men det gør jeg inde i mit hoved på, at jeg fornemmer en slags tilbagetrækning og kølende begejstring, når emnet er oppe. Ikke at det er det særligt tit, jeg har ikke lyst til at tale om vores fælles planer på den front mere, men hvor der før var lys og begejstring og brede smil over hele linien, syntes jeg nu at der er sådan en slags slåen det hen.  En mere afdæmpet og næsten tendens til, at han ser ubehageligt til mode ud, hvis det strejfes.

Et eller andet sted forstår jeg ham godt. Hvem fanden kan overhovedet overveje at knytte sådan et bånd med et ustabilt kvindemenneske som jeg?  Alle vennerne har jo gjort det klart for ham, at med valget af mig står han alene. Alle som een har de fortalt at de ville have droppet mig for længst og at de ikke fatter ham.  Man skal da være mere end almindeligt vanvittig.  Ingen kan han gå til for at læsse af, skulle behovet være der. Desværre gør det mig også virkeligt ked af det. Ked af det fordi det bekræfter det jeg godt ved inderst inde. Jeg er ikke rask og derfor alt for besværlig. Det kan gå an at leve sammen, men så stopper festen knagme der.

Da jeg mødte ham sagde det bling og doinnnggg i mit hjerte og min hjerne. Den første gang jeg så ham fik jeg desideret pletter for øjenene, og ku næsten ikke parkere min bil for at stige ud og hilse ordentligt på ham. Mit hjerte hamrede og jeg fik galopperende åndedræt, så dejlig syntes jeg han var ( OG ER ). Præcis som den mand jeg havde drømt om hele livet, men endnu ikke havde mødt og kunnet beholde. Han tog min hånd med det samme og trak afsted med mig, over veje og gader, igennem menneskemængder og forsamlede børn i Tivoli, hen til en bænk hvor vi bare sad og talte sammen. Hans blik var direkte og ikke et sekund slap han mig. Stille og prøvende aede han min kind og jeg vidste at ham ville jeg bare have.

SNC19961_resize

Udskyld mig.. nu tuder jeg sgu som et barn.. Jeg må gemme mig for Mira og hendes skolekammerat der sidder her ved spisebordet og tegner skoleopgaver. Jeg selv sidder på altanen for en gangs skyld. Her er ikke koldt i dag og vinden har lagt sig, så kaffen er med og jeg har bagt boller til os.

*************

Så fik jeg pudset næsen og jeg prøver igen..

Jeg har tidligere fortalt om det der med at være særligt sensitiv og om hvordan man føler alting virkelig meget voldsomt. I kombination med borderline kan jeg næsten ikke holde det under kontrol. Mine følelser er klare, voldsomme og til at tage at føle på så at sige. Meget mere end godt er, og jeg prøver virkelig at holde begge ben på jorden. IKKE at elske FOR meget. Insistere på at beholde min egen personligheds behov og være uafhængig af kærligheden.  Jeg vil IKKE, at jeg  ikke kan eksistere for min egen skyld. Lærte jeg ikke andet i mit forgangne ægteskab, så lærte jeg ihvertfald det.  Min eks slog gang på gang fast, at den eneste grund til at han eksisterede og gad trække vejret var pga mig og ungerne.  Han levede kun for mig simpelthen.

Sygt sygt og ikke noget man kan byde noget menneske at leve med. Det bliver en byrde, der dræber kærligheden og respekten for det menneske man lever med.

Sådan vil jeg ikke være og jeg mener heller ikke at jeg er det. I stor udstrækning har jeg mange ting og mennesker jeg lever for, men mest af alt lever jeg for min egen skyld. Trækker vejret for selv at få noget ud af det liv jeg har fået. PÅ TRODS af at det så er et liv med en fandens masse ævl og kævl inde i mig selv. Jeg har også erfaringen med mig, den der har lært mig at man sagtens kan klare sig selv. Det ved jeg at jeg kan. Alt andet lige har jeg jo et veludviklet behov for frihed og ensomhed.     Godt på vej væk fra dagens emne, cykler jeg lige tilbage hvor jeg kom fra:

Jeg elsker min kæreste, har gjort det fra den dag jeg mødte ham i en eller anden forstand. Først begærligt og vidunderligt og svævende. Sidenhen stadigt med begær, men nu dybt og inderligt på trods af de fejl han selvfølgelig har. Han er ikke en gud, selvom jeg det første år var helt forblændet og slet ikke i tvivl om at det var han da..  :-)  Hvor jeg aldrig helt forligede mig med tanken om forholdet til min eks ( en helt og anden laaang historie ), så har jeg aldrig tvivlet på min kærlighed til min kæreste. Jeg har haft denne indre bevidsthed om at vi to sammen, var det rigtige. Da jeg blev skilt svor jeg at jeg aldrig ville giftes igen. Gennem flere forhold var det et faktum, men så mødte jeg John. Ham ville jeg ikke sekund tøve overfor.

Derfor kan jeg ikke bære tanken om, at han ikke længere syntes det er så fantastisk at kunne kalde mig sin kone.  De oplevelser han har haft med mig og min psyke, har fået ham til at trække det ønske tilbage, men han har ikke sagt det til mig. Skåner sikkert bare mine sarte nerver og håber jeg lader det være. Måske jeg også bør det.. 

For min egen skyld

På lørdag gælder kun een øvelse for mig. Jeg skal forhindre mig selv i at bryde sammen og bare tude. Ihvertfald ikke mere end man ellers gør som gæst og fjern bekendt…

 

SNC19925_resize

12 kommentarer:

  1. Åh, Henriette, det er da nogle voldsomme takner, der piner dig.
    Nu kender jeg jo ikke dig i virkeligheden - og slet ikke din kæreste - men sygdom eller ej, så kan sådan noget som bryllup godt virke skræmmende. Ikke fordi du er dig, men fordi et bryllup er en stor ting. Og fordi, når man har kendt hinanden længe og har opbygget et godt forhold, så virker et bryllup ikke helt så "nødvendigt", som når man lige har mødt hinanden og ikke tænker på andet end hinanden.

    Jeg er målløs over, at din kærestes venner har meldt sådan noget ud. Og helt ærligt, så får sådan noget mig bare til at tænke, at de er godt nok ikke meget værd som venner.
    Men ved du, at din kæreste som pårørende til en psykisk syg har ret til psykologhjælp? Måske kunne det hjælpe ham at få vendt nogle tanker med én, der ikke er personligt involveret i jeres situation.

    Jeg ved ikke, om noget af det, jeg skrev, kan hjælpe dig. Så du får et STORT kram herfra med ønsket om, at de grimme tanker snart vil fortone sig igen.

    SvarSlet
  2. Jeg er få af ord i disse dage.... Så bare kort...

    Jeg havde det lige som dig, jeg drev faktisk Gemalen til vandvid.... Jeg smadrede hans frieri fuldkommen.....

    Skal nok skrive om det en dag, når jeg har fundet mig selv igen, efter den behandling du har kunne læse om på min Facebook status ;-)

    Bare husk du er ikke alene og ellers et stort Knuz

    SvarSlet
  3. Kære Henriette. Jeg er slet ikke færdig med at læse mig igennem din blog...
    Håber I får en dejlig, dejlig dag lørdag, aunset de tunge tanker.
    Og så vil jeg spørge, om det er i orden at jeg linker til din blog i dag, hvor jeg har skrevet lidt om mine tanker om psykisk lidelse?
    Knus M

    SvarSlet
  4. Aj, hvor jeg føler med deg i de tunge tanker du har. Jeg er ikke borderline, men har gjennom årene slitt med min egen psyke, og kjenner meg godt igjen i så mye av det du skriver.

    Å stå i kjærlighetens "skjærsild" (sier dere det på dansk?), som jeg opplever at du gjør for tiden, er en grusom pine. Nettopp fordi du ikke får en direkte tilbakemelding på om dine tanker er rette, leter du hele tiden etter tegn. Og når man tolker tegn, er det jo ens egen personlighet som leser disse, og ens egen konklusjon er gitt.

    Du har skrevet tidligere at du har skjønt at det beste er å snakke ut om disse tankene. Visst nok kan det føles som om en maser på sin kjære, men det er allikevel bedre enn å gå rundt med inferno av tanker inne i seg?

    Her er noen ord til deg fra meg. (Jeg er ikke selv troende, så bry deg ikke med at tro nevnes - essensen er en annen)

    Det vi frykter mest er ikke å være utilstrekkelige.
    Vår dypeste redsel er at vi har ubegrensede krefter.

    Det er vårt lys, ikke vårt mørke som skremmer oss mest.
    Vi spør oss – skulle jeg være lysende, fantastisk begavet og forbløffende?
    Egentlig, hvordan kan vi unngå å være det?

    Du er et barn av Gud. Verden er ikke hjulpet av at du gjør deg liten.
    Det ligger ingenting stort i å krympe så andre mennesker i din nærhet
    skulle slippe å kjenne seg usikre.

    Vi fødes for å virkeliggjøre Guds herlighet inne i oss.
    Den finnes ikke bare i noen av oss; Den finnes i alle.
    Og når vi tillater vårt eget lys å skinne,
    gir vi ubevisst andre tillatelse til å gjøre det samme.

    Når vi har gjort oss frie fra vår egen redsel,
    gjør vårt nærvær andre automatisk frie.

    (Nelson Mandela)

    Store klemmer til deg Henriette

    SvarSlet
  5. Kære Reke. Ja jeg ved det godt, og det typiske er jo at det bare vokser og vokser til helt åndssvage dimensioner.

    Måske det er fordi jeg er så fandens sart at jeg ikke håndterer nye vibrationer særligt fornuftigt. Det er også en del af lidelsen at der er ting jeg bare ikke kan rumme. Især når ting er både/og, osv.

    Hans venner ja.. der er jeg jo enig.

    Det hjælper kan du tro, jeg har brug for fornuftigt input så Mange tusind tak fordi du gad :)

    Knus tilbage til dig
    Henriette

    SvarSlet
  6. Ja det fryget jeg jo også lidt, så derfor skriver jeg her. Kan ikke regne ud om det handler om det ene eller det andet..

    Jeg HAR læst om din omgang ;)) Jeg er lidt spændt på om det virker i længden.

    Mange knus Henriette :)

    SvarSlet
  7. Selvfølgelig må du det, det gør mig så glad at du har lyst :)

    Uha der er også meget at læse hihi, men også her glæder det mig at du har lysten til det.

    Tusind tak og jeg er jo igang med det samme ovre hos dig ;)

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  8. Hvor er der smukt skrevet Lone, og nu render de igen.. tårene ;)

    Tusind tak for de ord, og de hjælper mig skal du vide. Jeg vil læse dem igen for at huske bedre.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  9. Kære Henriette,
    Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige... jeg mailer dig i stedet.

    Kram fra
    mette

    SvarSlet
  10. Tak Mette, jeg kan godt forstå man kan blive helt tom for ord ;)

    Det må du meget gerne og kram til dig tilbage

    SvarSlet
  11. Hej Henriette,

    Jeg fik først kigget på dit indlæg her til aften. Skulle lige have overskuddet til både at læse det ordentligt, og give dig et ordentlig svar ;-)

    Som du nok ved, så kan jeg følge dig hele vejen! Det er så grimt, at have det sådan.

    Men jeg tror, at selvom det er virkelig svært at tage skridtet til det, så vil det være godt at spørge kæresten lige ud.

    Jeg oplever ofte selv, at alle spekulationerne og forestillingerne dræner mig, sårer mig og skræmmer mig langt mere, end svaret rent faktisk gør når det kommer til stykket.

    Når det så er sagt, så ved jeg ikke, om jeg selv ville turde stille lige præcis dét her spørgsmål. For det er godt nok et af de virkelig store!

    Ja, det var da ellers alletiders klare svar! ;-)

    Men jeg læser med, føler med dig og håber din kæreste vil finde sig nogle bedre venner! Jeg kalder dem ikke venner.... :-(

    Knus

    SvarSlet
  12. Hihi June, ja men jeg forstår alligevel hvad det er du prøver at formulere til mig :) Jeg er glad for at du har skrevet, for overskud skal der sørem til for at sætte sig til tasterne nogle gange.

    Vi kæmper gør vi, men hold op hvor er det opslidene..

    mange knus og tak
    Henriette.

    PS: Ja de er faneme ikke meget bevendt de "venner". Det har han desværre også erkendt nu, men det er sørgeligt at opdage så sent i livet syntes jeg.

    SvarSlet