Det trækker sig sammen i min hjerne.. IGEN!

 

 

 

Gårdsdagens voldsomme regnskyl med indlagte iskugler, producerede skyer der i høj grad ligner dem, der trækker sig sammen om min hjerne igen. 

Allerede..

 

Det er ikke længe siden sidst, og jeg V E D godt jeg lovede mig selv og også hele blogland, at kommunikere det ud med det samme, til de eller den det handler om, men det er simpelthen for latterligt og jeg raser over mig selv. Eder og forbandelser ryger ud af min mund ( lydløst for at ingen skal høre mig ), og jeg forbander den dag, jeg fik tildelt min sjæl. Hvad mente de lige med det, derhenne hvor man nu bestemmer den slags??  Hvad har jeg dog gjort i et tidligere liv, der kan være så slemt at jeg i dette skal straffes og pines på denne måde??

Tyveri?  Vold eller måske mord?? 

Jeg gad godt vide det, for så vil jeg love at jeg i det næste kommer tilbage som engel. Ren og bly og uskyldig, dele ud af mine midler og lave mad til de fattige. ALDIG aldrig bande eller være utålmodig igen.

Nå, men hvad er der så i vejen nu, kan alle med god grund spørge ??

Mjoo jeg skal jo altså til bryllup på lørdag. En glædelig begivenhed, men også en der stiller en nagende tvivl jeg har haft siden december ( gid fanden havde den måneds drama ) i skarpt lys. En tvivl der ligger liiige der under mit tynde lag hud og næsten ikke kan skjules. Jeg tror ikke længere på, at min elskede syntes at jeg er marriagematerial. Og hvad bygger jeg så det på??  Jo men det gør jeg inde i mit hoved på, at jeg fornemmer en slags tilbagetrækning og kølende begejstring, når emnet er oppe. Ikke at det er det særligt tit, jeg har ikke lyst til at tale om vores fælles planer på den front mere, men hvor der før var lys og begejstring og brede smil over hele linien, syntes jeg nu at der er sådan en slags slåen det hen.  En mere afdæmpet og næsten tendens til, at han ser ubehageligt til mode ud, hvis det strejfes.

Et eller andet sted forstår jeg ham godt. Hvem fanden kan overhovedet overveje at knytte sådan et bånd med et ustabilt kvindemenneske som jeg?  Alle vennerne har jo gjort det klart for ham, at med valget af mig står han alene. Alle som een har de fortalt at de ville have droppet mig for længst og at de ikke fatter ham.  Man skal da være mere end almindeligt vanvittig.  Ingen kan han gå til for at læsse af, skulle behovet være der. Desværre gør det mig også virkeligt ked af det. Ked af det fordi det bekræfter det jeg godt ved inderst inde. Jeg er ikke rask og derfor alt for besværlig. Det kan gå an at leve sammen, men så stopper festen knagme der.

Da jeg mødte ham sagde det bling og doinnnggg i mit hjerte og min hjerne. Den første gang jeg så ham fik jeg desideret pletter for øjenene, og ku næsten ikke parkere min bil for at stige ud og hilse ordentligt på ham. Mit hjerte hamrede og jeg fik galopperende åndedræt, så dejlig syntes jeg han var ( OG ER ). Præcis som den mand jeg havde drømt om hele livet, men endnu ikke havde mødt og kunnet beholde. Han tog min hånd med det samme og trak afsted med mig, over veje og gader, igennem menneskemængder og forsamlede børn i Tivoli, hen til en bænk hvor vi bare sad og talte sammen. Hans blik var direkte og ikke et sekund slap han mig. Stille og prøvende aede han min kind og jeg vidste at ham ville jeg bare have.

Udskyld mig.. nu tuder jeg sgu som et barn.. Jeg må gemme mig for Mira og hendes skolekammerat der sidder her ved spisebordet og tegner skoleopgaver. Jeg selv sidder på altanen for en gangs skyld. Her er ikke koldt i dag og vinden har lagt sig, så kaffen er med og jeg har bagt boller til os.

*************

Så fik jeg pudset næsen og jeg prøver igen..

Jeg har tidligere fortalt om det der med at være særligt sensitiv og om hvordan man føler alting virkelig meget voldsomt. I kombination med borderline kan jeg næsten ikke holde det under kontrol. Mine følelser er klare, voldsomme og til at tage at føle på så at sige. Meget mere end godt er, og jeg prøver virkelig at holde begge ben på jorden. IKKE at elske FOR meget. Insistere på at beholde min egen personligheds behov og være uafhængig af kærligheden.  Jeg vil IKKE, at jeg  ikke kan eksistere for min egen skyld. Lærte jeg ikke andet i mit forgangne ægteskab, så lærte jeg ihvertfald det.  Min eks slog gang på gang fast, at den eneste grund til at han eksisterede og gad trække vejret var pga mig og ungerne.  Han levede kun for mig simpelthen.

Sygt sygt og ikke noget man kan byde noget menneske at leve med. Det bliver en byrde, der dræber kærligheden og respekten for det menneske man lever med.

Sådan vil jeg ikke være og jeg mener heller ikke at jeg er det. I stor udstrækning har jeg mange ting og mennesker jeg lever for, men mest af alt lever jeg for min egen skyld. Trækker vejret for selv at få noget ud af det liv jeg har fået. PÅ TRODS af at det så er et liv med en fandens masse ævl og kævl inde i mig selv. Jeg har også erfaringen med mig, den der har lært mig at man sagtens kan klare sig selv. Det ved jeg at jeg kan. Alt andet lige har jeg jo et veludviklet behov for frihed og ensomhed.     Godt på vej væk fra dagens emne, cykler jeg lige tilbage hvor jeg kom fra:

Jeg elsker min kæreste, har gjort det fra den dag jeg mødte ham i en eller anden forstand. Først begærligt og vidunderligt og svævende. Sidenhen stadigt med begær, men nu dybt og inderligt på trods af de fejl han selvfølgelig har. Han er ikke en gud, selvom jeg det første år var helt forblændet og slet ikke i tvivl om at det var han da..  :-)  Hvor jeg aldrig helt forligede mig med tanken om forholdet til min eks ( en helt og anden laaang historie ), så har jeg aldrig tvivlet på min kærlighed til min kæreste. Jeg har haft denne indre bevidsthed om at vi to sammen, var det rigtige. Da jeg blev skilt svor jeg at jeg aldrig ville giftes igen. Gennem flere forhold var det et faktum, men så mødte jeg John. Ham ville jeg ikke sekund tøve overfor.

Derfor kan jeg ikke bære tanken om, at han ikke længere syntes det er så fantastisk at kunne kalde mig sin kone.  De oplevelser han har haft med mig og min psyke, har fået ham til at trække det ønske tilbage, men han har ikke sagt det til mig. Skåner sikkert bare mine sarte nerver og håber jeg lader det være. Måske jeg også bør det.. 

For min egen skyld

På lørdag gælder kun een øvelse for mig. Jeg skal forhindre mig selv i at bryde sammen og bare tude. Ihvertfald ikke mere end man ellers gør som gæst og fjern bekendt…