Jeg er en bekymret mor

Måske min underlige følelse i morges skyldtes et instinkt.  Jeg ved det ikke, men jeg fik midt på dagen fortalt at min datter overhovedet ikke trivedes så godt som ønsket og håbet. Jeg valgte i april at tage de positive og optimistiske briller på, da vi ved udskrivningssamtalen på hospitalet blev rådet til at hjælpe hende med at løsrive sig fra mig. Jeg kunne dengang og kan stadigt godt se at det er nødvendigt. Overgangen mellem at være mor på den gode måde, og så en hjælper der gør hende en bjørnetjeneste er alt for flydende og jeg har svært ved at sige fra når det er nødvendigt, svært ved at udfordre hende til at gøre svære ting selv     MEN…

Jeg skulle have lyttet til min indre stemme. Jeg kender hende allerbedst og jeg er som mor den der er mest fortrolig med hendes person. Jeg skulle have ladet min fornemmelser for muligt fald komme frem, og ikke have været så autoritetstro. Noget jeg egentlig troede jeg havde lagt fra mig for længst.

Hun har det nemlig ikke spor godt der hvor hun er nu. 

En detalje som den klogeåge overlæge behændigt valgte at se bort fra, er jo at min datter de seneste år har isoleret sig mere og mere og stort set ingen venner har tilbage. JEG ved det, JEG vidste inde i min sjæl at det var en vigtig faktor, men JEG lukkede for stemmen og valgte altså at tro på at det var det bedste.  Bedst for hende, men også bedst for mig. Fordi jeg selv ikke er rask og normalt fungerende i hverdagene.

Resultatet er nu som følger:

Hun kan ikke holde styr på det med den daglige medicin. Har ikke taget den som foreskrevet i hvertfald de seneste tre uger, og slet ikke i en hel uge. Nedturen er derfor i fuldt udbrud og hun er virkelig dårlig. Det grå og triste vejr sætter sine spor og hun er fortvivlet. Fortvivlet over sin egen ensomhed, der er endnu mere udtalt nu hvor hun bor alene. Og det grå vejr er muligvis skidt, men på de solskinsrige dage som vi feks havde i weekenden er det faktisk endnu værre.  Så sidder hun på sit værelse og kan høre livet udenfor. VED at “alle” i verden omkring hende har noget de skal, og nogle at skulle noget med.

Det er så forfærdeligt og jeg har tudet hele eftermiddagen. Det er ubærligt for mig at hun ikke har det godt. Jeg er som mor middelmådig og kan slet ikke hjælpe hende i den udstrækning hun har brug for. I dag har jeg så haft fat i både hendes egen læge og kommunen. Har talt med hendes sagsbehandler, som nu har opdaget at der her er et ungt menneske der MÅ og SKAL have støtte ud over det almindelige. Vi rundede muligheden for en daglig kontaktperson, der kan besøge hende hver dag for at tjekke hendes tilstand og hjælpe med medicinen. Vi rundede vigtigheden af at hun SKAL have noget at stå op til hver dag. Følelsen af isolation og ubrugelighed skal vi altså have bugt med, og der skal findes en form for dagtilbud til hende.

Helt fatalt er det at hun blev udskrevet med henvisning til ambulant behandling, og dermed også lægelig kontrol og samtaler. Siden 1. april er INTET, siger og skriver INTET,  sket. Ventetider og bla bla bla er grunden, og nu sidder vi så her.

Man kan faneme kraftedeme og for helvede ikke udskrive en skrøbelig ung kvinde ( eller mand for den sags skyld) uden først at sikre at den fortsatte behandling er fastlagt og aftalt.  Det er simpelthen for ringe og heldigvis er det ikke noget jeg kan tage på mine skuldre. DEN hænger de sgu på henne på psyk afd.

Jeg har masser af gode grunde til at være fortvivlet over egne utilstrækkeligheder i min rolle som mor. Jeg syntes det er væmmeligt at jeg må erkende og indrømme overfor mig selv og hele verden, at jeg bare ikke magter at være andet end mor, men sådan er det altså. Støtteperson, behandler, igangsætter og døgnvagt er langt mere end jeg har resourcer til, det ved både jeg selv, hun,  men i høj grad også det offentlige. Jeg har nemlig ikke tiet omkring Josefines familierelationer, eller manglen på samme. ALT er lagt frem og alligevel er hun sat i en robåd og overladt til at sejle sin egen sø, i det voldsomme og forblæste samfund der kun kan bruge dem, der kan finde ud af at bruge begge årer.

Det er bare ikke godt nok…

Jeg vil gerne tilføje at det ikke som sådan er boligen den er gal med, hun er glad for værelset og sin udlejer. De ser film sammen fra tid til anden, og hun kan selv se potientialet i den. Hun er også ok med det at der er mere roligt, men hun er alt for overladt til sig selv. Har alt alt for megen tid til at tankerne kan overtage hende. Det kender jeg jo så udemærket alt til. Det ene tager det andet og umærkeligt bliver hendes tvangstanker mangedoblet. Sære ideer kommer til og bliver dominerende. De kan komme til at styre alt for meget og gøre hendes dage endnu mere bøvlede end de allerede er.

Hun var kommet så langt da hun blev udskrevet, men nu…   SUK