10 juni 2010

Jeg er en bekymret mor

SNC13436_resize

Måske min underlige følelse i morges skyldtes et instinkt.  Jeg ved det ikke, men jeg fik midt på dagen fortalt at min datter overhovedet ikke trivedes så godt som ønsket og håbet. Jeg valgte i april at tage de positive og optimistiske briller på, da vi ved udskrivningssamtalen på hospitalet blev rådet til at hjælpe hende med at løsrive sig fra mig. Jeg kunne dengang og kan stadigt godt se at det er nødvendigt. Overgangen mellem at være mor på den gode måde, og så en hjælper der gør hende en bjørnetjeneste er alt for flydende og jeg har svært ved at sige fra når det er nødvendigt, svært ved at udfordre hende til at gøre svære ting selv     MEN…

Jeg skulle have lyttet til min indre stemme. Jeg kender hende allerbedst og jeg er som mor den der er mest fortrolig med hendes person. Jeg skulle have ladet min fornemmelser for muligt fald komme frem, og ikke have været så autoritetstro. Noget jeg egentlig troede jeg havde lagt fra mig for længst.

Hun har det nemlig ikke spor godt der hvor hun er nu. 

En detalje som den klogeåge overlæge behændigt valgte at se bort fra, er jo at min datter de seneste år har isoleret sig mere og mere og stort set ingen venner har tilbage. JEG ved det, JEG vidste inde i min sjæl at det var en vigtig faktor, men JEG lukkede for stemmen og valgte altså at tro på at det var det bedste.  Bedst for hende, men også bedst for mig. Fordi jeg selv ikke er rask og normalt fungerende i hverdagene.

Resultatet er nu som følger:

Hun kan ikke holde styr på det med den daglige medicin. Har ikke taget den som foreskrevet i hvertfald de seneste tre uger, og slet ikke i en hel uge. Nedturen er derfor i fuldt udbrud og hun er virkelig dårlig. Det grå og triste vejr sætter sine spor og hun er fortvivlet. Fortvivlet over sin egen ensomhed, der er endnu mere udtalt nu hvor hun bor alene. Og det grå vejr er muligvis skidt, men på de solskinsrige dage som vi feks havde i weekenden er det faktisk endnu værre.  Så sidder hun på sit værelse og kan høre livet udenfor. VED at “alle” i verden omkring hende har noget de skal, og nogle at skulle noget med.

Det er så forfærdeligt og jeg har tudet hele eftermiddagen. Det er ubærligt for mig at hun ikke har det godt. Jeg er som mor middelmådig og kan slet ikke hjælpe hende i den udstrækning hun har brug for. I dag har jeg så haft fat i både hendes egen læge og kommunen. Har talt med hendes sagsbehandler, som nu har opdaget at der her er et ungt menneske der MÅ og SKAL have støtte ud over det almindelige. Vi rundede muligheden for en daglig kontaktperson, der kan besøge hende hver dag for at tjekke hendes tilstand og hjælpe med medicinen. Vi rundede vigtigheden af at hun SKAL have noget at stå op til hver dag. Følelsen af isolation og ubrugelighed skal vi altså have bugt med, og der skal findes en form for dagtilbud til hende.

Helt fatalt er det at hun blev udskrevet med henvisning til ambulant behandling, og dermed også lægelig kontrol og samtaler. Siden 1. april er INTET, siger og skriver INTET,  sket. Ventetider og bla bla bla er grunden, og nu sidder vi så her.

Man kan faneme kraftedeme og for helvede ikke udskrive en skrøbelig ung kvinde ( eller mand for den sags skyld) uden først at sikre at den fortsatte behandling er fastlagt og aftalt.  Det er simpelthen for ringe og heldigvis er det ikke noget jeg kan tage på mine skuldre. DEN hænger de sgu på henne på psyk afd.

Jeg har masser af gode grunde til at være fortvivlet over egne utilstrækkeligheder i min rolle som mor. Jeg syntes det er væmmeligt at jeg må erkende og indrømme overfor mig selv og hele verden, at jeg bare ikke magter at være andet end mor, men sådan er det altså. Støtteperson, behandler, igangsætter og døgnvagt er langt mere end jeg har resourcer til, det ved både jeg selv, hun,  men i høj grad også det offentlige. Jeg har nemlig ikke tiet omkring Josefines familierelationer, eller manglen på samme. ALT er lagt frem og alligevel er hun sat i en robåd og overladt til at sejle sin egen sø, i det voldsomme og forblæste samfund der kun kan bruge dem, der kan finde ud af at bruge begge årer.

Det er bare ikke godt nok…

Jeg vil gerne tilføje at det ikke som sådan er boligen den er gal med, hun er glad for værelset og sin udlejer. De ser film sammen fra tid til anden, og hun kan selv se potientialet i den. Hun er også ok med det at der er mere roligt, men hun er alt for overladt til sig selv. Har alt alt for megen tid til at tankerne kan overtage hende. Det kender jeg jo så udemærket alt til. Det ene tager det andet og umærkeligt bliver hendes tvangstanker mangedoblet. Sære ideer kommer til og bliver dominerende. De kan komme til at styre alt for meget og gøre hendes dage endnu mere bøvlede end de allerede er.

Hun var kommet så langt da hun blev udskrevet, men nu…   SUK

26 kommentarer:

  1. Åh, Henriette hvor bliver jeg ked af at læse med i dag. Samtidig aner jeg en sagsbehandler, der måske nok ikke tidligere har haft fingeren på pulsen, men nu er på.. håber jeg.

    Jeg ved og er ikke i tvivl om at du er der alt det du kan for Josefine, og jeg er sikker på at alt det du giver aldrig vil kunne opvejes af alt det andre kan give. For uanset er du hendes mor, og det job bestrider du bedst :)

    SvarSlet
  2. Det gør mig ondt.
    Du er mor og ikke behandler.
    Ved godt det ikke er nogen trøst.

    SvarSlet
  3. Vi er mødre, ikke behandlere. Vi kan ikke annet enn å gi vår kjærlighet, det kan slite oss i stykker å forsøke noe mer. Og husk det kjære Henriette at å være mor er mer enn godt nok. Lykke til videre i prosessen :)

    SvarSlet
  4. Åh hvor er det træls at læse, at Josefine ikke har det så godt pt. Jeg håber hun snart får hjælp og jeg VED du gør alt hvad du kan for hende! KNUS

    SvarSlet
  5. Ord er så fattige, så mange varme tanker herfra.
    Knus Dianna

    SvarSlet
  6. Åhhh for pokker da også, hvor er det bare alt for ærgeligt, dårligt og synd at der ikke er blevet støttet nok op omkring din datter, men Henriette du ER en god mor, den bedste hun har :-)) du er ikke hendes behandler, du er hendes mor.

    Knus og varme tanker til jer begge

    SvarSlet
  7. SGU OG SATAN

    Kender jeg dig ret, så lader du det ikke ligge... Og hvis man virkelig banker i bordet, så skal der nok ske noget....

    Tomrum og ventetiden er bare så negativt.....

    Men som andre siger så HUSK AT DU ER EN GOD MOR...
    Og at du ikke skal være andet end det...
    Du hverken kan eller skal...

    Du skal huske at sætte iltmasken på dig selv først.....
    Og det er skide hamrende svært, når verdenen vender sig imod vores børn...

    Knuzzer

    SvarSlet
  8. Kære Henriette,
    Her er et stort kram fra mig til dig.

    Kærligst,
    mette

    SvarSlet
  9. Som ny læser her kender jeg jo slet ikke din datters historie - men uanset, så er der intet værre, end når éns børn ikke trives, eller måske endda lider. Som de andre skriver er du hendes MOR - og du skal ikke være andet end at være den mor, du er. Kærligheden til din datter lyser jo ud af skærmen!
    Jeg sender dig mange varme tanker.
    KH Dorte

    SvarSlet
  10. Det gør mig rigtig ked af det på din datters vegne - jeg håber at hun snart må få den støtte, hun har brug for. Kærligst Charlotte

    SvarSlet
  11. Kære Henriette,

    Du må ikke klandre dog selv sådan. Det kan godt være, du føler, at du ikke har været perfekt, men det er der altså INGEN, der er. Heller ikke de mødre, som virker sådan.
    Der er ingen tvivl om, at du er en hengiven mor, som inderligt ønsker at hjælpe din datter. Du har undertrykt dine mor-instinkter for at hjælpe din datter med at frigøre sig. Det har du gjort, fordi lægen sagde, at det ville være det bedste. Det handler ikke om, at du er dum og autoritetstro, men om at du stolede på lægens vurdering. Og det er der altså ikke noget i vejen med.
    - Og nu, hvor det har vist sig ikke at være en god løsning, forsøger du at gøre noget ved det.
    Du er en god mor.

    Hvad din datters situation angår, så kan jeg ikke sige så meget andet end, at jeg håber, hun vil få den hjælp, hun har brug for, så hun kan komme videre.

    rigtig god bedring til jer begge.

    Kram
    Reke

    SvarSlet
  12. Først vil jeg skrive at det gør mig ondt at høre... :o(. Men derefter at det ikke kommer den mindste smule bag på mig...sørgeligt, men sandt... Jeg har jo selv en datter som har nogenlunde de samme problemer, og vi oplevede jo for ca et års tid siden at det gruppeforløb på distriktspsyk., hun var blevet henvist til af egen læge afvist, ja faktisk smed hende ud, fordi hun havde problemer med at dukke op...da-aa...det var jo blandt andet derfor hun var blevet henvist, fordi hun isolerede sig og havde svært ved samvær med nye mennesker...så er det jo også helt rigtigt at sige...du bruger ikke din plads, derfor kan du ikke komme her mere... Skulle de ikke derimod have hjulpet hende ordentlig igang med ekstra støtte?...Ja jeg spørger bare...men jeg er jo også "kun" en mor...og vi mødre får jo at vide atvi ikke skal gøre os kloge...og det er korrekt at vi nok ikke er de bedste bud på at skulle være behandlere, men når man oplever svigt fra dem som skulle være eksperterne, så er det sku svært ikke at kaste sig ud over kanten for at rede sit barn i fald... Den afvisning min yngste fik der, har været skyld i at hun ikke tør begive sig ud i nyt gruppeforløb under distriktpsyk. fordi hun har fået fornemmelsen af at hun har brændt sine broer...og det er sku ikke en sund tanke/følelse at skulle sidde tilbage med...
    Håber at I har større held, igennem sagsbehandleren... :o)
    Knuss og tanker... :o)

    SvarSlet
  13. Kære Pernille, mange tak for støtten, den kan jeg virkelig bruge lige nu. Jeg håber at kommunen nu kommer på banen, men jeg vil se det før jeg tror det..

    Rigtig god weekend :)

    SvarSlet
  14. Miri, jo det er en trøst for jeg har brug for at høre at jeg gør det ok.. ;)

    Tak og knus

    SvarSlet
  15. Kære Kristin mange tak også til dig. Jeg suger til mig af jeres opbakning :-)

    God weekend til dig

    SvarSlet
  16. Tusind tak kære Anette. Jeg blev slået helt ud, det gjorde jeg altså.

    Rigtig god weekend
    Knus Henriette :)

    SvarSlet
  17. Mange tak Dianne. Knus og god weekend ;)

    SvarSlet
  18. Kære Inge, det gør mig godt at I alle støtter mig. Jeg er ikke tilfreds med systemet lige nu..

    Rigtig god weekend og knus til dig :)

    SvarSlet
  19. Kære Arduinna tusind tak. Og nå ja.. det er det med iltmasken jeg skal huske. Jeg kan selvfølgelig ikke bare se til, men hold op hvor jeg er træt..

    Mange knus og god weekend
    Henriette :)

    SvarSlet
  20. Kære Mette, Tusind tak og også for akuthjælpen..

    Mange knus og god weekend
    Henriette :)

    SvarSlet
  21. Tusind tak Dorthe. Hendes historie er at finde i arkivet her, men ja det er slemt at være magtesløs.

    Jeg har gavn af de ord I alle skriver til mig.

    Rigtig god weekend
    Henriette :)

    SvarSlet
  22. Mange tak Charlotte også til dig.

    Rigtig god weekend og knus
    Henriette :)

    SvarSlet
  23. Tusind tak for ordene Reke. Det er godt for mig at få det gentaget og skåret ud i pap.

    God weekend og mange knus
    Henriette :)

    SvarSlet
  24. Kære Pi Andrea. Ja er det ikke bare utroligt ?? Jeg syntes simpelthen det er så bekymrende, at de ikke er mere på omkring de unge.

    Jeg håber søreme også at der sker noget, men jeg har ikke megen tiltro lige nu..

    Mange knus og tak for ordene
    God weekend
    Henriette :)

    SvarSlet
  25. Åh, hvor er det barskt, Henriette! Jeg kender flere unge mennesker, der sidder i problemer til halsen, og det er så svært at se på. Jeg er sikker på, at du er en god mor for din datter.
    Varme klem til dig!

    SvarSlet
  26. Kære Madame tusind tak. Ja det er bare ikke altid lige let at være ung i dag, især ikke med de betingelser der er for hjælp..

    Varme klem tilbage og kh
    Henriette :)

    SvarSlet