Den taburiserede vrede

Som dagene er gået efter torsdag har jeg fået masser af fornuftige og gode kommetarer, til historien om manden og kvinden. Det er noget jeg er vældigt glad for, men det er også noget der sætter ting i gang, og som gør hamrende ondt. Der er dukket en dyb indre smerte frem fra gemmerne, en som jeg egentlig troede jeg var ret så afklaret overfor og som var godt gennemarbejdet og i kontrol.

Jeg tog fejl..

Faktum er, at min smerte lever i bedste velgående og stadig styrer en masse af mine handlinger og tanker på det ubevidste plan. Jeg hader det.  Hader at jeg ikke KAN komme ud over og videre fra det der gør ondt. De ar jeg har på sjælen kan jeg ikke fjerne hverken med laser eller medicin. Der er skrevet og sagt igen og igen, og helt korrekt.. at elsker jeg ikke mig selv, så er det ikke nemt for andre at komme til det eller få lov. Hvad er det for mekanismer der holder så godt fast i mig??

Et af de vigtige elementer i min sorg, og som er sværere at leve med end som så, er min “stilling” som pensionist. Generelt syntes jeg jo at jeg har vænnet mig til det, vænnet mig til at sådan er mit liv nu, jeg syntes at jeg gør hvad jeg kan for at udfylde dagene med det jeg nu magter, med andre ord får det bedste ud af mit liv, men dybt inde i hjertet er der en der fortæller mig at mit liv ingen værdi har. Jeg har lært at som menneske skal jeg skjule mig selv og mine dårlige sider, for ellers kan jeg ikke elskes. Som menneske har jeg intet at byde på, for hvad kan jeg egentlig fremvise som “produkt” af mine dage når det kommer til det??

INTET som helst.

At leve i et forhold er altid en kunst og en balancegang. Men for mig vil det altid og uanset hvem jeg måtte leve med, være et forhold i ubalance, af den simple grund at jeg lever indadvent og det gør min partner ikke. Min sygdom præger min hverdag..  hver eneste dag, på den facon at jeg har svært ved at komme ud. Svært ved at overvinde mig selv og gå ud i verden. Jeg har voldsomt brug for, at nogen tager mig ved hånden og fører mig med sig, ellers bliver jeg bare hjemme. Helt tilfreds med trygheden her og de ting jeg omgiver mig med. At jeg skulle være den, der tager kæresten ved hånden og siger at NU er det nu er næsten umuligt, men jeg må prøve alligevel. 

Ubalancen vil helt naturligt være årsag til sådanne episoder som jeg har fortalt om i torsdags. Igen og igen vil det ske og den opdagelse der har rystet mig, er den at jeg simpelthen er ude af stand til at føle vrede. Jeg kan bare ikke. Istedet sørger jeg. Bliver ked af det på en måde der er voldsom og meget svær at glemme igen. Sådan har det ikke altid været. Inden jeg blev syg var vrede nærmest min eneste følelse. Nu jeg tænker over det var den faktisk den eneste følelse. Den overskyggede alt andet i mit liv, og forhindrede mig i at føle kærlighed selv til mine elskede børn. Vreden havde en årsag som ikke skal uddybes lige her og nu, men ved siden af sygdom og fortid, jeg levede i et skidt ægteskab og jeg vidste det. Frustrationen over ikke at kunne se en vej ud af det, gjorde mig så vred at ting og sager bogstaveligt talt fløj gennem luften, når jeg mistede besindelsen.  Vandmelon, stearinlys, gulerødder, mælkekartoner, bøger og nøgler er nogle af de ting jeg husker at have kastet efter min eksmand, når han har presset mig ud over kanten. Jeg har råbt og skreget som en sindssyg, ude af stand til at stoppe for derefter at synke sammen med ondt i halsen af skrigeriet og en udmattelse som er ubeskrivelig. Efter sådanne raserianfald, har jeg været fuld af sorg og forfærdelse over mig selv, opfyldt af den der nagene usikkerhed over, om jeg mon en dag kunne komme til at gå for vidt. Simpelthen begynde at slå..    Det er sket een gang. Josefine gik det ud over og hun husker det heldigvis ikke selv, men jeg har fortalt om det mange gange til hende.  Jeg var rystet og forskrækket, og helt ude af mig selv over det meget længe efter. Min lille prinsesse, den lille sol med det glade smil havde jeg givet en syngende lussing, og hvorfor..  fordi JEG havde et problem. Den dag i dag får jeg kuldegysninger ved tanken om episoden.

Tidligt i livet lærte jeg at vrede og utilfredshed betød kulde og afvisninger, som jeg skrev forleden. Den er ikke acceptabel. Min eksmand kunne feks gå rundt i dagevis uden at tale til mig, hvis jeg var kommet på tværs, noget mine unger også har oplevet masser af gange desværre. Jeg tror selv, at grunden til at jeg var SÅ aggresiv i de unge og tidlige voksenår, var dyb frustration og sorg over at jeg ikke måtte være mig. Borderline spiller også ind her, for det er klassisk at vi reagerer med en fuldstændigt afsindig vrede og et raseri der ikke så let lader sig styre, på det vi ikke forstår eller rummer.  Da jeg så blev indlagt på psyk til behandling for både det ene og  det andet, gik den årelange process igang med at forsøge at hele mig.

Af en eller anden grund er resultatet at jeg idag overhovedet ikke kan finde vreden frem, selv når den er berettiget. Jeg aner ikke hvordan det er sket, men den er lissom sevet langsomt ud af mig, og tilbage er nu kun sorgen. Og den fasttømrede overbevisning om at jeg ikke har værdi som menneske. På de gode dage ( og i de gode uger og måneder der også er), føler jeg mig egentlig god nok, men det er en tynd line jeg balancerer på. Stort set intet skal der til, før jeg igen falder ned og der kommer nye skrammer. Skrammer som jeg pakker ind, og bare venter på skal hele af sig selv. Flere og flere ar får jeg på den måde, og jeg kan se nu at det ikke kan blive ved. Igen denne enten/eller reaktion. Enten raseri, eller slet ingen synlig eller hørbar reaktion. 

Vi er alle produkter af vores fortid og liv, også min elskede. Hans fortid rummer mange mange voldsomme svigt og en alt for tidlig overladelse til eget ansvar. Det er af den grund ikke mærkeligt, at han har svært ved at finde ud af det med at dele af sig selv og sine bekymringer og glæder. At han helt automatisk handler ud fra eget behov og egen impuls. Inden han mødte mig, har han fortalt, har der aldrig været nogen så tæt på, at han har følt sig tryg ved at være åben om sig selv. Når man helt op i vores alder, er sådanne handlingsmønstre svære at ændre på, og selvom jeg stadig syntes han burde prøve at øve sig i at være bedre til at være to, forstår jeg udemærket hvorfor HAN er som han er. Det er bare ikke let…


Vi er begge to skrammede sjæle