19 juli 2010

Den taburiserede vrede







Som dagene er gået efter torsdag har jeg fået masser af fornuftige og gode kommetarer, til historien om manden og kvinden. Det er noget jeg er vældigt glad for, men det er også noget der sætter ting i gang, og som gør hamrende ondt. Der er dukket en dyb indre smerte frem fra gemmerne, en som jeg egentlig troede jeg var ret så afklaret overfor og som var godt gennemarbejdet og i kontrol.

Jeg tog fejl..

Faktum er, at min smerte lever i bedste velgående og stadig styrer en masse af mine handlinger og tanker på det ubevidste plan. Jeg hader det.  Hader at jeg ikke KAN komme ud over og videre fra det der gør ondt. De ar jeg har på sjælen kan jeg ikke fjerne hverken med laser eller medicin. Der er skrevet og sagt igen og igen, og helt korrekt.. at elsker jeg ikke mig selv, så er det ikke nemt for andre at komme til det eller få lov. Hvad er det for mekanismer der holder så godt fast i mig??

Et af de vigtige elementer i min sorg, og som er sværere at leve med end som så, er min “stilling” som pensionist. Generelt syntes jeg jo at jeg har vænnet mig til det, vænnet mig til at sådan er mit liv nu, jeg syntes at jeg gør hvad jeg kan for at udfylde dagene med det jeg nu magter, med andre ord får det bedste ud af mit liv, men dybt inde i hjertet er der en der fortæller mig at mit liv ingen værdi har. Jeg har lært at som menneske skal jeg skjule mig selv og mine dårlige sider, for ellers kan jeg ikke elskes. Som menneske har jeg intet at byde på, for hvad kan jeg egentlig fremvise som “produkt” af mine dage når det kommer til det??

INTET som helst.

At leve i et forhold er altid en kunst og en balancegang. Men for mig vil det altid og uanset hvem jeg måtte leve med, være et forhold i ubalance, af den simple grund at jeg lever indadvent og det gør min partner ikke. Min sygdom præger min hverdag..  hver eneste dag, på den facon at jeg har svært ved at komme ud. Svært ved at overvinde mig selv og gå ud i verden. Jeg har voldsomt brug for, at nogen tager mig ved hånden og fører mig med sig, ellers bliver jeg bare hjemme. Helt tilfreds med trygheden her og de ting jeg omgiver mig med. At jeg skulle være den, der tager kæresten ved hånden og siger at NU er det nu er næsten umuligt, men jeg må prøve alligevel. 

Ubalancen vil helt naturligt være årsag til sådanne episoder som jeg har fortalt om i torsdags. Igen og igen vil det ske og den opdagelse der har rystet mig, er den at jeg simpelthen er ude af stand til at føle vrede. Jeg kan bare ikke. Istedet sørger jeg. Bliver ked af det på en måde der er voldsom og meget svær at glemme igen. Sådan har det ikke altid været. Inden jeg blev syg var vrede nærmest min eneste følelse. Nu jeg tænker over det var den faktisk den eneste følelse. Den overskyggede alt andet i mit liv, og forhindrede mig i at føle kærlighed selv til mine elskede børn. Vreden havde en årsag som ikke skal uddybes lige her og nu, men ved siden af sygdom og fortid, jeg levede i et skidt ægteskab og jeg vidste det. Frustrationen over ikke at kunne se en vej ud af det, gjorde mig så vred at ting og sager bogstaveligt talt fløj gennem luften, når jeg mistede besindelsen.  Vandmelon, stearinlys, gulerødder, mælkekartoner, bøger og nøgler er nogle af de ting jeg husker at have kastet efter min eksmand, når han har presset mig ud over kanten. Jeg har råbt og skreget som en sindssyg, ude af stand til at stoppe for derefter at synke sammen med ondt i halsen af skrigeriet og en udmattelse som er ubeskrivelig. Efter sådanne raserianfald, har jeg været fuld af sorg og forfærdelse over mig selv, opfyldt af den der nagene usikkerhed over, om jeg mon en dag kunne komme til at gå for vidt. Simpelthen begynde at slå..    Det er sket een gang. Josefine gik det ud over og hun husker det heldigvis ikke selv, men jeg har fortalt om det mange gange til hende.  Jeg var rystet og forskrækket, og helt ude af mig selv over det meget længe efter. Min lille prinsesse, den lille sol med det glade smil havde jeg givet en syngende lussing, og hvorfor..  fordi JEG havde et problem. Den dag i dag får jeg kuldegysninger ved tanken om episoden.

Tidligt i livet lærte jeg at vrede og utilfredshed betød kulde og afvisninger, som jeg skrev forleden. Den er ikke acceptabel. Min eksmand kunne feks gå rundt i dagevis uden at tale til mig, hvis jeg var kommet på tværs, noget mine unger også har oplevet masser af gange desværre. Jeg tror selv, at grunden til at jeg var SÅ aggresiv i de unge og tidlige voksenår, var dyb frustration og sorg over at jeg ikke måtte være mig. Borderline spiller også ind her, for det er klassisk at vi reagerer med en fuldstændigt afsindig vrede og et raseri der ikke så let lader sig styre, på det vi ikke forstår eller rummer.  Da jeg så blev indlagt på psyk til behandling for både det ene og  det andet, gik den årelange process igang med at forsøge at hele mig.

Af en eller anden grund er resultatet at jeg idag overhovedet ikke kan finde vreden frem, selv når den er berettiget. Jeg aner ikke hvordan det er sket, men den er lissom sevet langsomt ud af mig, og tilbage er nu kun sorgen. Og den fasttømrede overbevisning om at jeg ikke har værdi som menneske. På de gode dage ( og i de gode uger og måneder der også er), føler jeg mig egentlig god nok, men det er en tynd line jeg balancerer på. Stort set intet skal der til, før jeg igen falder ned og der kommer nye skrammer. Skrammer som jeg pakker ind, og bare venter på skal hele af sig selv. Flere og flere ar får jeg på den måde, og jeg kan se nu at det ikke kan blive ved. Igen denne enten/eller reaktion. Enten raseri, eller slet ingen synlig eller hørbar reaktion. 

Vi er alle produkter af vores fortid og liv, også min elskede. Hans fortid rummer mange mange voldsomme svigt og en alt for tidlig overladelse til eget ansvar. Det er af den grund ikke mærkeligt, at han har svært ved at finde ud af det med at dele af sig selv og sine bekymringer og glæder. At han helt automatisk handler ud fra eget behov og egen impuls. Inden han mødte mig, har han fortalt, har der aldrig været nogen så tæt på, at han har følt sig tryg ved at være åben om sig selv. Når man helt op i vores alder, er sådanne handlingsmønstre svære at ændre på, og selvom jeg stadig syntes han burde prøve at øve sig i at være bedre til at være to, forstår jeg udemærket hvorfor HAN er som han er. Det er bare ikke let…


Vi er begge to skrammede sjæle

20 kommentarer:

  1. Tilgiv dig selv!
    (For eksempel for den der lussing.)
    Det gør du jo overfor dem du elsker.

    Og vid, at du her har fundet en måde hvorpå du bidrager stort til andre menneskers liv. Mennesker der holder af og følger med, netop fordi du fortæller om alt det der er svært.

    Og, hvis du en dag finder ud af, hvad der er fordelen ved at blive vred - så fortæl...

    SvarSlet
  2. Ååhhh, Henriette, hvor vil jeg gerne skrive noget til dig. Noget, der kan lindre lidt, hjælpe lidt, få dig til at få det lidt bedre med dig selv. Jeg kan ikke helt finde ordene.

    Imidlertid jeg synes det lyder til at du er nået rigtig langt. Du har fået en hverdag, der fungerer - og dit produkt er din altan med alle de smukke blomster, du pusler om, dine marsvin, der lever et fantastisk marsvineliv, dine kreative projekter, og ... Det er jo ikke fordi du ligger på sofaen dagen lang ;-)

    Måske du skulle gå til boksning og få vreden til at komme ud den vej?

    Kram!

    SvarSlet
  3. Kære Henriette,

    Endnu engang må jeg sige, at jeg kender det, blot i et lidt mildere omfang.
    Jeg tror ikke, jeg kan sige så meget for at gøre det bedre. Men jeg kan fortælle, at jeg er virkelig glad for, at du deler dine tanker herinde på din blog. Som "nystemplet" borderliner kan det være svært at forholde sig til symptomer, som er listet op forskellige steder på nettet. Beretninger som dine giver mig derimod anledning til at tænke over, hvordan jeg selv reagerer i lignende situationer. Og det er så rart at vide, at man ikke er alene.

    Stort knus
    Reke

    SvarSlet
  4. Henriette, allerede ved at skrive dette gode indlæg beviser du din berigtigelse og dit værd, simpelthen ved at være så åben omkring de følelser der ikke altid vil som du ønsker.
    Ved at dele dine erfaringer med andre, for der er andre med nogenlunde de samme oplevelser som dig, det er jeg overbevist om, hjælper du ad den vej andre, både med at dele dine oplevelser med dem, men også vise andre vejen til at de så også vil være mere åbne og dele deres erfaringer med andre.
    Der er brug for os alle sammen, og det er ikke første gang jeg læser et supergodt indlæg fra din hånd, også selv om det er på en trist baggrund.
    Et rigtigt stort knus herfra Henriette.

    SvarSlet
  5. Masser af tanker og knus til dig.
    Og jeg synes du bidrager med en masse ved at dele så generøst og ærligt ud af dig selv.
    KH

    SvarSlet
  6. Henriette, når jeg læser dine ord eller høre dig tale, hører jeg igen og igen et menneske der flytter sig hele tiden og er på vej mod et mål.

    Jeg er slet ikke i tvivl om at det er svært og det tager tid. Jeg er slet ikke i tvivl om at selvindsigt ikke er det samme som selvværd.

    Og jeg er heller ikke i tvivl om at selvom du igen og igen vil føle du løber panden mod en mur, står du hverken stille eller går i ring. Du flytter dig hele tiden, du når til erkendelser, og du tør indrømme at det er svært.

    Du er blandt de modigste jeg kender, og vel vidende at arbejde med sig selv er noget af det hårdeste vi kan udsætte os selv for, tror jeg på at du igen og igen vil opnå sejre og lære dig selv bedre og bedre at kende og dermed også kunne både holde af dig selv og give dine følelser til kende.

    - Og vi er mange der allerede holder meget af dig :)

    Knus

    SvarSlet
  7. Kære Henriette!

    Jeg glæder mig til, at lære dig bedre at kende!

    Bare udfra din blog, og vores mail-korrenspondance, véd jeg jo at du indeholder en masse....som alt sammen er noget værd.

    Vi ses snart. Jeg sender dig en mail imorgen.

    Knus

    SvarSlet
  8. Kære Hemriette, dine ord rammer og giver stof til personlig eftertanke.
    Specielt: "den opdagelse der har rystet mig, er den at jeg simpelthen er ude af stand til at føle vrede. Jeg kan bare ikke. Istedet sørger jeg. Bliver ked af det på en måde der er voldsom og meget svær at glemme igen".
    Den har jeg tænkt længe over. Tak for at dele (igen)

    SvarSlet
  9. Jeg kommer i tanke om det, som Rejseholdets politimand fortalte:

    Følelserne er vi ikke selv ansvarlige for.
    Men vi er ansvarlige for hvordan vi reagerer på følelserne.

    Det er lidt af en mundfuld, for følelserne (af en bestemt slags) er faktisk måden vi styrer hånden, når vi vil klø os i nakken. Men somme tider kan vi jo godt sige, OK - lad nu den myg stikke, for dette med mit barn (eller hvad nu) er vigtigere.

    Knus fra mig, og altså: hvor er det fantastisk, som dine ord beskriver de situationer og følelser, som ellers er så vanskelige at beskrive.

    SvarSlet
  10. Tak Kristin :) og i lige måde tilbage til dig

    SvarSlet
  11. Kære Tante. Jeg skal nok sige til hvis jeg finder gådens løsning ;)
    Tusind tak for ordene, det er dejligt at det jeg skriver betyder noget herinde.

    Knus :)

    SvarSlet
  12. Kære Polka.. Hmm boksning.. Ikke noget dårligt forslag :) Tak for ordene og jeg går og tænker en masse over det der bliver skrevet til mig.

    Knus
    Henriette

    SvarSlet
  13. Kære Reke. Lige netop det at vi opdager at vi ikke er alene om at bøvle, er dødvigtigt. Derfor bliver jeg også ved med at skrive om det, også fordi det hjælper mig selv. Alle jeres kommentarer er godt for mig at læse :)

    Tak for det og knus
    Henriette

    SvarSlet
  14. Kære Michael tusind tak for ordene. Jeg kan ikke lade være med at skrive om det, og som jeg har sagt til Reke, er det enormt vigtigt at fortælle for at andre måske kan drage nytte af mine erfaringer og oplevelser.

    Kærlig hilsen
    Henriette :)

    SvarSlet
  15. Tak til dig Dorthe. Jeg håber at det ikke kun hjælper mig selv at jeg skriver ærligt.. :)

    Kh Henriette

    SvarSlet
  16. Pyhh Pernille, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal modtage sådan en fin kommentar, men jeg bliver både glad og rørt over at du siger sådan. Modig er nok ikke lige det jeg selv ville kalde mig hihi, men jeg tager det til mig gør jeg.

    Mange knus og tak
    Henriette :-))

    SvarSlet
  17. Kære June, mange tak.

    Det glæder jeg mig til..

    Kh Henriette

    SvarSlet
  18. Kære Prophecy, uha jeg selv tænker jo også en masse lige nu, håber bare ikke at jeg sætter noget i gang, der er trist inden i dig.
    Det er bestemt ikke meningen.. Men kan mine ord rykke ved noget bare en lille smule bliver jeg glad..

    Mange knus
    Henriette ;)

    SvarSlet
  19. Kære Donald. Som du dog kan skrive :-) Jeg ved hvad du mener og jeg takker for at du også kan lide at læse med hos mig.


    Varmt sommerknus
    Henriette :)

    SvarSlet