Gensyn med mødregruppen…

 

 

…gik rigtigt fint. Jeg klarede aftenen i fin stil, men jeg kan godt her indrømme, at jeg inden jeg gik ind sad og sov i bilen i en halv times tid. Det var jeg simpelthen nødt til, og det hjalp mig til at være mere frisk i hovedet. Jeg kan efterhånden ses sovende de underligste steder og på de mærkeligste tidspunkter, gad vide hvordan det virker udadtil??

 

Nå, men jeg blev modtaget vældigt festligt og med masser af knus og kram. Det varmer at jeg har været savnet det vil jeg ikke nægte, men overvældende var det også. Efter to års fravær er der jo masser af historier der skal følges op på, og man må sige at de to år IKKE har været  begivenhedsløse hos mig i Vanløse. Ud af de tre, er der kun en som har en vis erfaring i at bruge computer, og de har derfor ikke kunnet følge med via Facebook.

 

Det første der skete da jeg trådte ind ad døren, var en grundig inspektion efter forandringer. Man må sige at der ikke bliver lagt fingre i mellem, når gamle veninder/bekendte/kvinder mødes hihi. Een markant forandring var helt tydelig.. Alle som en udbrød de i kor:

 

“ Hvorfor har du stadigt ikke fået rynker i ansigtet???”.

 

Og ja..  jeg ved det godt selv. Lige netop på det punkt kan jeg ikke klage, mit ansigt har endnu ikke vist de store alderstegn, men jeg kunne jo så berolige dem med, at jeg  nærmest er stæreblind og venter på ny briller :-) 

 

 

Mange flere timer end jeg egentlig havde ønsket, gik der inden jeg tog hjem igen. Af en eller anden grund har det altid været sådan i lige netop det forum! Jeg kan ikke tage mig sammen til at rejse mig og sige farvel, men sidder bare og venter på en passende pause i talestrømmen. De er så søde alle tre, der er ingen tvivl om at der ikke er noget ubehag i deres selskab trods de store forskelle, men uanset hvad så bliver jeg altså bare så hamrende træt efter de aftener.

 

Nå.. skidt pyt med det. Min mavepine forsvandt som forventet og jeg kan bare undre mig over mig selv. Som så mange før dem bemærker også disse kvinder, at de ikke kan fatte at jeg har så svært ved det sociale, for når jeg er ude kan man ikke mærke det på mig. Jeg snakkesnikker ligeså meget som de, deltager og er åben, har meninger og er bestemt ikke usynlig. 

 

Det undrer også mig. Indvendigt har jeg mest lyst til at forsvinde. Indvendigt sidder jeg og ville bare gerne være stille og lytte på. Men udvendigt opfører jeg mig som om jeg trivedes fortrindeligt. Kan slet ikke lade være. Det sidder på rygraden simpelthen, det der med at slå automatpiloten til og så være en af flokken. Jeg forstår ikke mig selv på det punkt. Også John undrer sig, for HAN ved jo hvordan jeg er hjemme i privaten, stille og fredelig og uden ord i timer ad gangen.  Jeg har sågar mødt nogle der har fundet det direkte provokerende..  Det med at jeg virker glad og veltilpas udadtil, når nu jeg selv giver udtryk for det modsatte blandt andet her på bloggen.  Det eneste jeg kan sige er vel, at jeg selv efter mange års terapi endnu ikke har opnået at kunne være helt mig selv, når jeg er ude. Den lille pleaser og flinkefrøken sidder endnu og bestemmer over mig på toppen af min sjæl;)

 

 

Uden ord med lyd på er jeg bestemt også nu. Nyder at jeg ikke skal tale indtil familien igen er hjemme. Indtil det sker vil jeg gå ud på min altan og lægge lidt flere løg til glæde ved næste forårs komme :-))