Jeg ved det..

 

 

…godt!  Jeg har skrevet om fænomenet masser af gange og stadigt er jeg ikke blevet klogere.

 

 

Aftenens arrangement giver mig mavepine og jeg har stresset over det lige siden jeg vågnede. Hvorfor? .. spørger jeg mig selv, er det sådan og hvorfor skal jeg igennem den samme åndssvage rutsjetur hver eneste gang der er aftaler i udsigt, som ligger ud over det vante og velkendte??

 

Torsdag er “luftedag”,  for der tager Pernille mig med ud at gå, og jeg begyndte med at aftale tid og sige ja, men ti min efter måtte jeg melde afbud fordi min mave gjorde ondt og en ubegrundet træthed skyllede hen over mig. Fornuftigt nok måske, da jeg ved at aftenen bringer efterfølgende dage med enorm udmattelse, men ærgeligt fordi jeg dybest set hellere ville have gået tur og sludret i ro og sol, fremfor det jeg nu skal.

 

Ingen andre end mig selv kan jeg bebrejde.  Det er og bliver mig selv der har sagt ja, og grunden til at jeg sagde ja dengang for halvanden måned siden, skyldes simpelthen at jeg virkeligt prøver hårdt på ikke at isolere mig for meget herhjemme. Prøver at have et eget liv, udenom den  lille verden min kæreste og børnene udgør. For simpelthen ikke at gå i stå, for at opleve andet end det vante, for at komme ud af den forbandede dør, for at få luftet andet end mit bløde tøj, for at vise at jeg stadigt KAN, og for at hilse på gamle veninder der har været store støtter for mig dengang jeg blev syg.

 

Mange gode grunde, men ingen af dem får  mig til at føle glæde eller forventning. Kun desperation og tanken om hvor længe der skal gå før jeg kan tillade mig at tage hjem igen.

 

SUK

 

Og så ved vi jo alle INCL mig selv, at nå jeg endeligt kommer afsted viser det sig også, at jeg får dejlige timer og gode smil med i købet.

 

Så hvorfor er jeg så hamrende utilpas ved det???