08 september 2010

Jeg kæmper med mig selv

 

 

 

 

SNC10273_resize

 

Det er ikke meget jeg udretter hjemme for tiden. Små hak i to do listen skriver jeg, men de store ting, dem som egentlig er med til at gøre det lækrere at gå hjemme, dem orker jeg ikke.

 

Vinduespudsning for eksempel. Eller gulvvask. Eller støvsugning bag sofaen. Kagebagning. Vask af døre og paneler.

 

Hver dag går med at komme igennem den, uden alt for dårlig samvittighed simpelthen. Det lykkedes ikke helt, for begge mine børn syntes ikke jeg er der nok for dem. Alt det de gerne vil at jeg gør for dem, magter jeg ikke. Josefine ville allerhelst være her hver dag hvis jeg gav hende lov, og Rasmus ville allerhelst at jeg var klar til at snakke fra morgen til aften. I stedet gør de mig opmærksom på mine utilstrækkeligheder og  alt det andre rigtige mødre kan og gør.

 

Faktum er at jeg selv ville ønske jeg ku. Jeg ville ønske at jeg ku køre dem allevegne hen og de steder de beder mig om. Jeg ville ønske at jeg ikke var så støjfølsom, så de ku råbe og skændes i stuen lige så meget de orkede hver dag. Jeg ville ønske at jeg ku ordne alle de praktiske ting de vil ha mig til, og  jeg ville ønske, at jeg magtede at reparere alle de ar de har på sjælen efter skilsmissen og afvisningen fra deres far. Jeg ville ønske jeg ku stå i køkkenet og kokkerere fra tidlig morgen til sen aften.  Jeg ville ønske jeg kunne dække alle deres behov..

 

Men det kan jeg ikke og jeg føler mig utilstrækkelig hver eneste dag. Det sørger de for uden at vide det, hver gang de mukker over mig. Jeg har umådeligt svært ved at håndtere, at de aldrig er tilfredse eller glade for at jeg i det hele taget ER her.

 

Jeg syntes det er svært at være mor.

12 kommentarer:

  1. Hej Henriette
    Jeg kan sagtes følge dig i dine tanker.
    Men hvis det er en trøst for dig, så tror jeg at mange forældre med unge mennesker, kan nikke genkendende til dine problemer. Vi / jeg kan også indimellem føle mig utilstækkelig, når der er ting jeg ikke orker eller føler jeg har energi til. Og jeg har endda ikke en diagnose som dig.

    Så trøst dig med at det er forældres lod at have det sådan engang imellem.

    Og indimellem er vi nødt til at sige fra, hvis vi skal kunne overleve og have lidt tid til os selv og vores egne interesser, som så på sigt giver os lidt overskud til at være der for dem.

    Det var bare et lille pip fra en mor som heller ikke altid kan stå til rådighed for de unge mennesker.

    Puha, det lyder da vist lidt rodet det her, men håber du forstå meningen i det.

    Mange varme knus
    Dianna

    SvarSlet
  2. Diagnoser eller ej - jeg tror aldrig jeg har hørt om et teenagebarn, der var fuldstændig tilfreds med sine forældre....
    Andre mødre står heller ikke på pinde for deres børn. Hvis de gør, bliver de både slidt ned og taber sig selv imens.
    Måske har jeg sagt det før - så siger jeg det lige igen.
    Du gør dit bedste. Man kan ikke forlange mere! En dag vil dine børn se tilbage og vide det. Vide, at du elskede dem alt hvad du kunne.
    Ønsker dig en dejlig solskins-efterårsdag.
    Christine

    SvarSlet
  3. Hej Henriette...Jeg tror ikke der findes nogen mødre,med eller uden diagnoser, der kan være der hele tiden for deres børn...og teenagere er svære at gøre tilpasse....så gør det så godt du kan uden at have dårlig samvittighed, den kan du ikke bruge til noget....mine "unger" kom da igennem det uden at jeg var den perfekte mor, nu er de voksne og jeg synes da at jeg er sluppet meget godt fra det....knus til dig

    SvarSlet
  4. Tror altså heller ikke du behøver at have dårlig samvitighed over for dine børn. Lige hvor meget man arrangere for dem eller er sammen med dem vil de altid have mere, sådan er det med sådan nogle størrelser, de vil altid have "mere".

    Jeg har præsteret at tage dem i vandland, biografen, stranden osv. på en uge og alligevel brokker de sig over "at vi ingen ting laver".

    Det at du ER der er i sidste ende det vigigste for dem (ikke hvad du gør eller ikke gør for dem) og du vil få det meget bedre, hvis du dropper den dårlige samvitighed, den kan hverken dig eller dine børn bruge til noget.

    Varme hilsner fra Mallorca.

    SvarSlet
  5. Henriette, jeg kan sagtens nikke genkendende til dine tanker; dem overvældes jeg også af i perioder, når pigerne herhjemme er umættelige!
    Kh Julie

    SvarSlet
  6. Hej Dianna. Jo jeg kan godt forstå hvad det er du skriver :) Og det er bestemt en trøst, for jeg kan ikke gennemskue af mig selv, hvordan det er for andre mødre.

    Tusind tak og god aften
    Knus Henriette

    SvarSlet
  7. Tak Christunte, for at du skriver som du gør. Det skal nok siges mange gange, for jeg har det søreme svært med at gennemskue hvad der er ok.

    Knus til dig for at du lige gider give mig lidt ord med på vejen :)

    Knus
    Henriette

    SvarSlet
  8. Kære Reje, tak for din kommentar, den glæder mig meget :-) Og også velkommen her hos Defem..

    Jeg syntes nogle dage er svære, det indrømmer jeg, men jeg kan jo se her at jeg ikke er alene om den følelse.

    God aften og kh
    Henriette ;)

    SvarSlet
  9. Kære Lene, tak for din kommentar. Det du skriver kan jeg ihvertfald genkende og det er lige til at få grå hår af ik..? ;)

    Håber at du har fået mere behagelige vinde dernede på Mallorca.

    Kh Henriette

    SvarSlet
  10. Kære Julie, tusind tak. Det hjælper mig virkeligt meget at høre fra jer. Så kan jeg jo se at jeg ikke er den eneste der har det sådan.

    God aften og kh
    Henriette :)

    SvarSlet
  11. Kære Henriette,
    Som nogle af de andre skriver, tror jeg efterhånden også på, at alle mødre har det sådan i større eller mindre grad med deres teens.

    Sådan er det også her i huset og det er sq svært at stå model til "du er ynkelig, når Jon kommer hjem" eller "du gør ikke nok for mig i forhold til skolen" eller eller eller...

    Men for hver gang jeg så læser eller hører en anden mor fortælle mig noget der ligner, kommer jeg til mere at tro på, at det ikke kun er mig, men også den der skod-pubertet, der spiller en kæmpe rolle.

    Håber din dag i morgen bliver lidt bedre :)
    Klem fra
    mette

    SvarSlet
  12. Jeg har en præ-teenager og de sidste tre måneder har hun haft mig til salg, billigt. Hun synes jeg er dybt pinlig og faktisk burde jeg holde min mund det meste af tiden.

    Så spurgte jeg nogle af mine veninder om de ville være hendes mor, når jeg var blevet solgt og ikke et af tilbuddene var gode nok - nej for hun holder trods alle mine fejl af mig alligevel.

    Det gør dine også Henriette. Vær helt sikker på det.

    SvarSlet