Min verden har stået stille i en tid. Langsomt og i slowmotion begynder den nu på ny at bevæge sig. Både indvendigt og udvendigt er der tegn på liv igen og jeg ånder lettet op. Når jeg kigger mig omkring taler døde planter, bunker af papirer, støv og grumsede vinduer deres tydelige sprog. Det er rigtigt svært at genoptage livet efter en pause. Jeg skal nærmest lære at gå igen, og både sind og krop trænger til genoptræning.
Selv det at skrive, som jo normalt falder mig så pærelet, går langsomt og med mange rettelser. Ordene er der, men de falder helt tilfældigt ud.
Medicinen hjælper, en ny og meget højere dosis betyder at jeg kan se lys i mørket, og snart er tågen helt forsvundet. Indtil da tager jeg tingene roligt og lader mig ikke stresse af, at ikke kun jeg har været på stand by.
Jeg har prøvet turen før, mange gange faktisk, men alligevel påvirker det mig at opleve, hvordan mine omgivelser reagerer. At have en depression er en ensom fornøjelse, men det kan hjælpe at vide at verden er der endnu med opmuntring og tålmodighed. Nogle få har glædet mig usigeligt med deres omsorg og forståelse, to faktorer der er afgørende når man ikke kan andet end at trække vejret. Mange flere holder sig helt væk, muligvis af frygt for at overskride grænser, sådan er det og ikke kun jeg har den erfaring. Det er en reaktion som også kritisk syge oplever, mennesker med døden tæt inde på livet kan fortælle om berøringsangst og isolation. Meget sørgeligt.
Jeg ryster det af mig, kommer videre og varmer mig ved den berøring og de kys jeg henter hos den der betyder allermest.
Min kæreste er her endnu :-)
Godt, du ikke er alene - og her i Blogland er der også varme at hente! knus
SvarSletJa, folk er desværre meget berøringsangste, når det handler om sygdom, der er kritisk - og det er en depression jo desværre.
SvarSletDet mærker også jeg på egen krop de dage i løbet af en uge, hvor jeg ikke har det godt. Så trækker folk sig, også børnene og det eneste jeg har brug for, er at blive strøget over håret og få fortalt, at de elsker mig og at de er der hele vejen og at det nok skal blive godt.
Jeg ønsker for dig, at det går fremad og at du ikke får for mange udsving, for det er så hårdt.
Varmt kram fra
mette
Dejligt du er på vej op til overfladen !
SvarSletMarianne
Kæreste Henriette,
SvarSletBerøringsangst er noget af det værste, der findes. Og det provokerer faktisk, synes jeg. Jeg er glad for at der er lys i dit liv. Tanker og kh Anette
Mange mennesker kan ikke håndtere andre menneskers lidelser og sorger. De føler sig magtesløse.
SvarSletGodt du ikke er alene!
Kære Henriette
SvarSletJeg bliver glad i maven når jeg læser at du er på vej ud i lyset igen.
Varme tanker og knus til dig fra mig.
Kære Henriette
SvarSletHvor er jeg glad for at det begynder at lette lidt for dig. Det er godt du får den omsorg du har brug for af din kæreste. Kender alt for godt til den berøringsangst, den får folk til at trække sig - heldigvis har jeg den ikke selv. Mange klem og gode tanker herfra. Malou
Heldige dig-at du har din kæreste... Så er "turen" nok ensom, men du er ikke helt alene... :o)
SvarSletHar savnet dig :o)
SvarSletKære Henriette.
SvarSletDejligt at høre fra dig igen. Godt du er på vej, på vej ud af din tunnel.
God dag.
Kh. Sonnie
Pyh ha, Henriette, det er godt at medicinen nu begynder at virke, og at du har det lidt bedre.
SvarSletSygdom er og bliver ensomme "fornøjelser" - desværre.
Varme tanker til dig fra Laura :-)
Dejligt, at høre fra dig igen - og dejligt, at det går den rigtige vej. Klem til dig.
SvarSletVi er her endnu - og vi venter tålmodigt! Men vigtigst af alt, kæresten er der - selvfølgelig!
SvarSletKnus fra Kirsten
Godt du dukkede op igen :-))
SvarSletDU er her endnu, og dine nærmeste er her endnu. Det er det, som er vigtigst. Intet andet betyder noget.
SvarSletFra min egen kritiske sygdom kender jeg berøringsangsten fra andre, og det gør mig gal. Jeg fatter det simpelthen ikke, men det hjælper mig at gribe fat i min vrede og bruge den som en styrke til mig selv.
Dejligt at høre nyt fra dig. Knus.
De gange du har skrevet herude, har jeg sendt dig tankeknus, fordi det var alt jeg kunne magte, men vid, at jeg holder så frygtelig meget af dig, selvom jeg vælger at være lidt stille. Altid og uanset hvad.
SvarSlet1000 kæmpeknus, Henriette!
Velkommen tilbake, jeg synes det er godt å følge med deg. men ikke press deg selv for mye enda, ta vare på deg selv og dine.
SvarSletKnus
Godt at høre, at det langsomt begynder at lysne.
SvarSletJeg kan godt følge dig i dét med andre menneskers berøringsangst. Men nogle gange kan det jo også være, at de ikke selv kan magte at påtage sig en hjælper/lytter/trøster/den-som-bare-er-der-rolle. Og at de af angst for, at man "tager hele armen", hvis de rækker én en lillefinger, trækker sig tilbage...
Nogle gange - og jeg ved godt, at man ikke har overskud til det, når man er rigtig langt nede, men så når man har en bedre periode - kan det være en god idé selv at bringe det på bane. Fortælle om sin sygdom, fortælle, hvad det betyder, og hvordan man har det med det. De fleste spørger så lidt ind til det og vil gerne forstå. Måske vidste de bare ikke, i hvilken situation, de kunne "tillade" sig at spørge ind til det, om det var for privat. Eller hvordan de skulle kunne stille undrende spørgsmål, uden at det bliver taget som en kritik eller mangel på forståelse.
Men når man selv er den, der tager hul på bylden, bliver det mere uforpligtende for den, der lytter.
Det er i hvert fald min tanke - og til dels min erfaring.
Men det er nemmere at skrive end at gøre, det ved jeg godt :)
Udner alle omstændigheder: Det er dejligt at se dig her igen :)
Kære Allesammen. Hvor det dog betyder meget for mig at I skriver til mig. Jeg har stadigt svært ved at koncentrere mig, så jeg skriver en fælleshilsen til jer alle. Jeg er blevet vældigt glad for at læse hver og en af jeres kommentarer, og kan jo heldigvis gå tilbage og læse dem igen, hvis jeg trænger til en opmuntring :))
SvarSletRigtig god tirsdag og mange knus
Henriette