At stå stille midt i ræset ( rapport fra afd psyk #3 )

 

 

 

Inden jeg fortsætter min beretning, er det vigtigt for mig at sige TAK til alle jer der hænger på her. TAK for alle kommentarene, der får mig til at fortsætte og føle, at det har en betydning hvad jeg fortæller. EKSTRA TAK til de nye/ukendte læsere der også har skrevet. Til jer kan jeg tilføje, at det glæder mig rigtigt meget at I har været her, og at I har skrevet til mig.  Jeg skriver til jer alle sammen i eet, for jeg kan ærligt ikke overskue at svare hver enkelt fra hvert indlæg lige for tiden. IKKE at det skal misforstås som at I skal holde op med at kommentere…  Tværtimod. Jeg suger hvert et ord til mig og bruger dem til at overbevise mig selv om at jeg ikke skal opgive. Så skriv skriv skriv til mig, det hjælper og varmer mit hjerte.

***********************

Jeg befinder mig et sært sted nu. Mentalt altså. Midt i mylderet af liv fra den verden der omgiver mig, står jeg selv helt stille og ligesom mærker et pust, der gør mig opmærksom på at jeg netop gør lige det: 

STÅR STILLE.

Det er et ubehageligt sted at stå, nærmest som om jeg er hægtet af livet for en stund. Det bliver forstærket af den tid, der allerede nu demonstrerer sig selv allevegne. Om nogen har jeg jo været fuldstændigt overbevist om, at ingen jul skulle eller kunne være mere trist end den jeg/vi oplevede sidste år. Jeg har været fast besluttet på at lade mig føre med af  juleånden, lade den erobre vores fælles hjem, med bagværk, kranse og lys. I familiens ånd, med tanke på at oprette traditioner der skulle være helt vores egne, til glæde for min elskede, ungerne og for mig selv.

Nu sidder jeg her..  Forvirret og handlingslammet. Og jeg aner ærligt talt ikke hviket faktum der reelt gør mig så trist:

Depressionen?

Chokket over at miste mit fundament, og mit liv med manden jeg troede jeg skulle dele mange år endnu med? 

Håbet der nu ikke længere er der, om at jeg stadigt var elsket nok til at række videre ud i fremtiden, udover sygdommens tag i mig, og indtil Henriette var tilbage igen?

Julen, der repræsenterer nærvær og familietid?

Livet jeg kan se ræse afsted derude lige foran døren til hospitalet?

eller

Mørket der hvis jeg var hjemme ville betyde masser af tændte stearinlys, varme og hygge, men som her bare er vintermørke og intet andet.

En anden ting der påvirker mig selvom det ikke burde gøre det, er det at jeg simpelthen ikke kan rumme i mit hoved, at jeg slet ikke længere betyder noget for min nu ekskæreste.  Det burde ikke betyde noget ved det af, at jeg aldrig har været vant til at han ringede til mig. Det har han bare aldrig praktiseret, med mindre der har været en praktisk grund til det, så hvorfor skulle han så få den tanke at ringe lige netop nu?  Nu er jeg ikke engang hans elskede længere, så nu er der jo SLET ingen grund til at interesseres sig for om jeg er ok. Ingen grund til bekymring eller omtanke. Men jeg kan bare ikke forstå det.

Jeg VED at det sikkert også er hans måde at distancere sig fra mig på, at komme videre, men alligevel. Det er faneme underligt! Og jeg føler mig fuldstændigt betydningsløs og tilintetgjort som menneske, men jeg ved godt at er man færdig med at føle noget for nogen, så gælder det hele vejen rundt i registret. Man er simpelthen

 

HAMRENDE LIGEGLAD.

 

 

Det bliver jeg vel også selv en dag..