25 november 2010

At stå stille midt i ræset ( rapport fra afd psyk #3 )

 

 

 

SNC17270_resize

Inden jeg fortsætter min beretning, er det vigtigt for mig at sige TAK til alle jer der hænger på her. TAK for alle kommentarene, der får mig til at fortsætte og føle, at det har en betydning hvad jeg fortæller. EKSTRA TAK til de nye/ukendte læsere der også har skrevet. Til jer kan jeg tilføje, at det glæder mig rigtigt meget at I har været her, og at I har skrevet til mig.  Jeg skriver til jer alle sammen i eet, for jeg kan ærligt ikke overskue at svare hver enkelt fra hvert indlæg lige for tiden. IKKE at det skal misforstås som at I skal holde op med at kommentere…  Tværtimod. Jeg suger hvert et ord til mig og bruger dem til at overbevise mig selv om at jeg ikke skal opgive. Så skriv skriv skriv til mig, det hjælper og varmer mit hjerte.

***********************

Jeg befinder mig et sært sted nu. Mentalt altså. Midt i mylderet af liv fra den verden der omgiver mig, står jeg selv helt stille og ligesom mærker et pust, der gør mig opmærksom på at jeg netop gør lige det: 

STÅR STILLE.

Det er et ubehageligt sted at stå, nærmest som om jeg er hægtet af livet for en stund. Det bliver forstærket af den tid, der allerede nu demonstrerer sig selv allevegne. Om nogen har jeg jo været fuldstændigt overbevist om, at ingen jul skulle eller kunne være mere trist end den jeg/vi oplevede sidste år. Jeg har været fast besluttet på at lade mig føre med af  juleånden, lade den erobre vores fælles hjem, med bagværk, kranse og lys. I familiens ånd, med tanke på at oprette traditioner der skulle være helt vores egne, til glæde for min elskede, ungerne og for mig selv.

Nu sidder jeg her..  Forvirret og handlingslammet. Og jeg aner ærligt talt ikke hviket faktum der reelt gør mig så trist:

Depressionen?

Chokket over at miste mit fundament, og mit liv med manden jeg troede jeg skulle dele mange år endnu med? 

Håbet der nu ikke længere er der, om at jeg stadigt var elsket nok til at række videre ud i fremtiden, udover sygdommens tag i mig, og indtil Henriette var tilbage igen?

Julen, der repræsenterer nærvær og familietid?

Livet jeg kan se ræse afsted derude lige foran døren til hospitalet?

eller

Mørket der hvis jeg var hjemme ville betyde masser af tændte stearinlys, varme og hygge, men som her bare er vintermørke og intet andet.

En anden ting der påvirker mig selvom det ikke burde gøre det, er det at jeg simpelthen ikke kan rumme i mit hoved, at jeg slet ikke længere betyder noget for min nu ekskæreste.  Det burde ikke betyde noget ved det af, at jeg aldrig har været vant til at han ringede til mig. Det har han bare aldrig praktiseret, med mindre der har været en praktisk grund til det, så hvorfor skulle han så få den tanke at ringe lige netop nu?  Nu er jeg ikke engang hans elskede længere, så nu er der jo SLET ingen grund til at interesseres sig for om jeg er ok. Ingen grund til bekymring eller omtanke. Men jeg kan bare ikke forstå det.

Jeg VED at det sikkert også er hans måde at distancere sig fra mig på, at komme videre, men alligevel. Det er faneme underligt! Og jeg føler mig fuldstændigt betydningsløs og tilintetgjort som menneske, men jeg ved godt at er man færdig med at føle noget for nogen, så gælder det hele vejen rundt i registret. Man er simpelthen

 

HAMRENDE LIGEGLAD.

 

 

Det bliver jeg vel også selv en dag..

15 kommentarer:

  1. Før du bliver ligeglad, hvis du bliver ligeglad, skal du altså lige ud i noget tuderi søde Henriette. Noget sorg, og sorg kommer først efter chok. Chok er en måde at passe på sig selv. Så alt ikke går ind 110%. Mon ikke det er der du er nu?
    Jeg er her også stadig, omend lidt tyndslidt, men jeg hænger på :o)
    Kh

    SvarSlet
  2. Kære Henriette
    Du skrev forleden dag at du ikke kunne føle vrede, men det gør jeg til gengæld! Når jeg læser dit indlæg bliver jeg bare så gal, vred og forundret over at "eksen" ikke ringer eller lader høre fra sig på anden måde. Det kan godt være at han har behov for at distancere sig til jeres forhold - fint nok, men det mindste man kan gøre er at afslutte på en ordentlig og anstændig måde. Måske lige vise en smule menneskelighed i den situation du befinder dig i lige nu. Jeg skal ikke dømme eller vurdere, men helt ærligt Henriette - bliv lidt gal for pokker!
    Mange knus og tanker til dig fra Kirsten

    SvarSlet
  3. Da jeg gik fra min ex..... Blev vi nødt til at holde kontakt pga af vores fælles børn......

    Men havde vi ikke haft dem, så.. Må jeg nok indrømme, at så kunne der godt være gået år, før jeg lige havde ork til at tale med ham igen...

    Jeg var i den grad MÆTTET af ham..........

    Og det er faktisk først inden for de sidste par år at jeg har kunne... sådan helt...holde ud at være i samme rum som ham..........Mere end 2 min ............

    Nu er din ex jo også en mand.. Og de har altså en sjælden even til bare at lukke af, og sige nu er det slut... Og så mener de SLUT...... Slut som ingen kontakt igen over hovedt....

    Den evne ved jeg ikke helt om jeg er misundelig over , eller hvad.....

    Lige nu er min ex-dødsyg og vi er der for ham ,og gør alt hvad vi kan for at lette hans hverdag... Nogen dage falder det lettere end andre.... For han er min ex.. og vi har en del i rygsækken sammen.....

    Hvis jeg skal give et bud mere på hvorfor du intet høre fra ham... Er det nok ... Fordi han, hvis han har bare lidt føleser tilbage for dig...

    Ikke kontakter dig, for ikke at give dig håb om at der måske er håb............

    Ønsker dig alt det bedste...... og at der et sted der ude er en som er din kærlighed værdig.

    Mange tanker
    Marianne

    SvarSlet
  4. Jeg forstår godt alle de tanker, der drøner igennem dit hoved lige for tiden. Men jeg får også lyst til at skrive, at du ikke skal bekymre dig om, hvor vidt din eks er ligeglad. Du kan sikkert bruge oceaner af tid på at spekulere over det, men faktum er, at du ikke kan ændre på det.

    Giv hellere dig selv lov til at være vred. På ham, på det hele. Og giv dig selv lov til at sørge. Giv dig selv lov til at være dig, en vred, såret, uforstående dig.

    Jeg ved godt, det ikke er så nemt. Men jeg havde sådan lyst til at skrive det.

    SvarSlet
  5. Kæreste Henriette..

    Dejligt igen at høre fra dig.

    Jeg fornemmer bestemt ikke at du står stille, dine skriv fra afdelingen, hvor du deler dine tanker, vidner om at du tænker, at du reflekterer og at du flytter dig. Bare det at du undrer dig over ikke at høre fra ham, er for mig at se, positivt, du er ikke ligeglad, du er levende og godt skrivende.

    Jeg tænker faktisk ikke at han er ligeglad med dig.. og jeg kender ham jo slet ikke, men jeg tænker at han stadig har følelser for dig, men netop ikke vil give dig falske håb om et fælles liv, og derfor holder han sig helt væk. Måske har han også lidt ondt i hjerte og sjæl :-)

    Uanset hvad, så er det vigtigste lige nu, DIG, og at du kommer tilbage til en god tilværelse med dine unger. Der kommer flere vintre og flere julemåneder, giv dig selv lov at slippe dette års julemåned, saml kræfter og kom stærkt tilbage. Næste år er det jul igen.

    Varme knus og kærlige tanker til dig fra mig.

    SvarSlet
  6. Du er heldig at du har sådanne kvinder, som de 5, der har skrevet før mig. De fortæller ting , du kan tage til dig og bruge, tænke over.
    Jeg kan bare sende dig et knus og min dybeste medfølelse:-)

    SvarSlet
  7. Henriette - du er så sej, midt i alt det her.
    Jeg håber, at du og dine to børn - mod alle odds! - får en dejlig jul.
    Det kan nemlig godt lykkes, tror jeg.
    Iøvrigt læste jeg med stor fornøjelse om dit strikkeri i går.
    Skønt at læse! Jeg tror helt ærligt ikke, de har set mange strikke på den lukkede afdeling, så jeg tror, de nyder dig i fulde drag!
    K.h.
    Christine
    P.S. Du må også for min skyld gerne blive så RASENDE på ham din eks.

    SvarSlet
  8. Kære søde Henriette.

    Et lille anonymt klem fra en ven på afstand.
    Jeg har læst med længe uden at give mig til kende, men blev simpelthen så ked af det da jeg læste hvor skidt du har det.

    Jeg ønsker sådan for dig at du snart kommer tilbage til livet. At det ikke vil være så smertefuldt for dig at være.
    At du finder VREDEN indeni dig selv, og brøler den ud over noget sagesløst hav. For guderne skal godt nok vide at du trænger til at brøle lidt!

    Et kæmpe kram fra mig.

    Xx

    SvarSlet
  9. Kjære Henriette,
    jeg tror at John er glad i deg enda. Men at han ikke makter å gi deg den kjærligheten og pmsorgen du fortjener. og ikke ønsker å gi deg falske forhåpninger. Det blir bedre om litt Henriette, det blir jo gjerne det med tiden... Tenker på deg og barna.
    Knus, Kristin

    SvarSlet
  10. Hej Henriette.

    Jeg føler med dig.
    Du har fået et kæmpe chock og er helt forståeligt igang med at finde en mening med det hele. Det ved jeg at du finder en dag, når hele missæren er kommet på afstand. Du skal bare tænke på dig selv og se om du kan finde modet igen. Som en anden siger" bliv gal og brøl" Det virker.

    SvarSlet
  11. Jeg er her også endnu, jeg følger dig og tænker på dig. Jeg er rørt over din situation og ved ikke altid hvad jeg skal skrive til dig, andet end "tanker og knus".
    Et eller andet sted for jeg alligevel en god fornemmelse når jeg læser dine indlæg, fordi de stadig er fyldt med din humor og din skønne måde at skrive på, og det glæder mig rigtig meget.
    Kh. Sonnie

    SvarSlet
  12. Åh Henriette, har man elsket, er man aldrig ligeglad. Man kan måske være nødt til at beskytte sig selv ved at sætte en meget tydelig grænse, men hvis man gør det - så er det for ikke at gå over den i tide og utide. Netop fordi man stadig holder af.

    Det kan være godt at vide, når man selv sørger. Men det ændrer jo desværre ikke på hans valg.
    Jeg tænker på dig, og sender dig gode tanker. Er glad for, at du stadig skriver og strikker - to virkelig gode ting i dit liv, som ikke er afhængige af nogen som helst andre end dig.

    SvarSlet
  13. Kære Henriette.

    Først vil jeg sige at jeg da også godt kunne ønske at din ex havde ringet og hørt til dig. Når det så er sagt tror jeg han også er meget tyndslidt og føler en ro og afslappethed ved at vide at du er et sted hvor nogen tager sig godt af dig. Hans bekymring og stress er pist væk for en tid. Du kan tro han tænker på dig, men han er også ked og trænger til ro for at finde sig selv. Måske er han bange for at ødelægge din terapi ved at kontakte dig. Jeg ved jo ikke om det er sådan men det er et gæt. Når jeg tror det er det fordi vi har en 20 årig datter med diagnosen borderline og andre sindstilstande, hun er ved at være stoffri på 6 mdr. og vi håber hun er på vej i rigtig retning. Hun er en meget meget sød pige men også meget svær at leve sammen med. Når hun har været på behandlingshjem har vi været noget så lettede fordi hun så er i rigtig gode hænder og nogen tager sig af hende. Men selvfølgelig er det hårdt ikke at snakke med hende i perioder, (det må man jo ikke i starten af behandling), men tiden bliver brugt på at slappe af og genfinde roen i os selv.

    Nok om det ... tilbage til dig ... Henriette jeg forstår dig så godt og jeg håber virkelig at du kommer hel og styrket igennem alt det du skal kæmpe med på en gang. Jeg fornemmer du er en sej kvinde og har styrken til at rejse dig op igen. Hvor er det godt at du trods alt stadig strikker. Jeg er flere gange blevet spurgt om hvad jeg dog tænker mens jeg strikker (det mænd der spørger) ... jeg plejer at sige alt og ingenting, det lige som at gå en tur ved vandet og kikke ud over bølgerne.

    Du får lige en håndfuld kram af mig.

    SvarSlet
  14. Du er bestemt ikke betydningsløs Henriette, kik på alle de dejlige kommentarer på din situation, du er som os andre et ganske unikt menneske med en masse kærlighed og interesse/medfølelse med dine omgivelser, men som andre herpå bloggen, er du/i i en situation hvor overskuet mangler engang imellem, det har ikke noget med dine menneskelige kvalifikationer at gøre, du er et pragtfuldt menneske, men når overskuet engang imellem mangler, bliver du nødt til at trække dig tilbage i enrum, og det er måske det der påvirker din nærmeste omgangskreds, men jeg kan sagtens forstå din fortvivelse i situationen, men du må prøve at tage små skridt ad gangen, så skal du nok finde en vej ud, og jeg vil ihvertfald glæde mig over de fremskridt.
    Rigtig god Lørdag og varme klem herfra Odense.

    SvarSlet
  15. Kjære Henriette
    Det er ganske utrolig, og godt gjort, at du makter å være så reflektert over din egen situasjon midt oppe i alt! Jeg er imponert over deg.
    Når man når "bunnen" eller går i en vegg på en slik måte at man er totalt svimeslått av det som hender, så var det i hvert fall for mitt vedkommende en eneste ting som sto helt klart for meg. Og det var "Jeg er". Dette "jeg er" ble for meg både en bekreftelse på at jeg eksisterte - selv om jeg følte meg fratatt alt som egentlig definerte min virkelighet, men også at jeg hadde rett til å ta en plass i denne tilværelsen. Dette ble et utgangspunkt for min videre vandring opp mot lysere tider. For å si det med en klisjé, så spiller vi jo alle hovedrollen i vår egen film. Min jobb lå i å våge å ta litt regi over denne filmen.
    Jeg tenker på deg. Bruk all den tid du trenger - og pust rolig :) Klemmer fra Lone

    SvarSlet